Anmeldelse: ‘Julia’ sæson 2 drukner i plottråde og klichéer
Julia sæson 2
Streamingtjeneste: HBO Max
Premieredato: 16. november 2023
Genre: Biografi, drama
Instruktør: Erica Dunton og Scott Ellis
Manuskriptforfatter: Daniel Goldfarb, Christopher Keyser, Emily Bensinger m.fl.
Medvirkende: Sarah Lancashire, David Hyde Pierce, Babe Neuwirth, Fiona Glascott m.fl
Land: USA
Antal afsnit: 8
Den berømte amerikanske forfatter og tv-kok Julia Child (1912-2004) udbredte sin passion for det franske køkken gennem sine kogebøger og for de amerikanske seere i programmet The French Chef fra 1963-1973. I 2022 udkom første sæson af Julia, hvor man følger hendes begivenhedsrige færd fra forfatter til tv-kok på den lille kanal WGBH i Boston.
Samfund i forandring
Vi er i starten af 1960’erne. Julia (Sarah Lancashire) og hendes mand (David Hyde Pierce) er i Provence. Julia skal forberede sin anden kogebog med sin medforfatter Simca (Isabella Rossellini). Men de to kvinder skændes om, hvilke retter der skal have en plads i deres nye udgivelse. Julia mener ikke, at Simca har nogen fornemmelse for det amerikanske marked. ”They don’t work in the American kitchen” siger hun.
Tv-stationen WGBH er i krise. Chefen siger, at ”Julia is something,” men resten af programmerne er ”nothing”. Men hun er heldigvis på vej tilbage for at begynde på anden del af The French Chef.
Vi følger livets gang på stationen, der kæmper for at skabe tv til tiden.
Samfundet er i en proces med mange forandringer. Som Bob Dylan synger ved rulleteksterne i første afsnit ”The Times They Are a-Changing”. Serien tager mange af tidens begivenheder op. Kvinders status i samfundet, den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og modstanden mod Vietnamkrigen.
Kluntet farce
Serien har fået en ny tone og har mistet meget af den charme og elegance, som den første del var så rig på. Selv om den balancerede på kanten af det banale, blev den aldrig kedelig, for manus var vittigt, og karaktererne føltes levende og ægte.
Nu er den sentimental og fyldt med klichéer. Dialogen er overvejende forudsigelig og overtydelig. I seriens værste øjeblikke minder den mest af alt om kluntet og kunstig farce.
Julia er stadig hovedhistorien. Omkring hende florerer en masse små sidehistorier. Vi møder atter Julias kogebogsredaktør Judith (Fiona Glascott), Avis, hendes veninde Avis (Bebe Neuwirth) og hendes producer Alice (Brittany Bradford).
Forviklinger i hobetal
Seriens mange temaer levendegøres gennem deres historier. I første sæson akkompagnerede plottrådene perfekt Julias proces, for de voksede naturligt ud af hovedhistorien. I den nye sæson står de i vejen. For manus er overlæsset med relationelle konflikter. Forviklingerne nærmest falder over hinanden, og man får som seer ikke tid til at tage det ind.
I femte afsnit dukker Julias mands tvillingebror op. Selvfølgelig på det mest uheldige tidspunkt, da de alle har travlt med at forberede en artikel til Life Magazine. Men det er åbenbart ikke nok, for et tema om product placement skal presses ind på samme tid. Og selvfølgelig har Julias forlægger Judith også en problematisk fortid med journalisten fra Life Magazine.
Reportagen med det berømte magasin relaterer til Julias svære følelser med at være blevet en stjerne, som første sæson også dykker ned i. Et centralt emne. Men det får slet ikke plads til at folde sig ud. Samme skæbne lider mange andre vigtige emner.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i november 2023
I den første sæson var historiens skelet Julia Childs proces fra kogebogsforfatter til tv-kok. Den nye sæsons grundlæggende problem er, at det ikke er lykkedes at finde en ligeså brugbar rammefortælling.
Morsomme filosoffer
I fortællingen møder vi flere af tidens virkelige personer. En sand befrielse er, at der ikke bliver forklaret en masse om, hvem de er. I stedet lærer man, hvem de er undervejs. På den måde bliver de en naturlig del af seriens tidsbillede. I tredje afsnit er flere af seriens hovedkarakterer i Paris.
Redaktøren Judith mødes med den franske filosof Jean Paul Sartre. Han er deprimeret, fordi han ikke får nok opmærksomhed fra sin partner, forfatteren og filosoffen Simone de Beauvoir. Det her er personer, som havde en vigtig rolle i deres samtid og eftertid. Hvorfor må det ikke indgå i historien om dem? I stedet bliver de reduceret til et ”comic relief”.
Kærlighedserklæring og masterclass
Britiske Sarah Lancashire er en drøm i rollen som den charmerende og elskelige Julia Child. Tv-kokken havde en ret særpræget stemme og måde at tale på. Det kunne ret nemt være blevet en parodi. Men rollen er i stedet en kærlighedserklæring og en masterclass i skuespilkunst. Spørgsmålet er, om der er nogen type af skuespil, Sarah Lancashire ikke mestrer? Det virker ikke sådan.
I den mesterlige britiske krimi Happy Valley (2014-2023) er hun en stærk og hårdtprøvet arbejderklassebetjent. I Last Tango in Halifax (2012-2020) er hun akademiker og arbejder som forstander på en fin privatskole. Så trist, at hendes smukke fortolkning af Julia ikke får den plads, den fortjener.
Første del af serien er en smuk hyldest til en betydningsfuld kvinde, som banede vejen for mange af de kvindelige tv-kokke, vi i dag ser i fjernsynet. Men i anden sæson kammer det over, for Julia kan alt og dyrkes som en gud. Det virker som et desperat forsøg på at skabe sammenhæng i historien.
Se den første sæson og afsnit af The French Chef med Julia Child på YouTube. Så har du det perfekte bolværk mod efteråret og vinterens tristesse.