Anmeldelse: Musicaludgaven af ’Mean Girls’ rammer ikke de høje toner

”Det er en historie med morale,” bliver der gjaldet i åbningsnummeret til Mean Girls, så man ikke er i tvivl om, hvad det er, vi skal til at se.

For små 20 år siden blev manuskriptforfatter Tina Feys (30 Rock) adaptation af Rosalind Wisemans roman Queen Bees and Wannabes en verdensomspændende succes. Med årene har den opnået moderat klassikerstatus, hvor særvisninger går for fulde sale.

En (mildest talt) lunken tv-film-fortsættelse så også dagens lys, hvor man skal være mere end almindelig inkarneret fan for at finde den seværdig.

I 2017 kom der til gengæld en musical, som året efter også ramte Broadway, hvor den blev en pæn succes. Og det er dét stykke, som er forlægget for den nyeste film.

Historien er mere eller mindre den samme, med enkelte små ændringer hist og her. Cady Heron (Angourie Rice) har boet med sin mor (Jenna Fischer) i Kenya i flere år, men de vender tilbage til USA, hvor teenageren nu skal stifte bekendtskab med en af de mest hensynsløse kamparenaer i den vestlige verden: En amerikansk high school.

De kreative outsidere/filmens græske kor, Janis (Auli’i Cravalho) og Damian (Jaquel Spivey) forklarer hende, hvordan landet ligger. Alle har deres kliker, hvor de hører til, og på toppen af det hele sidder Regina George (Reneé Rapp), dronningen over dem alle.

Sammen med sine trofaste håndlangere, Gretchen (Bebe Wood) og Karen (Avantika), dikterer trioen kendt som The Plastics, hvad der er cool og ikke cool, samt hvor man hører til på den sociale rangstige i tilfælde af, at man skulle have glemt det.

Af uransagelige årsager finder Regina Cady fascinerende og tager hende ind som et kuriøst projekt. Da Cady forelsker sig i Reginas eks Aaron (Christopher Briney), beslutter Regina sig dog for at vise sin magt og finder sammen med ham igen.

Sammen med Janis og Damian, går Cady derfor i gang med at planlægge og udføre et hævnkomplot, der skal flå Regina ned fra magtens tinder. Så langt, så velkendt, og så skulle man tro, at Mean Girls kun kunne blive bedre ved at tilføje musicalgenrens store ekstravagante armbevægelser – men noget harmonerer ikke.

Falsk falset

På grund af sangene er Mean Girls anno 2024 cirka 20 minutter længere end 2004-versionen. Selv om det alligevel er knapt 40 minutter mindre end Broadway-stykket, mærker man alligevel den ekstra længde.

For det er langt fra alle sange, der fungerer. Desværre, eftersom hun er vores hovedperson, undervælder alle sange med Cady i en bedrøvelig grad. Umiddelbart peger pilen på, at Angourie Rice ikke har den fornødne vokal til at formidle musicalsange.

En ting er nemlig at synge rent og pænt, men musicals kræver en særlig form for indlevelse og slagkraftig performance. Du spiller ikke til nærbilledet i kameraet, men til publikum tilbage på de billige rækker, så de også får valuta for pengene.

Rice er skam ikke en dårlig skuespiller – det kan man konstatere i bl.a. Mare Of Easttown – men musicalperformer er hun ikke. Og så er Cadys sange ikke dem med mest power i. Eller måske er de?

Fakta er, at hver gang Cady synger, mister filmen momentum. Til gengæld lever den, hver gang Janis eller Damian demonstrerer, hvor meget lungekapacitet, de ligger inde med. Auli’i Cravalho ender da også med at stå som filmens trumfkort. Der er sang, schwung og panache, så selv den hårdeste gigtplagede stivstikker må overgive sig.

Også Reneé Rapp, der også medvirkede i Broadway-udgaven, gør det glimrende, om end Regina virker knapt så interessant som tilbage i 2004. Det er en mere karikeret udgave, som desværre til tider er et kompromis, når det kommer til en musical, plus, der er blevet skåret betydeligt ned i forhold til forlægget.

Hvorfor er vi her?

Situationen er dermed den, at vi har en film, som er en amputeret udgave af Broadway-versionen og ikke har samme grad af verbale guldklumper som 2004-versionen.

Så hvad skal vi bruge den nye Mean Girls til?

Svaret blafrer stadig et eller andet sted ude i vinterkulden. De stærkeste og mest mindeværdige øjeblikke kommer, når vores hovedperson ikke er i fokus, og alt for meget af filmen føles som fyld.

Det er lidt samme problem, som plagede sidste års udgave af Den lille havfrue. Her var det omvendt en nydelse, hver gang hovedrolleindehaver Halle Bailey fleksede sin gudsbenådede sangstemme, og alt andet fremstod tamt i sammenligning. Ikke engang en fornøjelig udgave af Havet er skønt, der kulminerede i et orgie af farver kunne hæve underholdningsværdien til noget ekstraordinært.

Mean Girls er ikke en dårlig film, den er bare ikke nødvendig, og dét er næsten det værste ved det hele. God eller dårlig, det er to poler, man kan elske eller hade. Ligegyldighed? Det er værre end noget andet. Det er ækvivalenten til den Facebook-kommentar, hvor man bekræfter eller affejer en holdning med ”jeg synes”. Der bliver ikke argumenteret for postulatet, og det gør filmen heller ikke, når det kommer til, hvad vi skal bruge den til.