Anmeldelse af Hitler's Circle of Evil
De fleste der kommer ud på den anden side af en studentereksamen er derfor godt trætte af at høre om 2. verdenskrig, og det er egentlig synd. Min egen oplevelse er, at det helt fasttømrede billede, jeg havde fået af denne krig gennem min skoletid, godt kunne trænge til at udfordres lidt. Dette kan naturligvis gøres via indgående studier af den enorme mængde litteratur, der findes om emnet. Som serie-entusiast valgte jeg en anden taktik: Netflix. Og jeg slog ned på Hitler's Circle of Evil.
Denne serie fra 2018 omhandler tiden fra 1920’erne og op til og med krigen, og man følger de interne magtkampe mellem de ledende folk i kredsen af Hitlers nærmeste: Göring, Goebbels, Bormann, Hess, Himmler og Speer mfl. Serien udfordrer især to af mine barndoms-forestillinger. For det første har jeg altid haft en fornemmelse af Hitler som en både farlig, men samtidig lidt latterlig figur (måske grundet de mange parodier, der er lavet på ham). Dette maner Hitler’s Circle of Evil til jorden. Excentrisk, ja. Komisk, på ingen måde!
Derudover har jeg altid haft en idé om, at det nazistiske statsapparat var en velsmurt og centralt styret maskine. Dette er ikke det indtryk, man sidder tilbage med efter denne dokumentar-serie. Inderkredsens medlemmer udspionerede og stak hinanden i ryggen i én vild forvirring. Egeninteresser og konkurrerende visioner var hverdag for nazitoppen.
For at starte med begyndelsen, viser serien ret fint, hvordan nazismen ikke bare var en færdig og klar ideologi fra første færd. Vi ser derimod, hvordan denne politiske bevægelse i første omgang har stærke forbindelser til personer indenfor kunst- og kulturapparatet. Disse knap så handlingsparate individer bliver dog hurtigt kørt ud på et sidespor af Hitler og hans loyale følgere, der dog må sande, at en magtovertagelse ikke er lige til. Deres første kup mislykkedes rent faktisk, og dette faktum - samt topfolkenes efterfølgende fængsling - danner grundlag for, at der må lægges en ny strategi, hvis nazisterne vil til magten.
Som alle ved, kom Hitler til magten. En økonomisk krise hjalp Hitlers 'Os-og-dem'-verdenssyn med at blomstre i den tyske bevidsthed, og han kunne lade sig fejre som sejrherre ved en lovlig valgsejr. Hitler's Circle of Evil handler herefter om de forskellige topfolks skiftende storhed og fald i forsøgene på at indynde sig hos Føreren, og dermed tilrane sig magt, rigdom og prestige.
Og det er faktisk dette, der gør serien så interessant. Med fare for at komme til at byde ind med sjove formuleringer om nogle forfærdelige begivenheder i verdenshistorien kan man sige, at kredsen omkring Hitlers opførsel kan beskrives som en gang Paradise Hotel for midaldrende og højreekstremistiske tyske mænd. Der er tale om over et årti med bagtaleri, stikken hinanden i ryggen og alliancedannelse på kryds og tværs, alt sammen med det formål, at 'vinde' spillet - ikke spillet om en million kroner, men om pladsen ved siden af (gik de ud fra) den kommende verdenshersker.
Det er decideret skræmmende at se, hvordan disse mennesker opfører sig. Paradoksalt nok kan vi mennesker ofte bedre acceptere ondskab, hvis der ligger en eller anden form for rationalitet bag. At folk, der slog så mange uskyldige mennesker ihjel opfører sig som fornærmede skolebørn virker fuldstændig absurd, og det gør det faktisk endnu mere kvalmende at tænke på, hvad de begik af forbrydelser mod menneskeheden.
Jeg er overordnet glad for Hitler's Circle of Evil og derfor får den 4 hjerter. Særligt stærkt står interviewene med historikere, der kommer med deres faglige vurdering af de begivenheder, serien skildrer. Det er meget oplysende og interessant. Der er særligt to grunde til, at den ikke får flere hjerter. For det første er serien for lang. De 10 episoder er nok mindst to for meget til den historie, man vil fortælle. Klip bliver genbrugt og ting gentages som - hvis man bare ser afsnittene forholdsvis tæt på hinanden - ikke er nødvendige at gentage. Derudover er der også noget ved seriens valg af strategi i forhold til de scener, hvor man benytter sig af re-enactment. Selve scenerne og den historie de fortæller, er der ikke en finger at sætte på. Men at man vælger at skifte ud i, hvem der spiller de enkelte personer, fungerer ikke for mig. Tanken bag er efter alt at dømme, at markere, at eksempelvis Himmler udvikler sig og bliver ældre, men for det første virker det hermed som om denne aldring sker over en nat, og for det andet bevirker dette skift i skuespillerbesætningen, at det dokumentariske udtryk (som naturligvis bare er et udtryk - vi ved jo godt at det er skuespil) svækkes. Lidt ærgerligt, men disse spørgsmål om form skal ikke tage fokus fra helhedsbilledet, at historien i Hitler's Circle of Evil er spændende, skræmmende og vedkommende - og det er vel derfor vi ser serier.
Læs også: Anmeldelse af The Investigator
Læs også: Anmeldelse af Evil Genius
