Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Skaberen af komedieklassikere som 'Dum og dummere' og 'Vild med Mary' er tilbage med ’Ricky Stanicky’

Af
Claus Nygaard Petersen
7. marts 2024
Ricky Stanicky anmeldelse
John Cena i 'Ricky Stanicky' / Foto: Ben King/Prime Video

Del artikel

Peter Farrellys komediefilm på Prime Video har sine øjeblikke og leverer god underholdning hele vejen, men mangler det sidste for at blive noget helt særligt.

Ricky Stanicky

Streamingtjeneste: Prime Video
Premieredato: 7. marts 2024
Genre: Komedie
Instruktør: Peter Farrelly
Manuskriptforfattere: Jeff Bushell, Brian Jarvis, James Lee Freeman, Peter Farrelly, Pete Jones, Mike Cerrone
Medvirkende: Zac Efron, John Cena, Andrew Santino, Jermaine Fowler, Lex Scott Davis, William H. Macy, Anja Savicic m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 53 minutter

Instruktørduoen og brødrene Peter og Bobby Farrelly stod bag nogle af de mest gakkede komediefilm i 90'erne og start-00'erne.

Dum og dummere, Vild med Mary, Jeg, mig og Irene og To i en, hvor Matt Damon og Greg Kinnear spiller siamesiske tvillinger, er, alt afhængig af om man er til den slags humor eller ej, lårklaskende grineperler eller tåkrummende, pinlige makværker.

Derfor skulle man da også lige kigge en ekstra gang, da Peter Farrelly instruerede dramaet Green Book i 2018 og tilmed vandt to Oscars for Bedste film og Bedste originale manuskript.

Ricky Stanicky anmeldelse
Jermaine Fowler, Zac Efron og Andrew Santino i 'Ricky Stanicky'
Foto: Prime Video

At han så valgte at følge op på den hæder med den miserable Apple TV+-film The Greatest Beer Run Ever med Zac Efron, tja, det er jo bare en skam.

Helt så grelt står det ikke til med Ricky Stanicky.

Filmen har været undervejs siden 2010, og der har undervejs været rygter om, at både Joaquin Phoenix og Jim Carrey har været i spil til den navnkundige rolle.

Nu er det så wrestleren John Cena, der har fået hvervet, og han gør det faktisk glimrende. Resten af filmen, den halter til gengæld hist og pist i en til tider frustrerende grad, hvor man kan se, at der er en god film et eller andet sted, den bliver bare ikke forløst her.

Livslange løgne om Zac Efron

Ricky Stanicky handler om barndomsvennerne Dean (Zac Efron), Wes (Jermaine Fowler) og JT (Andrew Santino), der som børn opfandt en fiktiv ven til at skyde skylden på, når de lavede ballade.

Ricky Stanicky anmeldelse
Jermaine Fowler, Zac Efron og Andrew Santino i 'Ricky Stanicky'
Foto: Ben King/Prime Video

Karakteren Ricky Stanicky har de holdt i live op igennem voksenlivet, men da JT's nyfødte søn skal omskæres ved en rituel bris, og flere personer er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om den mystiske ven overhovedet eksisterer, har trioen kun en mulighed: De skal finde en skuespiller til at spille Ricky!

Valget falder på den afdankede dranker Rod (John Cena), som de tilfældigvis har mødt på en af deres mange Ricky-rejser. Han er lidt af en fusentast, som i øjeblikket specialiserer sig i coverversioner af sange, hvor han ændrer teksten til at handle om at onanere – så kender man Peter Farrelly igen!

Stik imod alle forventninger viser Rod sig dog at være en ganske god Ricky, som han kaster sig fuldt ud ind i at blive. Da festen er forbi, og han skal tage hjem, sker der dog en lille ændring i planerne.

Næste dag på Dean og JT's arbejde dukker Rod nemlig op, fordi han har fået et job der og rent juridisk har ændret navn til Ricky Stanicky.

Er de klar til at have en Ricky i deres liv på fuld tid, og er verden klar til rent faktisk at have en Ricky Stanicky?

Idéen er rigtig god, og der er også en god håndfuld sjove øjeblikke i filmen – en and, som forsøger at drukne en hund er helt igennem fantastisk – men de tre venner er på ingen måde lige så interessante som Ricky.

Ricky Stanicky anmeldelse
Zac Efron og Lex Scott Davis i 'Ricky Stanicky'
Foto: Ben King/Prime Video

Og det er et klart problem, når især Dean fylder så meget, som han gør i Ricky Stanicky. Han er hovedrollen, men er lidt ligesom vaniljeis: Helt okay og med god smag, men bliver først for alvor god, når det bliver indtaget sammen med noget andet.

Faktisk ligesom Zac Efron, der trods utallige forsøg fra Hollywoods side, aldrig bliver den store skuespiller, mange tror og håber på. Han er på mange måder på samme stadie, som Ben Affleck var det i en årrække, bortset fra at Affleck også har et talent for at stå bag kameraet. Næh, Zefron-æraen er ovre, og en eventuel renæssance ligger ikke lige umiddelbart i horisonten.

Ka’ du se John Cena?

Til gengæld giver Ricky Stanicky John Cena en fremragende eksponering.

Det store muskelbundt har en naturlig forståelse for, hvordan man skal levere en joke og er aldrig bleg for at være til grin, hvis det giver den rigtige reaktion.

Ricky Stanicky anmeldelse
Zac Efron, Andrew Santino, Jermaine Fowler og John Cena i 'Ricky Stanicky'
Foto: Ben King/Prime Video

Når man tænker på, hvem der tidligere har været tilknyttet rollen, har der været mulighed for et fint lille skær af dramatisk kant. Cena gør det godt, ligegyldigt om han skal synge vulgære sange eller krænge sin livshistorie ud i et overraskende rørende øjeblik.

Igen, med lidt opstramning hist og her, kunne Ricky Stanicky være blevet en rigtig god komedie med noget på hjertet, præcis som de gamle Farrelly-film.

Der har altid været plads til outsiderne i deres værker. Dem, som samfundet kigger lidt halvskævt til, og som normalt ikke ville få en prominent plads i en film. Ricky passer i den forstand godt ind i det Farrelly’ske ouvre.

Ricky Stanicky Anmeldelse
William H. Macy i 'Ricky Stanicky'
Foto: Ben King/Prime Video

Er det stor kunst? Nej, men det er god underholdning, der måske lige er 10-15 minutter for lang i spyttet, men alligevel har tilstrækkelig meget charme, primært takket være John Cena, så det er ren hygge at være i selskab med Ricky Stanicky og kompagni i små to timer.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser