Anmeldelse: ‘Min mor siger’ prøver for hårdt og drukner i forsøget

Kærestesorger plejer gerne at kunne mærkes, men det kan de ikke så klart på Aveny-T. Der er blevet skruet for meget op for scenografisk lir og volumen omkring Stine Pilgaards fine og præcise tekst, og i forsøget på at underholde sit publikum bliver det simpelthen for ihærdigt, stort og overlagt.

Et virvar af farver

Historien om den navnløse jegfortæller, der bliver forladt af sin kæreste og flytter ind på sin fars præstegård for at drukne sig selv i kærestesorger, er sidste forestilling af tre fra sæsonens huskunstertrio bestående af Sofie Torp, Nina Rask og Signe Hørmann Sørensen.

Denne gang på Aveny-Ts store scene, hvor historien udspiller sig i en pangfarvet scenografi bestående af store blanke gardiner med tryk. Har man besøgt huskunsternes øvrige to forestillinger, vil man kunne genkende æstetikken, der har været gennemgående, og vide, at det kulørte print er billeder af bunker af farverigt tøj.

Tøjtemaet gav mening i den første forestilling, der foregik i et klædeskab, men hvorfor det også skal gennemsyre Min mor siger, er der ingen nærmere forklaring på – andet end for den gennemgående æstetiks skyld.

Melodi Grand Prix-musik

Min mor siger er i teaterversionen en musikalsk komedie. Musiker Laurits Emanuel har sat fængende musik til stykket, der fremføres live på scenen af både ham selv og Sofie Torp. Emanuels baggrund i bandet Fyr og Flamme, der vandt det danske Melodi Grand Prix, fornægter sig ikke i det musikalske udtryk, og i forestillingens største hit Inde I mit hjerte, går der også fuld 90’er-grand prix i iscenesættelsen.

Selv om jeg egentlig godt kan lide de musikalske indslag, virker de også overgjorte i både produktion og fremførelse. Et mere beskedent udtryk havde klædt dem og vævet dem elegant ind i forestillingen. Mest af alt så Sofie Torp kunne få lidt bedre og mere naturlig plads i dem, for hende vil man gerne både se og høre på.

Torp triumferer

Sofie Torps utvivlsomme talent kommer også til sin ret her i både skuespillet, humoren og sangen. Hun spiller med en flot præcision og blik for det bredt genkendelige i hjertesorgen. Og det er nemt at spejle sig i hende, når hun famler sig igennem tristessen og samtidig rammes af hidsig stædighed, der nægter hende at indse, at det er forbi.

Grine kan hun også få publikum til – især som hovedpersonens ulidelige mor, som hun taler meget i telefon med, og som er typen, der uden skrupler lyver om at have haft kræft, når hun samler ind til Kræftens Bekæmpelse, og som spiser den konfekt, der er lavet til de hjemløse og forklarer sig således: “Det er da også synd for dem, men de hjemløse har jo heller ingen faste udgifter."

Multitalentet Nina Rask er kæresten, der slår op, men lægger også krop til en række andre bifigurer i hovedpersonens liv sammen med både Laurits Emanuel og Sofie Torp. Teksten går på skift mellem dem, hvilket udfordrer karaktererne i fortællingen.

Både Torp og Emanuel giver den f.eks. på klingende jysk som moderen, mens Rask tager den på vanligt københavnsk, hvilket gør udtrykket noget ujævnt. Bedst er det, når Sofie Torp bare får lov at spille moderen selv, for der står figuren allersjovest og tydeligst frem som person.

Rask trækker publikum

Emanuel og Rask er gode på hver sin måde, men det bliver aldrig godt i samspillet, fordi de tre virker til at spille hver deres forestilling. Emanuel giver mening at have på scenen som klædeligt musikalsk sidekick, men Rask ender i en mere overflødig position, fordi det aldrig bliver slået fast, hvorfor hun er en nødvendig del af iscenesættelsen.

Samspillet mellem hende og Torp som ekskærester er meget lidt troværdigt. Deres forskelligartede energier flyver lige forbi hinanden, og deres ord ender som flade ligegyldigheder, fordi de ikke virker til at udspringe af en fælles erindring om et langt forhold.

Det er ikke svært at gennemskue, at Rask selvfølgelig har en funktion, fordi hun er et navn, der trækker et publikum, teatret gerne vil have fat i, men forhåbentligt også fordi, hun ved flere lejligheder har bevist særligt sit komiske talent.

Derfor er det også en forbandet skam, at det kun får meget lidt og anstrengt plads. Bedst får hun lov i den fysiske komik som anmassende mand, der gerne vil invitere hovedrollen på date under en Pink Floyd Project-koncert.

Mindre kunne have gjort det

I virkeligheden ville jeg ønske, at det havde været en mere simpel monolog i en mindre og mere beskeden opsætning, som da Torp lavede forestillingen som afgangsforestilling og siden på Husets Teater i 2017.

Det er jo en fair og ærlig sag at ville lave komedie og jagte grinet, og det er da også en genre, jeg holder meget af. Her står man dog med en type komedie, der især bliver stærk i kraft af sin opmærksomhed på følsomheden, ømheden og enkeltheden.

Det er det, Stine Pilgaard er så eminent til at ramme i sine tekster, men som forestillingen stryger lige forbi i jagten på grinet. Der er skruet for meget op for alt, og en kende mere jysk sindighed havde klædt Min mor siger.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: