Anmeldelse: Der er ikke meget gys i familiefilmen 'Haunted Mansion'

Sorg er en kraftfuld og altomsluttende følelse. Hvad det end er, man begræder, er der ingen grænser for, hvad man vil gøre for at få det tilbage, man har mistet.

Sådan er det også for Ben (LaKeith Stanfield) i Haunted Mansion. Engang var han en dygtig astrofysiker og lykkelig gift med Alyssa, som arrangerede spøgelsesture rundt omkring i New Orleans. Men efter hendes død er han sunket ned i en dvaletilstand.

Han eksisterer blot og har overtaget hendes byvandringer. Dog uden at tale om nogle af alle de mange spøgelseshistorier, for det er for smertefuldt. Og sådan er hans dage, indtil den joviale præst, fader Kent (Owen Wilson med det evindelige charmesmil) dukker op og tilbyder ham 2.000 dollars.

Ben skal bare tage til et stort hus ude midt i ingenting og tage nogle billeder med det særlige kamera, han byggede til Alyssa. Efter sigende skulle det kunne tage billeder af spøgelser, men de fik aldrig prøvet det.

I huset bor tilflytteren Gabbie (Rosario Dawson) og hendes søn Travis (Chase W. Dillon). Huset er hjemsøgt af mange spøgelser. Efter en umiddelbar skepsis skifter Ben hurtigt mening, da et af gespensterne følger efter ham hjem. For har man først en gang trådt over dørtærsklen til det store palæ, er man knyttet til stedet og dets afdøde beboere.

Sammen med professoren Bruce (Danny DeVito) og mediet Harriet (Tiffany Haddish) forsøger gruppen at finde en måde, så livet igen kan blive normalt og spøgelserne finde hvile. Men især et – det såkaldte Hatbox Ghost (stemme af Jared Leto) – virker til at have en hemmelig og dyster agenda.

Bøh blev der sagt

Haunted Mansion er inspireret af Disney-attraktionen af samme navn, præcis som Pirates of the Caribbean var det. Og der findes faktisk en filmversion, som fik premiere i 2003 med Eddie Murphy i hovedrollen. Den har fået sit kultpublikum med årene, men er ikke en, man bør udse sig for enhver pris.

Lidt samme skæbne kommer nok til at overgå den nyeste version.

Instruktør Justin Simien har tidligere imponeret med filmen og serien Dear White People og den kriminelt undervurderede gyserfilm Bad Hair. Selv om Haunted Mansion stadig tager udgangspunkt i en sort mands oplevelse, er der ikke meget af Simiens karakteristiske samfundskritik og spidsfindige humor at spore.

Katie Dippolds manuskript er stille og rolig familieunderholdning med en fin morale og uden nogen som helst kant. Kort sagt, det er Disney, når det er bedst og værst.

Filmen er overordnet helt fin. Vekselvirkningen mellem opklaringen af mysteriet og spøgelsessekvenserne fungerer fint, om end det til tider bliver for eksplicit og uelegant, når ting skal opsummeres eller italesættes, så man er sikker på, at alle blandt publikum har forstået, hvad der sker. Spøgelseseffekterne er fine, uden at blæse en bagover af benovelse.

Historien er Haunted Mansions helt store akilleshæl.

Så skræm mig dog

Det menneskelige aspekt om sorg og om at komme videre fungerer faktisk glimrende. Men når man også har en kapacitet som LaKeith Stanfield til at formidle den del, kan man skrive hvad som helst, og han kreerer guld ud af materialet – se blot på den jammerlige Netflix-adaptation af Death Note.

Men det overordnede mysterium om, hvorfor spøgelserne er i huset, og hvad det er Hatbox Ghost vil, kommer aldrig rigtig ud over kanten. Der mangler nogle gode skræmmemomenter, så netop det spøgelse fremstår uhyggeligt og som en troværdig skurk.

For selv om Haunted Mansion klart er en familiefilm, hvor aldersvejledningen på 11 år faktisk virker for højt sat, måtte der gerne have været lidt mere punch i uhyggen.

Måske skyldes det også, at det er svært ikke at have Peter Jacksons spøgelsesfilm The Frighteners liggende i baghovedet til sammenligning. For der skorter det ikke på uhygge. Det er ganske vist to forskellige genrer, de respektive film hører til i. Men det føles stadig, som om Haunted Mansion ikke lever fuldt op til sit potentiale.

F.eks. er der med lige knap 1.000 forskellige spøgelser rig mulighed for cameoes. Men den mest markante er Jamie Lee Curtis som et svævende hoved i glaskugle, uden at det rigtigt batter noget.

Winona Ryder dukker op som en turguide uden at gøre noget væsentlig indtryk, udover ”hey, det er Winona Ryder”. Så er der mere glæde ved den altid skønne Dan Levy (must-see-komedieserien Schitt’s Creek) som hendes kompagnon.

Og der er egentlig den opsummerende følelse ved Haunted Mansion. Der er mange gode enkeltelementer, men som helhed svinger det ikke rigtig.