Anmeldelse: ‘Mordene i Åre’ går ‘True Detective’ i bedene – og det gør den godt

En nat efter en fest ringer 17-årige Amanda efter sin far, Harald. Hun vil hentes. Mens telefonen ringer, er Harald i fuld gang med sin kollega/elskerinde, Mira, i hendes bil, og han svarer derfor ikke. Så Amanda beslutter sig for at gå hjem. Efter noget tid bliver hun samlet hun op af en bil.

Så kort og præcist er anslaget i Netflix’ nye svenske krimiserie, ‘Mordene i Åre’, der er baseret på Viveca Stens bogserie af samme navn.

Åre er en lille by i et stort skiområde i Sverige og et af Skandinaviens førende skisportssteder. Og når man ser de naturskønne landskaber, der er en stor del af serien, forstår man, hvorfor folk kommer langvejsfra for at stå på ski.

Men man skal ikke have set ret mange af den slags serier, før man kender stakkels Amandas skæbne.

Den efterfølgende morgen er det Luciadag, og Amandas lillesøster skal synge kor i kirken. Som seer ved vi allerede mere end Amandas forældre, så de tager det med sindsro, at Amanda ikke er kommet hjem.

Men bekymringerne begynder så småt at komme snigende. Blandt andet da Mira dagen efter kommer for at aflevere Haralds mobiltelefon, som han har tabt i deres sexakt natten før. Her går det op for Harald, at Amanda har forsøgt at ringe.

Klassisk velfungerende krimi

Da politiet bliver involveret, begynder en massiv eftersøgning af Amanda, hvor hele byen hjælper til. Heriblandt Hannah, der til dagligt arbejder for Stockholms politi, men er taget til Åre (i sin søsters hus) for at komme sig over et breakup.

Hun melder sig hurtigt til at hjælpe de lokale med efterforskningen, som hun sammen med den lokale betjent Daniel kommer til at lede.

Det kan virke en smule underligt, at en udefrakommende og ukendt betjent med det samme leder efterforskningen af en drabssag, men ressourcerne hos politiet i Åre gør, at de ikke er i en position, hvor de kan sige nej til gratis arbejdskraft.

‘Mordene i Åre' går helt klassisk til værks og byder på alle de velkendte krimi-klicheer. Alligevel hæver den sig over det gennemsnitlige niveau, vi har set de seneste år i især danske krimier som ‘Kastanjemanden’ og ‘Den som dræber’, der tager alt for let på genren og taler til publikum, som var de født i går og aldrig før har set en krimi.

Når det fungerer i 'Mordene i Åre’, skyldes det primært dens brug af byens størrelse og det lille lokalsamfund, der giver en vis troværdighed til klicheen om, at både politiet og seerne vildledes til at tro, at det er de mest oplagte personer, der står bag forbrydelserne. For alle kender alle, og alles byens borgere er derfor forbundet – en ny mistænkt kan altså hurtigt dukke op og forsvinde igen.

Et godt makkerpar etableres

Serien er todelt, og de første tre afsnit følger efterforskningen på Amandas drab. De bliver desuden brugt til at introducere seriens hovedperson, Hanna, der spilles fremragende af Carla Sehn.

Det er et punkt, hvor det faktisk lykkes at bryde med endnu en velkendt kliché om, at hovedpersonen enten skal være psykisk ustabil eller have problemer på hjemmefronten, der gør, at hun skal vælge mellem sit barn og sin sag.

Hanna har ganske vist forladt Stockholms politi på grund af personlige problemer. Men de bliver kun omtalt kort, så de ikke fylder unødigt. Derudover viser det sig, at hun har en sag om chikane af to kollegaer kørende imod sig. En sag, der viser sig at styrke hendes karakter, da den bliver afsløret.

Hannas primære drivkraft er, at hun bare vil passe det arbejde, hun elsker, brænder for og er pissegod til. Og så har hun en sårbarhed, imødekommenhed og menneskelighed, der gør, at alle holder af hende - både det øvrige persongalleri og os seere.

Men hun er også handlekraftig, når det gælder. Alt det gestalter Carla Sehn i en af de meste elskede nordic noir-hovedkarakterer, jeg har set.

Makkeren Daniel bliver ligeledes spillet glimrende af Kardo Razzazi. I dette tilfælde er det ham, der har de klassiske problemer med en nyfødt baby og en kæreste, der ikke vil sætte sit liv på stop til fordel for Daniels arbejde. Også det formår serien at vise uden at tage unødig fokus fra det, der er omdrejningspunktet: morderne.

I takt med opklaringsarbejdet udvikler Hanna og Daniels relation sig til et godt venskab og et makkerpar, man gerne vil se mere til. Hvilket vi kommer til, da seriens anden del starter, og et nyt lig bliver fundet.

Spilder sit visuelle potentiale

‘Mordene i Åre’ er visuelt storslået, og vi bliver konstant mindet om områdets storhed og flotte landskaber. Desværre mest som overgang mellem scenerne, og for sjældent som en implementeret del af fortællingen.

Der er ellers rigeligt med mulighed for at bruge den rå og barske natur som en ekstra udfordring for efterforskningsarbejdet, som man blandt andet ser hos internationale sværvægtere som den seneste sæson af ‘True Detective’ samt første sæson af ‘Fargo’, der begge lader til have været en inspirationskilde for ‘Mordene i Åre’.

Det er overhovedet ikke en retfærdig sammenligning set i lyset af de noget forskellige budgetter. ‘Mordene i Åre’ når selvsagt ikke samme produktionsniveau som de to amerikanske titler. Mindre kan bestemt også gøre det, og her er stadig tale om en af de bedre skandinaviske krimiserier i mange år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: