Anmeldelse: Da røveren sutter forførende på sin stjålne slikkepind, taber man underkæben

Hvis man skulle udsættes for bankrøveri, skulle det være med mestertyven Bruno Sulak som bagmand. Især når han spilles af førsteelskeren fra hitserien ’Emily in Paris’, Lucas Bravo.

Under et nobelt kodeks om aldrig at affyre en pistol, plyndrede den virkelige tyveknægt Frankrig sønder og sammen i 1970’erne og 80’erne. Hans mål var altid kun forretninger, der ikke ville tage skade af hans besøg.

Med et blændende smil, bedårende høflighed og en fræk fuckfinger til rigdom blev han udråbt som en moderne Arsène Lupin – Frankrigs folkekære, charmerende, fiktive mestertyv.

Brunos vilde bedrifter og hans flotte udseende stjal befolkningens hjerter, og sammen grinede hele landet af ordensmagtens håbløse forsøg på at stoppe tyven.

Det er i hvert fald sådan, den franske skuespiller og instruktør Mélanie Laurent fremstiller historien i ’Libre’.

Instruktøren har ikke fået Brunos families tilladelse til at filmatisere hovedpersonens liv, da de ikke brød sig om hendes tilgang til historien.

Og med et rosenrødt blik på livet på flugt og en del faktuelle mangler skal ’Libre’ nok lige tages med et gran salt. Men det er svært ikke at blive forført af den løsslupne stemning, der i røverdramaet emmer af guld, glimmer, sex og cigaretter, der dovent dingler i mundvigen.

En moderne Bonnie og Clyde

Da vi møder Bruno, er han netop deserteret fra det franske militær. Som modreaktion har den 20-årige skiftet hærens strenge regler ud med lovløshed sammen med sin hengivne kæreste, Annie (Lea Luce Busato).

I ’Libre’s åbningssekvens følger vi et velsmurt togt på et supermarked, der etablerer, at den moderne Bonnie og Clyde efterhånden har prøvet det her en del gange.

Sammen med deres trofaste ven, Drago, leder Bruno an, og med rolig stemme beder han butikkernes rystede medarbejdere om at tømme kasseapparaterne. Mens han afslappet glider hænderne gennem sit hår, kigger han smilende ned på kassedamen, der fylder hans rygsæk med kontanter.

”Gør det noget, hvis jeg snupper en slikkepind?” spørger han uskyldigt og kigger på bøtten til børn, som står ved kassen. Hun nikker stumt til svar.

”Tak,” siger Bruno og blinker til hende, mens han langsomt putter en gul slikkepind i munden, som han sutter forførende på.

Ligesom kassedamen vil seerne derhjemme nok også tabe kæben.

Guld og grønne skove

Lucas Bravo er mest kendt fra ’Emily in Paris’, som i 2020 tog Netflix-seere med storm.

I serien spiller han kokken Gabriel, som Emily har et godt øje til. Siden har han medvirket i den bedårende ’Mrs. Harris Goes to Paris’, hvor han stort set gentog rollen som Gabriel, uden rigtig at have andre karaktertræk end at være en nydelig ung, fransktalende mand.

Med hæsblæsende biljagter og et par flugtforsøg fra fængsler får Lucas Bravo i ’Libre’ endelig luft under vingerne. Her udfolder han dramatiske og krævende sider af sit spil, som ikke et blevet presset i ’Emily in Paris’.

Men det er nok også lidt svært at få blodet i kog, når ens største problem har været, om souffléen var underbagt eller ej. Men i ’Libre’ er der mere på spil, og den rus, Bruno får af at begå tyveri, er smittende.

Ude i flugtbilen sidder kæresten Annie altid troligt og venter. Og med tung vejrtrækning og et smil på læben kaster han sig grådigt over hende, mens de i fuld fart slingrer væk fra gerningsstedet.

Kemien mellem dem holder hele vejen. I en dejlig montage, der dufter af fransk sensommer, ser man, hvordan de får deres frie tilværelse til at gå med rødvin på bordet, besøg fra gode venner og svedig, passioneret sex under stjernerne. Livet er ikke så ringe endda!

Dobbelmoral til det sidste

Desværre byder ’Libre’ ikke på så meget andet end et elegant, sexet blik på, hvor skønt der hele var engang.

Der er gjort meget ud af de flotte 80’er-kostumer, for hele misæren er selvfølgelig en historie af sin tid. Den perlerække af røverier, som Bruno Sulak udførte, kunne kun lade sig gøre da man ikke sporede mobiltelefoner, havde kameraer og sofistikerede alarmsystemer. Alt var bare federe, dengang vi ikke havde et overvågningssamfund.

Selv om temaet ligger lige til højrebenet, er en samfundskommentar ikke instruktør Mélanie Laurents mission. Og efter første halve time af ’Libre’ står det klart, at hun kun er ude på at have det sjovt. For der er hele tiden fart over feltet, og det giver ingen ro eller tid til de overfladiske bikarakterer, der reduceres til den funktion, de nu engang tjener Bruno.

Hans medsammensvorne, Drago, er ikke andet end dét. En håndlanger, der kan skiftes ud. Samme gælder politimanden, der forsøger at fange Bruno, spillet af Yvan Attal. Han er en karikeret, regelret ordensmand, der snart skal på pension, men lige skal fange sin sidste tyv inden da.

Værst står det til for Annie, der står Bruno naivt bi som en hengiven røver-groupie. Han lover hende masser af børn, guld og grønne skove, men det er svært at levere, når man konstant er på flugt.

Mens Mélanie Laurent gang på gang understreger Brunos noble sider og hans kodeks om aldrig at affyre et våben, gælder samme bløde værdier ikke for hans kærlighedsliv. Fra sidelinjen må man derimod pænt se til, mens han smadrer Annies liv.

Alt imens prædiker han fanatisk om frihed, og efterlever ikke selv filosofien, men er træl for de materielle goder, han engang rynkede på næsen af.

Ignorerer man, at Bruno tydeligvis lider, er ’Libre’ en medrivende, charmerende film om livet på flugt. Alt er rosenrødt – helt til det sidste.

Så mens Bruno og Mélanie Laurent galopperer derudaf, er det op til seeren selv at fange de subtile nuancer, der afslører, at livet som desertør, kleptoman og kriminel nok ikke er supersjovt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: