Anmeldelse: ’Love and Death’ med Elizabeth Olsen bringer ikke meget nyt til bordet

I juni 1980 i en lille søvnig by i Texas, dræbte husmoren Candy Montgomery sin bekendte Betty Gore med en økse. Elizabeth Olsen spiller Candy Montgomery, en hjemmegående husmor i den lille by Wylie i Texas. Det er sådan et sted, hvor børnene går i bibelskole, mødrene laver bagekonkurrencer, og mændene tager på konferencer udenbys. Candy småkeder sig i tilværelsen, så hun indleder en affære med én af byens familiefædre, Allan Gore. Serien følger affæren og den dramatiske konsekvens, nemlig mordet på Allan Gores hustru, Betty. Siden er vi også med i det retslige efterspil, og de konsekvenser det har for både familien og resten af byen.

Kelleys kærlighed til advokater

I de afsnit, hvor retssagen kører, er manusforfatter David E. Kelley virkelig i hopla. Man fornemmer, at det er her, hans virkelige interesse ligger: i spillet mellem advokaterne, pressen og de involverede. Kelley har skrevet og produceret retssals-dramaer siden slut 80’erne med bl.a. L.A Law, Boston Legal og et udtal andre. De fleste af hans værker har et element af et dualistisk perspektiv. Han elsker at argumentere ’på den ene side/på den anden side’. I Love and Death betyder det et voldsomt temposkift mellem de første fire afsnit og de sidste, der omhandler retsforfølgelsen. Kelleys kærlighed til advokater får simpelthen resten af serien til at fremstå meget stillestående og lidt energiforladt.

Gensyn med Breaking Bad-skurk

Jesse Plemons er skøn som den akavede førsteelsker, Allan Gore. Plemons brød gennem seriestratosfæren i Breaking Bad som den fedtede, psykopatiske Todd. Siden er han blevet hyldet for alt, hvad han rører ved og med rette. Han bærer en intensitet ind i alle sine roller og ligner et rigtigt menneske.

Elizabeth Olsen er altid god, men er castingen den rigtige, når vi for kun et par år siden så hende i (Marvel)serien WandaVision? Her spillede hun også en glansbillede-kone med indre dæmoner? Æstetikken i de to serier minder endda om hinanden. Har man set Marvel-serien også, er det svært ikke at sammenligne, og det er ikke til Love and Deaths fordel, fordi den gerne vil fortælle en sandfærdig historie uden superhelte og magi.

Ikke en ny Big Little Lies

Da David E. Kelley skabte serien Big Little Lies blev alle væltet bagover. Det var historien om en gruppe husmødres polerede overflade-liv, hvor mørket lå parat, så snart man kradsede i lakken. Det lå lige til højrebenet, at Love and Death skulle kunne det samme.

Men Love and Death kommer ikke rigtig i dybden nogen steder. Det kunne have været en serie, der satte fokus på det sociale pres, som kan være på kvinder i visse konservative miljøer. Men når man kigger seriens bud på livet i Wylie, Texas, virker kvinderne ikke, som om de er på bristepunktet, selvom de skal smile og have overskud til alt dagen lang. De ligner grangiveligt et over-privilegeret middelklassesamfund, hvor man helt bogstaveligt kan slippe afsted med mord, fordi man har den rigtige hudfarve.

Tvillinge-serie

Kan I huske det år, der kom to film om hvirvelvinde? Det var i 1996, og de hed henholdsvis Twister og Tornado. Eller dengang i 2013, hvor der kom to film om et terror-angreb på Det Hvide Hus (Olympus has Fallen og White House Down). Man kalder det tvillinge-film, når to film fra forskellige produktionsselskaber, handler om præcis det samme og udkommer tæt på hinanden.

For et år siden udkom Disney+ (Hulu)-serien Candy, der havde Jessica Biel i hovedrollen som – ja du gættede det – Candy Mongomery. Det er altid svært at være den film/serie, der kommer til sidst. Alle præstationer, tematikker og æstetik vil uvægerligt blive vægtet mod den forrige. Og selvom Disney+’ Candy ikke var perfekt, så føltes karakter-portrætteringen og æstetikken knap så glat. Vi fik flere nuancer og facetter på de psykologiske spil mellem de involverede.

Seværdig trods alt

Selvom det kan virke spøjst og unødvendigt med endnu en seriel fortælling om Candy Montgomery, kan man sagtens kaste sig over Love and Death. Især hvis man ikke har set hverken WandaVision eller Candyfra Disney+. Man skal bare ikke forvente, at den bringer noget nyt eller anderledes til bordet.