’Wuthering Heights’ er en berusende, men langt fra perfekt film

Det er svært at forestille sig en mere zeitgeist-leflende film end Emerald Fennells opdatering af Emily Brontës udødelige kærlighedsdrama ’Stormfulde højder’.

Den fatalistisk liderlige version, der kommer i danske biografer under den engelske originaltitel ’Wuthering Heights’, har to af tidens hotteste skuespillere i hovedrollerne. De australske hjerteknusere Margot Robbie og Jacob Elordi kysser lidenskabeligt med mere til nye sange af popprinsessen Charli XCX.

Det er alt for meget, og det fungerer kun, fordi filmen er helt bevidst om, at den spiller på alle tangenter.

Cathy og Heathcliff er opslugt af kærlighed i en grad, så alle omkring dem bliver knust. Vi møder dem først som børn – spillet charmerende af Charlotte Mellington og Owen Cooper fra ’Adolescence’ – hvor man mærker deres sjæleforbundethed et sted mellem venskab og forelskelse.

Det er takket være de løbende glimt tilbage til den uskyldige barndom, at man stadig føler for dem som de destruktive voksne, de på grund af ulykkelig kærlighed er blevet til.

Modsat i bogen, hvor adoptivfaren navngiver Heathcliff, er det her den unge Cathy, som beslutter, at den nye dreng i huset skal hedde det samme som hendes afdøde bror.

Børnenes flirtende leg ændrer sig, da Cathy som voksen får en seksuel vækkelse i stalden, hvor to af tjenestefolkene dyrker lidenskaben med pisk og seletøj. I skam over sit begær efter bonusbroren styrter hun først ud og onanerer heftigt i skjul bag klipperne, før hun indgår ægteskab med den stenrige nabo Edgar Linton.

Da Heathcliff vender tilbage efter flere års rejse, indleder de to søskende/elskende en forbudt romance på den vindblæste hede. Både de selv og folk omkring dem må lide under det psykoseksuelle trekantsdrama fuldt af jalousi og ydmygelser, som uundgåeligt følger med.

Sex og død

I en æggende åbning viser lyden af tungt åndedræt sig at tilhøre en mand, der midt i sin død ved hængning får en stiv javertus, som en kæk tilhører grinende bemærker.

Lyst og død, sex og smerte, begær og forfald. De kontrasterende og dog forbundne følelser og handlinger går hånd i hånd i ’Wuthering Heights’, hvor scenograf Suzie Davies’ gotiske kulisser indrammes af fotograf Linus Sandgrens frit flyvende kamera, der skifter mellem dunkelt oplyste kamre og landskabets lyse vidder.

Man bliver hensat til et anakronistisk univers med plads til lige dele slående billeder og rappe replikker. Det er imponerende, at der trods fokus på den komplicerede relation mellem hovedpersonerne også bliver plads til at udfolde bipersonernes lidelser.

Shazad Latif kunne nemt have spillet Linton som en gennemsyret styg mand, der ser sin hustru hungre efter en anden. Måske ser han mest sin kone som en smuk fugl, der skal holdes i et overdådigt bur, men filmen anerkender hans smerte som hanrej.

Alison Olivers tilknappede myndling Isabella er fornøjelig med sit begejstrede referat af ’Romeo og Julie’, mens Hong Chau sammenbidt skildrer Nelly som en tragisk figur, der som ung ser venskabet med Cathy smuldre på grund af Heathcliffs ankomst.

Bitterhed over livets barske skæbne er et gennemgående tema, som visualiseres særdeles prægnant.

Sansebombardement af en anden verden

Trods de navnkundige skuespillere i hovedrollerne er filmens største stjerne Emerald Fennell og hendes gennemførte vision.

Efter nogle år som skuespiller fik hun sit gennembrud som showrunner i anden sæson af tv-serien ’Killing Eve’. Hernæst vandt Fennell en Oscar for bedste originale manuskript med debutfilmen ’Promising Young Woman’, før hun gjorde sig til kronikør af besættende kærligheds- og dødsdrift med først ’Saltburn’ og nu ’Wuthering Heights’.

Instruktøren og manuskriptforfatterens stiliserede univers er et sansebombardement af en anden verden, men trods alverdens blod, sved og tårer slipper hun ikke helt for indtrykket af, at følelserne holdes lidt ud i strakt arm.

Emerald Fennell har bevaret nogle af bogens mest populære replikudvekslinger, men har også lagt sig i selen for at give et moderne twist, som skiftevis er gribende og forceret. Det tager overhånd i den ekstreme form for samtykkeindhentning mellem Heathcliff og Isabella, mens ejerfornemmelsen rammer hårdere, når Cathy i en presset stund udbryder om sit hjertes udkårne: "Jeg gav ham navnet. Han er min!"

Forført ned i dybet

’Stormfulde højder’ er blevet filmatiseret et hav af gange siden udgivelsen i 1847. Den første stumfilm kom allerede i 1920, mens der gennem tiden er lavet populære udgaver i 1939 og 1992. Filmskabere som spanske Luis Buñuel, franske Jacques Rivette og engelske Andrea Arnold har prøvet kræfter med fortællingen, hvis episke tilsnit åbner for en verden af muligheder.

I det legeland er Emerald Fennells pulserende ’Wuthering Heights’ et enestående realiseret værk, der uden tvivl vil skabe fornyet interesse for Emily Brontës klassikerforlæg.

Mens det langt fra er en perfekt film, og mislydene indimellem begrænser indlevelsen, er det en film, jeg glæder mig til at se igen. Der er simpelthen så meget swagger og schwung over iscenesættelsen, at man – ligesom Cathy og Heathcliff – grådigt sluger hvert eneste billede på vej mod den storladne finale.

Det er en bedrift i sig selv at få så tidløs en historie til at føles så meget oppe i tiden. Og det er en berusende oplevelse at lade sig forføre ned i dybet.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: