Serier | Anmeldelser

Anmeldelse af Mr. Inbetween

AfJonas
29. oktober 2018
Anmeldelse af Mr. Inbetween
(Foto: Mr. Inbetween/FX)

Del artikel

Overvej følgende: Sidder du lige nu og ved ikke hvad din næste serie skal være? Kunne du godt tænke dig noget, der både er sjovt og hvor der er gang i den?
https://imgix.vielskerserier.dk/2018/10/FX-1.jpg
(Foto: Mr. Inbetween/FX)

Kan du samtidig ikke helt overskue en krævende serie med 20 afsnit af over en times varighed?

Kan du svare ja til ovenstående, vil jeg næsten vædde på, at du ikke ville blive skuffet over at gå i gang med at se Mr. InbetweenHBO Nordic allerede i aften.

Serien er et drama, der flirter med komedie-genren (den sorte humor vel at bemærke), og er skabt af Scott Ryan, der også har skrevet manuskript og spiller hovedrollen som Ray Shoesmith. Ray er en ganske almindelig fraskilt deltidsfar, bortset fra at han er alt andet end almindelig. Han arbejder nemlig som professionel problemknuser - og oftest er problemerne knogler, hvorfor man må betegne ham som en klassisk hitman for folk, der har tilpas dunkle hensigter og tilpas mange penge. En stor del af Ray-karakterens grundlæggende konflikt i Mr. Inbetween omhandler balancen mellem disse to sider af hans liv - familielivet ved siden af gangstertilværelsen. I seriens titel ligger svaret måske ligefrem. Den rigtige Ray ligger måske imellem disse to poler.

Som nævnt kan serien i allerhøjeste grad tilskrives Scott Ryans talent. Som helhed er Mr. Inbetween en karakterdrevet serie, og ingen driver handlingen frem som Ryans karakter. Man holder enormt hurtigt af ham trods det faktum, at første scene (uden at spoile) uden skyggen af tvivl understreger den ekstreme brutalitet han er i stand til at lægge for dagen, når det kræves. Men han fremstår med et glimt i øjet og en klar indstilling til det at passe på sine kære - om det så er hans datter, syge bror eller nærmeste ven.

Den underspillede humor i serien om Ray er lige min stil. Bedste eksempel er nok, da Rays ven overtaler ham til at tage skylden for en pornofilm med - lad os sige - lidt 'specielt' tema, som denne vens kæreste har fundet i deres hjem. Jeg sad og grinte for mig selv hjemme i min stue, og det er sgu sjældent det sker. Terapisessionerne Ray skal deltage i på grund af voldelig adfærd er også priceless, måske netop fordi de er en parodi på alle de scener af samme type, vi har set før. Og så bliver den vold, der begås, udført så overraskende og ekstremt, at det bliver komisk - særligt når Rays nye kæreste paramedicineren Ally (Brooke Satchwell) opdager disse sider af ham.

Jeg vil nødigt spoile noget omkring handlingen i Mr. Inbetween, men bare sige, at Ray - først uforvarende og siden på grund af sin natur og principper - bliver indblandet med typer, man normalt ikke ønsker en konflikt med. De sidste par afsnit er en fryd at se, da Ray og hans modstandere gang på gang skiftes til at have 'the upper hand'. Afslutningen på konflikten er både overdrevet og overraskende, og Ray viser her både sin koldblodighed og sin menneskelighed - ganske som i resten af serien som helhed.

Jeg vil uden at blinke give Mr. Inbetween 5 hjerter. Den er humoristisk, spændende og så er den - med kun 6 episoder på under 30 minutter - super nem at gå til, hvilket fungerer rigtig godt til at kombinere med mere 'krævende' serier. Jeg blev desuden virkelig glad for at høre, at serien er blevet fornyet med en sæson 2, hvor vi forhåbentlig får endnu mere at se til og af forrygende Scott Ryan.

Læs også: Aktuelle serier på HBO Nordic i november

Læs også: HBO Nordic satser på (øst)europæiske perler

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser