Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Sofia Vergara er træfsikker som narkogangster i Netflix’ ’Griselda’

Af
Claus Nygaard Petersen
24. januar 2024
Griselda anmeldelse
Sofia Vergara i 'Griselda' / Foto: Netflix

Del artikel

Miniserien om en af virkelighedens helt store personligheder indenfor kokainsmugling glimrer ved sin hovedrolleindehaver, men halter på formidlingen af den spektakulære historie.

Griselda

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 25. januar 2024
Genre: Krimi, drama
Instruktør: Andrés Baiz
Serieskabere: Eric Newman, Doug Miro, Carlo Bernard, Ingrid Escajeda
Medvirkende: Sofia Vergara, Albert Guerra, Martin Rodriguez, Juliana Aidén Martinez, Vanessa Ferlito, Christian Tappan m.fl.
Land: USA
Antal afsnit: 6

I vældet af gode dramaserier fra Netflix’ gloriøse vej mod verdensdominans i midten af 2010'erne, glemmer man ofte krimiserien Narcos.

Skildringen af kokainsmuglingen fra Columbia til USA i slut-1970'erne/start-80'erne centreret om kongen af coke, Pablo Escobar (Wagner Moura), var veludført drama i absolut topklasse. Tredje sæson mistede lidt af luften, og spin-offen Narcos: Mexico nåede heller ikke helt samme højder, men var ikke desto mindre helt glimrende underholdning – og så fik vi også fornøjelsen af Pedro Pascal frisk fra sin scenestjæler-præstation som Oberyn Martell i Game of Thrones.

Griselda anmeldelse
Sofia Vergara i 'Griselda'
Foto: Netflix

Nu er godt og vel hele det kreative hold tilbage med en frisk sending hvidt pulver i form af Griselda, hvor vi får historien om ’Kokainens gudmor'.

Sofia Vergara fra Modern Family er blevet udstyret med en heftig omgang proteser, så hendes gudesmukke ansigtstræk bliver tonet ned for at matche den mere almindeligt udseende Griselda Blanco. En af hendes sønner har for nylig udtalt stor vrede over netop den beslutning, da han mener, at moren var en smuk kvinde.

Hvorvidt der er hold i den påstand, kan man google sig frem til, men hvad der ikke hersker tvivl om er, at Vergara leverer en pragtpræstation i den navnkundige, altdominerende hovedrolle.

Vi følger Griselda, fra hun flygter over hals og hoved med sine tre børn fra Columbia efter at have dræbt sin mand og forretningspartner. Allerede velbevaret udi kunsten at smugle coke til USA etablerer hun en smuglerring vha. af prostituerede, men i narkobranchens machoverden gider man ikke rigtig at tage kvinden seriøst.

Griselda anmeldelse
Sofia Vergara og Wilmer Calderon i 'Griselda'
Foto: Elizabeth Morris/Netflix

Griselda har dog ikke sådan lige tænkt at lade sig kyse af mændene, og med penge og kugler stiger hun effektivt og brutalt i hierarkiet. Med det følger også opmærksomhed fra både konkurrenter og myndigheder, der alle gerne vil sætte en stopper for hendes forretning og kokaindronningens liv.

Snedækket Miami

Med seks afsnit af cirka 50-60 minutters varighed er Griselda en forholdsvis overskuelig størrelse at give sig i kast med. De første par afsnit forløber nogenlunde lige efter hinanden, men derefter sker der betydelige tidsspring for at få så meget af hendes historie med.

Miniseriens ubetingede triumfkort og stjerne er Sofia Vergara. Under den halvdårlige makeup – til tider ligner hun mere en et kattemenneske fra en halvdårlig gyserfilm – leverer hun virkelig fremragende skuespil. Held og lykke med at få vristet den Emmy fra hende om et års tid, når statuetterne for bedste kvindelige hovedrolle i en miniserie skal uddeles.

Griseldas pudsige dualistiske natur med på en og samme tid at være megaselvsikker og usikker, formidler skuespilleren virkelig godt. Selv om Modern Family må siges at høre til i en anden genre, kan man godt se nogle at de samme elementer i måden, Vergara leverer et raserianfald. Forskellen er her, at når der bliver sagt, at hun slår nogen ihjel, sker det rent faktisk.

Griselda anmeldelse
Sofia Vergara i 'Griselda'
Foto: Netflix

Og mord er der masser af i Griselda. Dog ikke helt så mange som i virkeligheden. Fans af Billy Corbens fremragende dokumentarfilm Cocaine Cowboys vil genkende historien, da Griselda Blanco er en af hovedfigurerne i både etteren og toeren.

Derfor er det også underligt at sidde tilbage med en konstatering af, at serieskaberne bag Griselda faktisk har tonet mange af de virkelige omstændigheder ned.

Syndfloder af blod i Florida

Det er muligvis kun noget, der vil irritere folk, der kender historien, men ikke desto mindre er det alligevel noget, man studser over.

Valget skal nok i høj grad ses som et forsøg på at få Griselda til at fremstå mere sympatisk og knapt så hensynsløs som i virkeligheden. For eksempel er et makabert element med, at hun fik sine håndlangere til at tage trofæer i form af legemsdele fra de konkurrenter, de dræbte, fuldstændig sløjfet.

Måske turde man simpelthen ikke at have så brutal en hovedperson som tilfældet er med Griselda Blanco. Omvendt var der ikke mange forsonende træk ved Pablo Escobar i Narcos, der bestemt ikke holdt igen med afstraffelser eller tilfældige mord, hvis det var til hans vinding.

Griselda anmeldelse
´Martin Rodriguez i 'Griselda'
Foto: Elizabeth Morris/Netflix

I stedet bliver meget af Griseldas hensynsløshed tilskrevet et stigende forbrug (læs: misbrug) af crack – en krystalliseret form for kokain, man ryger, og som er enormt vanedannende.

Og så at det er på grund af, at alle de store narkobagmænd ikke gider at have hende med i legen, selv om hun bare er en stakkels mor, der forsøger at brødføde sig selv og sine børn.

Diskrepansen mellem en mor, der bliver skubbet ud i handlinger, hun egentlig ikke vil, og så hensynsløs narkodronning er markant. Det er, som om miniserien er så forhippet på, at Griselda skal gøres sympatisk på en eller anden måde, at hendes motiver kommer og forsvinder efter forgodtbefindende for, hvad der sker lige i det pågældende afsnit.

Og det er en skam.

For kokainmarkedet i start-80'erne i Miami med Griselda og hendes coke-cowboys er vanvittigt interessant. Også i forhold til det økonomiske boom byen oplevede som konsekvens af, at der pludselig var mange nyrige narkohandlere, der skulle hvidvaske deres penge på den ene eller den anden måde, og hvad bedre end ejendom.

Griselda bæres i høj grad frem af Sofia Vergaras fantastiske hovedrollepræstation, men misser toget, når det kommer til miljøskildringen af 1980'ernes Miami og det noget diffuse manuskriptarbejde, når det kommer til karakteren Griselda.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser