Podcast | Guides

Bliv klædt på til valg: 6 skarpe podcasts om dansk politik

AfBuster Kristensen
29. november 2022
Cordua & Steno
Cordua & Steno / Foto: Berlingske

Del artikel

Danskerne skal snart i stemmeboksen. Er du ikke helt sikker på, hvem du skal sætte dit kryds hos endnu, hjælper disse podcasts dig måske på vej.

Kommunalvalg. Regionsvalg. Smag på ordene. Kom nu! De er altså liiiidt lækre.

De emmer af farverige valgplakater, overivrige frivillige, nærdemokrati og borgerindflydelse. De smager sødt af vælgermøder i det lokale forsamlingshus eller sportshal, med alt hvad det indebærer – lige fra den let kvalme lugt af sure tennissokker, til den tynde, sjaskede kaffe i plastikkrus og den hjemmebagte drømmekage.

Aaaaah. Demokratiet lever og leverer. Kan det blive bedre?

Få alle vores podcast anbefalinger her!

Hvis du også har det sådan, så ved du godt, at det sidste var et retorisk spørgsmål. For så er der en god chance for, at du er en politisk nørd. Og så kender du sikkert allerede til de fleste danske podcasts om politik.

Hvis ikke, så læs med her!

Podcasts om dansk politik kan af og til føles som en jungle af midaldrende, mandlige værter med hornbriller og blazer + jeans-kombo’en, der drikker craftbeer og har en lettere jazzet jingle.

Men fortvivl ej, for vi har fundet de bedste podcasts om dansk politik frem, så du kan nøjes med at høre det bedste af det bedste op til valget (og efter, hvis du nu bliver hooked)!

Slotsholmen

'Slotsholmen'
'Slotsholmen'
Foto: Petra Kleis / DR

Det store værtstalent Issa Mahmoud Jeppesen er direkte igennem fra Christiansborgs radiostudie i kælderen, hvor han sætter ugens højdepunkter i dansk politik under lup.

Sammen med skiftende journalister, politikere og andre skarpe hjerner dissekerer Jeppesen lovforslag, politisk retorik og de jævnlige kommissioner, når han ikke udfordrer Folketingets politikere, går dem på klingen og fastholder dem, når de forsøger at vride sig fri med udenomssnak og spin.

Jeppesen er altid forberedt til tænderne, er enormt vidende og holder en høj journalistisk standard – altid holdt i en forfriskende, forståelig tone. Ham kommer vi helt sikkert til at se meget, meget mere til i fremtiden.

Cordua & Steno

Cordua & Steno
Cordua & Steno
Foto: Berlingske

De to herrer Cordua og Steno er mænd af mange meninger. Den borgerlige debattør Jarl Cordua og musikeren Torben Steno er ikke altid enige, men er perfekt castede i rollerne som dansk politiks svar på Statler og Waldorf fra Muppet Show.

Cordua & Steno har vist sig som et langtidsholdbart radioprodukt, og programmet overlevede da også den skandaløse lukning af hedengangne Radio24syv, og kører nu i skrivende stund på 10. år.

Nu er det polemiske makkerpar rykket over på Berlingskes podcastplatform i stedet, men det har absolut ikke ændret en tøddel for de diskussionslystne kommentatorer, der fortsat rusker op i dansk politik uden at skåne nogen.

Læs også: Fascinerende fortællinger fra fortiden: 6 heftige historiepodcasts

Orientering

Når det kommer til uddybninger, grundige forklaringer og svar på komplicerede spørgsmål, så er Orientering et godt sted at starte. Her er intet for småt, og alle aspekter af det politiske landskab står for skud. Der tales om alt fra valgplakaters virkning og international forsvarspolitik til politiske landsmøder og klimaspørgsmål.

Orientering dykker ned i det hele, og med dygtige værter og blændende, engagerede korrespondenter er man i virkelig godt selskab, samtidig med at man bliver klogere på dansk og international politik.

Så kan man vist heller ikke forlange mere!

Borgen Unplugged

'Borgen Unplugged'
'Borgen Unplugged'
Foto: Soundcloud

Borgen Unplugged blev skabt af fætrene Thomas og Henrik Qvortrup. Sidstnævnte fik efterfølgende en stilling som politisk redaktør på B.T. og i stedet trådte politisk kommentator og tidligere radiovært på Radio24syvs Det røde felt Lars Trier Mogensen til.

Lars Trier Mogensen skiller sig markant ud fra den stadig større hob af politiske kommentatorer, og det er ikke kun på grund af det lange hår og læderjakken, men også fordi Mogensen er selverklæret venstreorienteret.

Læs også: De fem bedste krimipodcasts lige nu

Det åbenlyse ståsted til trods er Mogensen en saglig og kritisk observator, og en dygtig formidler. Sammen med Thomas Qvortrup får du som lytter et interessant politisk magasin, der spænder bredt.

Den uafhængige

Den uafhængige er, om nogen, indbegrebet af den fjerde statsmagt og kritisk journalistik. Uden statsstøtte, kun holdt oppe af lytternes donationer, er de hidsigt i hælene på lovgivere og magthavere, og stiller alle de irriterende, men vigtige spørgsmål. Som en flok journalistiske grævlinger bider de sig hårdt fast og de slipper ikke før koksen knaser.

Den uafhængige fungerer som morgenradioflade, og udkommer også som podcast. Radioen er grundlagt af den utrættelige Asger Juhl, der også huserede på Radio24syvs morgenflade.

Selvom Den uafhængige egentlig slet ikke er et politisk magasin i udgangspunktet, men nærmere en nyhedsradio, så fortjener den alligevel en plads på listen. Navnlig fordi meget af indholdssiden netop er af politisk karakter, men også fordi den journalistiske drivkraft og passion, der ligger bag programmet, lyser ud gennem dine højtalere.

Magthavere, se jer over skulderne! Der er en ny radio i byen.

Det, vi taler om

Okay, nu strækker vi nok definitionen for en podcast om politik, vil nogen af jer nok tænke. Det, vi taler om er et sladdermagasin, hvor Danmarks ukronede sladderdronning Ditte Okman, i selskab af et skiftende panel, sladrer løs om alt fra royale skandaler til kendisser og erotiske duftlys. Og hvad har det så med politik at gøre?

Jo, anden halvdel af programmet, der udkommer hver fredag på B.T., er som regel dedikeret til politik. Her får Okman og panelet ofte hjælp fra den politiske kommentator Søs Marie Serup, der pinpointer ugens største politiske historier.

Kombinationen af den bramfri og frivole Okman og den skarpsindige og rolige Seerup giver ofte en interessant analyse af dansk politik. Om ikke andet så et bud, du ikke finder andre steder! Det er i hvert fald aldrig kedeligt.

Og så må det da vist også bare et spørgsmål om tid, før Søs Marie Serup får sin helt egen podcast om politik!

Læs også: Årets 10 bedste podcasts indtil nu

Del artikel

Andre Podcast | Guides

Mest læste