Anmeldelse: ’Hit Man’ er årets mest veloplagte krimikomedie

Gary Johnson (Glen Powell) er en yderst almindelig og gennemsnitlig universitetsunderviser.

”Du har et fesent fjæs, fuldstændig forglemmeligt,” bliver han beskrevet som på et tidspunkt. Udover jobbet som vidensformidler assisterer han politiet i New Orleans med at skjulte kameraer og mikrofoner til undercover-operationer.

Lige indtil den dag, hvor den normale muldvarp Jasper (Austin Amelio) bliver suspenderet, fordi han har tæsket nogle teenagere. Derfor bliver Gary smidt i aktion, da der ikke kan findes en anden politimand hurtigt nok til at gå ind og overtage rollen som lejemorder.

Gary er et naturtalent, og hurtigt bliver han afdelingens nye falske lejemorder. Vi ser, hvordan beskederne tikker ind på hans arbejdstelefon en efter en. Han begynder at skræddersy sin karakter efter, hvem de potentielle kunder er. Som han forklarer i en af Hit Mans mange voice overs, har alle et billede af, hvordan en lejemorder ser ud, og det handler bare om at legemliggøre den forestilling.

Det går godt, lige indtil han møder Madison (Adria Arjona). Hun vil have Gary til at myrde sin mand, som er en brovtende og alt-kontrollerende rigmandstype, der heller ikke holder sig for god til at bruge sin fysik for at få sat sin pointe igennem.

Gary, eller Ron, som han kalder sig overfor hende, fatter sympati for hende. Eller rettere sagt, han harmonerer rigtig godt med hende i det korte møde, de har på en lille diner. Han råder derfor Madison til at bruge pengene, som han skulle have haft, til at starte et nyt liv.

Så enkelt går det dog ikke, og snart begynder hele Garys nye, spændende og nøje tilrettelagte livsstil at blive truet.

En lejemorder går ind på en bar

Instruktør og med-manuskriptforfatter sammen med Glen Powell, Richard Linklater, har skabt en ekstremt veloplagt krimikomedie.

Siden texanerens debutfilm Slacker tilbage i 1990, har Linklater excelleret i at bringe skæve karakterer til det store lærred. Han gav Matthew McConaughey sit gennembrud i Dazed and Confused, hvor den berømte Texas-accent drevent sagde ”Alright, alright, alright” på den helt uhørt cool måde, og Jack Black blev muligvis filmhistoriens mest charmerende og umulige morder i Bernie.

Og så er der selvfølgelig Before-trilogien med Ethan Hawke og Julie Delpy samt mastodont-værket Boyhood, som blev indspillet over 12 år. En rekord, Linklater arbejder hårdt på at toppe med den kommende musical Merrily We Roll Along med blandt andet Paul Mescal, der efter planen skal optages over 20 år.

Hit Man er en ret ligefrem film.

Vi følger Garys udvikling, hvor der veksles mellem, at han underviser i filosofi og psykologi og eksplicit italesætter mange af filmens pointer, og så politi/Madison-delen.

Glen Powell får rig mulighed for at vise samtlige aspekter af skuespiltalentet og udnytter det til fulde. En skæppeskøn montage, hvor de forskellige forklædninger bliver vist frem, frembringer det ene højlydte grin efter det andet.

Powell er forbandet charmerende, som vi allerede har set flere flotte eksempler på i løbet af de senere år med blandt andet en scenestjælende rolle i Top Gun: Maverick og et betagende samspil med Sydney Sweeney i den undervældende Anyone but You.

Dualiteten i Gary/Ron-dynamikken giver skuespilleren mulighed for både at være akavet nørd og sej kvindebedårer med styr på det hele. Garys ekskone, som også er hans bedste ven, fortæller, at han aldrig rigtig har virket som en person med passion, og i mødet med Madison får han lyst til at være lidt vildere.

Ren visuelt udmønter det sig i, at Gary dropper den sædvanlige, behagelige uniform bestående af jean-shorts og polotrøje til i stedet at være bestående af læderjakke og gun. Spørgsmålet er, hvilken er de to identiteter, som er et falsum. Har Gary mere tilfælles med lejemoderpersonaen, end han umiddelbart er bevidst om? Svaret bliver flot udfoldet i Hit Mans sidste tredjedel.

Baseret på en virkelig historie

Filmen udspringer af den virkelige historie om Gary Johnson, en Vietnam-veteran, som var universitets-underviser og optrådte som falsk lejemorder for politiet.

Linklater læste en artikel i magasinet Texas Monthly, hvor journalisten Skip Hollandsworth – der var medmanuskriptforfatter på føromtalte Bernie, som også var baseret på en af hans artikler – genfortalte undercover-lejemorderens meritter.

Instruktøren og Glen Powell har så pyntet lidt på historien for at skabe noget ekstra drama, men det fremstår som en naturlig udvikling af den fortælling, som de lægger for dagen, så der er ikke noget, der stikker ud.

Som medspiller til Powell er Adria Arjona fremragende.

I takt med, at filmen udfolder sig, bliver man mere og mere i tvivl om, hvorvidt man skal stole på, hvad Madison siger. Gør det hende derved indirekte til den perfekte partner for Gary? Det ligner det umiddelbart, men omvendt kan man så heller ikke være sikker på, at hun ikke arbejder ud fra sin egen agenda.

Arjona gestalter både en naiv sødme, hvor man bare har lyst til at hjælpe hende, og en dødsensfarlig femme fatale-energi, som komplementerer Garys lejemorderpersona Ron.

Hit Man er en veludført og veloplagt krimikomedie. Richard Linklater og Glen Powells uovertrufne manuskript sprudler af underholdende situationer og vanvittigt skarpe replikker.

Sammenlignet med David Finchers æstetiske stiludøvelse fra for cirka et halvt år siden, The Killer, fremstår Hit Man langt mere gennemført, og hvert akt står om muligt stærkere end det foregående.

Det handler om identitet og om, hvem man gerne vil være i den stærke krimikomedie, hvor det gode manuskript kan ende med at høste anerkendelse af sig, når prisuddelingssæsonen starter.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: