Podcast | Guides

Fascinerende fortællinger fra fortiden: 6 heftige historiepodcasts

AfBuster Kristensen
29. november 2022
Styr på historien
Foto: Podimo

Del artikel

Er du til de store personbårne skæbnefortællinger, der har formet historiens gang? Eller må du bare vide, hvor mange par træsko en bonde i 1600-tallet kunne slide op i løbet af et liv?

Måske er du også lidt forvirret over, hvad der egentlig skete den dag i november 1963, hvor Kennedy blev skudt i Dallas? Eller kan du simpelthen bare ikke slippe tanken om, hvad man lavede om natten i København før den elektriske gadebelysning? Og kom pesten overhovedet med rotterne? Måske du endda interesserer dig for de helt store spørgsmål; hvem beslutter hvad der egentlig skete i fortiden?

Historie er et bundløst og uudtømmeligt emne. Men uanset om du er en ultra-nørd eller du bare skal have repeteret dit folkeskolepensum, så du endelig kan vinde over din irriterende veninde med klæbehjernen i Bezzerwizzer, er podcast-junglen tætpakket med fængslende fortællinger fra vores fælles fortid.

Få alle vores podcast anbefalinger her!

Så bind din bedste butterfly og på med tweedjakken, for vi har samlet vores bud på de bedste historiepodcasts, der dykker ned i de endeløse arkiver!

Kongerækken

Kongerækken er en af de mest populære danske historiepodcasts. Én for én gennemgår historiker Hans Erik Havsteen og journalist Anders Olling den danske kongerække fra Gorm den Gamle til Margrethe d. II.

Podcasten er fyldt med humor og anekdoter om kongemord, krige, intriger og alliancer, sindssygdom, druk og hor. Kort sagt; alt det bedste fra de danske monarkers op- og nedture gennem de seneste 1100 år – fortalt i bedste Game of Thrones-stil.

De to herrer Havsteen og Olling nøjedes heldigvis ikke med de royale røverhistorier, og udvidede efterfølgende serien med forskellige tema-specials, hvor lytteren bl.a. kan følge med dem tilbage til besættelsen, reformationen, danske krige og meget, meget mere.

Kongerækken er perfekt for lytteren, der gerne vil have noget substans, men som også gerne vil underholdes og grine med undervejs.

Læs også: 5 podcasts du skal høre, hvis du nyder autentiske fortællinger

Styr på historien

Styr på historien
Foto: Podimo

I denne Podimo-serie har jurist og forfatter Anne Sofie Allarp styr på historien, og i skrivende stund er det blevet til fire sæsoner. Styr på historien er en grundig og dybdegående serie, der henvender sig (som den selv siger) til alle os, som har siddet pinligt tavse til et selskab, når snakken er faldet på et historisk emne, som vi ikke liiiige kan huske.

Styr på historiens mål er altså at ruste lytteren med en basal viden om verdenshistoriens store øjeblikke. Men… serien gør meget mere end det. Programmet er bygget op om interviews, og med besøg fra kompetente eksperter og faghistorikere indenfor deres område, går programmet grundigt i dybden, og undgår overfladiske og lette forklaringsmodeller.

Styr på historien har i de senere sæsoner fundet sit faste format, hvor hver sæson afdækker ét emne. Med Allarps kyndige og guidende hånd, har lytterne gennem tre sæsoner således fået styr på historiens værste diktatorer, største epidemier og de mest skelsættende politiske attentater.

En grundig og spændende podcast for de, der gerne vil have mere end bare styr på historien!

Kvinde kend din historie

I 1970’erne satte historikere kvinders historiske rolle i samfundet under en lup, og en ny kategori af bindestregshistorie opstod; kvinde-historie.

I dag er interessen for, hvordan fortiden blev oplevet af andre end de mænd, der ellers har domineret historiebøgerne, absolut ikke blevet mindre. Flere og flere historikere ønsker at udviske kvindehistorie-begrebet, så det ikke fremstår som et supplement til den ”egentlige” historie, men som en helt fundamental del af vores alles historie.

Læs også: De fem bedste krimipodcasts lige nu

Én af dem er Gry Jexen, der med podcasten Kvinde kend din historie dykker ned i beretningerne om kendte og ukendte kvinders liv og levned. Her kan du høre om bl.a. den stærke dronning Margrethe d. I’s kamp for at forene Norden, Nathalie Zahles bestræbelser for at få unge kvinder under uddannelse eller USAs første kvindelige højesteretsdommer, den nyligt afdøde Ruth Bader Ginsburg.

Kvinde kend din historie er en populær podcast, der også har kastet både en bog og en Instagram-profil af sig. Seriens tre sæsoner er et klart must for alle, der ønsker at blive præsenteret for de historier, der ikke altid finder vej til historiebøgerne!

Vild historie

Vild Historie
Foto: Podtail

Vild historie er en populær historie-podcast, der dykker ned i de mere kuriøse sider af historien. Her kan du høre om dengang de københavnske springvand flød med rhinskvin, da jazzmusikken ramte København eller dengang en vulkan mørklagde Europa i flere år, og myten om Fimbulvinteren opstod. Nå ja, og så selvfølgelig også om dengang man kunne sagsøge en rotte.

De to historikere Simon Ankjærgaard og Tommy Heisz er værter på programmet, hvor skiftende gæster fortæller om den ene vilde og besynderlige begivenhed efter den anden. De historiske løjerligheder efterlader ofte lytteren med et vantro smil på læben, og en følelse af forbløffelse.

Alligevel formår de to værter at forklare besynderlighedernes kontekster, så man som lytter ikke kun er underholdt, men faktisk også lærer en del om den tid, som de heftige historier udspiller sig i.

Vild historie er podcasten for lytteren, der elsker en god, finurlig fortælling, og som samler på sære anekdoter, der tager kegler i enhver fredagsbar.

Læs også: Bliv klædt på til valg: 6 skarpe podcasts om dansk politik

Kampen om historien

Historie er ikke bare fortællinger om, hvad der er foregået i fortiden. Historie kan være underholdende, lærerig, sælge pølser og tv-serier, være grundstenen i menneskers identitet og så kan den også være et politisk redskab for nutiden.

Det sidste eksempel på, hvad vi mennesker bruger historien til, handler listens seneste podcast om. I Kampen om historien forsøger den drevne historiker og tv- og radiovært, Adam Holm, at undersøge, hvordan forskellige syn på de samme historiske begivenheder kan ende med verbale og veritable slagsmål om hvem, der får lov til at bestemme, hvordan vi erindrer fortiden.

Programmet er et samtaleprogram, hvor Holm har skiftende faghistorikere inde og give deres besyv med, når det handler om, hvilke mekanismer der er på spil, når vi ikke kan enes om, hvad fortiden fortæller os.

I skrivende stund er der udgivet tre afsnit, men det er allerede de helt store emner, der er på spil. Her gennemgår Holm og hans gæster de skiftende opfattelser af bl.a. holocaust og Mussolinis arv.

Kampen om historien er podcasten, der går dybere ind i selve spørgsmålet om, hvad historie er, og hvad vi bruger den til. Det er umiddelbart for den mere politisk- og teoriinteresserede historiefan, men det bliver det ikke mindre spændende af!

Dan Carlin’s Hardcore History

Dan Carlin’s Hardcore History
Foto: Dan Carlin’s Hardcore History

Den sidste anbefaling er også den eneste på engelsk. Den amerikanske journalist og radiovært Dan Carlin har skabt en omfattende programrække, der har sin helt egen særegne stil. Først og fremmest fordi afsnittene er lange. Rigtig lange. Gerne tre-fire timer pr. afsnit. Og det er fedt!

For værten Dan Carlins engagement, passion for historie og sans for spænding og dramatik holder lytteren fast i et jerngreb, hvad enten det handler om de mørke skæbnetimer før 1. Verdenskrigs udbrud, romernes massakre på de keltiske folkeslag eller den brutale japanske krigsmaskine under 2. Verdenskrig.

Carlins indlevelse er uovertruffen, når han beretter om umenneskelige lidelser og uretfærdigheder, og han skaber stærke billeder på lytterens nethinde. Dan Carlin’s Hardcore History er dog ikke for alle. Sandsynligvis vil man være helt på og blive opslugt af Carlins energi, eller sidde tilbage med en knugende følelse af håbløshed eller endda måske med oplevelsen af, at historien bliver forvandlet til en Hollywood-film, med deres vanlige overdrivelser.

Uanset hvad, så giv Dan Carlin’s Hardcore History en chance. Særligt serien Blueprints for Armageddon, der bredt regnes for Carlins bedste værk.

Alle anbefalinger kan findes på iTunes, med undtagelse af Styr på historien, der kun findes hos Podimo.

Del artikel

Andre Podcast | Guides

Mest læste