Anmeldelse af The Family

The Family er en minidokumentarserie i fem afsnit baseret på Jeff Sharlets oplevelse med den kristne kult kendt som ”The Family.” Sharlet skrev bogen The Family: The Secret Fundamentalism at the Heart of American Power, som udkom i 2008, der beskriver, hvordan han blev inviteret ind i en skjult verden af mænd, der tror, at de er særligt udvalgte af Gud. Jesse Moss, som har instrueret The Family, er kendt for at lave dokumentarer i stilen cinéma vérité, hvilket vil sige, at han ikke står tilbage for at interagere når han laver dokumentarfilm, som han også gør i denne omgang. Han har lavet flere dokumentarfilm i denne stil og er især kendt for The Overnighters fra 2014, som vandt flere priser inkl. juryens særlige pris ved Sundance Filmfestival.

The Family fortæller en fascinerende historie om en konspiration på højeste plan i det globale samfund, med magtcentrum i USA. Kulten, eller ”The Family”, er en diffus størrelse fordi den tilsyneladende ikke har et stærkt lederskab, til gengæld deler alle medlemmerne, eller ”vennerne”, et menneskesyn som går ud på, at det er Guds vilje om man er fattig eller rig eller om man er magtesløs eller magtfuld; et menneskesyn, der herskede i den mørke middelalder. De mener, at de rige, stærke og magtfulde er udvalgt af Gud og ikke kan gøre noget forkert. Kulten går ud på at bygge netværk mellem disse udvalgte, også selvom de er kendt som grusomme diktatorer, fx Gaddafi eller Idi Amin.

”The Family” har med deres årlige National Prayer Breakfast infiltreret de øverste lag af amerikansk politik og The Family anklager ”The Family” for, i dens virke, at udviske grænsen mellem kirke og stat, som jo skal holdes adskilt ifølge den amerikanske forfatning. Blandt ”vennerne” af ”The Family” finder man mange magtfulde politikere som rejser rundt i verden på ”The Familys” regning og taler med diverse regeringsoverhoveder. Regeringsoverhovederne modtager dem i kraft af deres position som folkevalgte politikere og repræsentanter for den amerikanske regering, og det er her Sharlet siger at ”The Family” enten er den mest naive eller den mest kyniske organisation i verden, når de lader sig modtage som politiske repræsentanter, selvom de i virkeligheden rejser med et religiøst budskab. Deres position giver dem nemlig direkte adgang til magtens centrum og til at formidle et budskab som Sharlet mener, har påvirket lovgivningen på områder som fx homoseksuelles rettigheder rundt omkring i verden.

Da ”The Family” først fik mediebevågenhed, var det ikke med deres gode vilje. Doug Coe, som ledte ”The Family” fra 1969 til hans bortgang i 2017, var fortaler for at kulten skulle være så usynlig som muligt. Coe var inspireret af mafiaens strategi om, at jo mere usynlig man kunne være, jo mere magtfuld kunne man blive. Coe bliver omtalt i dokumentaren som den mest magtfulde mand i Washington du ikke ved hvem er, og selvom han figurerer på rigtig mange billeder med præsidenter og andre magtfulde figurer har han formået at bevæge sig under radaren med sin tilsyneladende ydmyghed. Derfor er det sikkert også svært for Moss at få adgang til medlemmer af kulten men det lykkes da han i en byttehandel bevæger sig ind foran skærmen. Han fik lov til at filme til et lokalt breakfast prayer meeting i Portland, Oregon, på den betingelse at han selv deltager i mødet. Han blotter noget af sig selv ved at gøre det, idet han får stillet nogle svære spørgsmål, som han ikke umiddelbart har nogle gode svar på, og at de vælger at vise det i dokumentaren synes jeg taler for hans engagement som dokumentarist.

The Family skænker desværre ikke særlig meget tid til at udforske de værdier, som kulten spreder rundt omkring i verden. Vi får en lille smagsprøve på deres kvindesyn gennem en oplevelse Sharlet har med et socialt arrangement i kulten mellem kvindernes og mændenes hus, men ellers bliver der kun lagt vægt på de heteroseksuelle mænd, der har magten, og ikke dem de ekskluderer, som fx homoseksuelle, eller hvorfor. Måske det er fordi at de ikke kan finde nogen, der vil udtale sig om det, men jeg føler stadig det mangler i dokumentaren.

Der er en del dramatiseringer i dokumentaren og jeg må indrømme, at jeg ikke er den store fan af dramatiseringer, fordi det man viser i en dramatisering ofte er med så ført en hånd, at det føles som om man ser en dårlig film. Nogle af scenerne i dokumentaren bliver rigtig fint understreget med dramatisering, som fx da Sharlet fortæller om oplevelsen af at blive presset ned i mudderet af sine bofæller, i en form for indvielsesritual. Det er et stærkt billede, men dialogen i dramatiseringerne føles opstillet, så dem kunne jeg godt være foruden eller i det mindste kunne de fylde mindre.

Sharlet lægger ikke skjul på, at da han bliver inviteret ind i kulten, er han i gang med at researche en bog om religion i USA, men det virker næsten for heldigt, at han tilfældigvis løber ind i én han kender, der inviterer ham ind i en hemmelig kult. Moss går ikke særlig kritisk til Sharlet og hans bevæggrunde for at skrive bogen, hvilket får Moss og Sharlet til at stå svagere overfor anklagerne om at de understøtter en konspirationsteori, og at Sharlet har ledt efter en konspiration i stedet for at have opdaget en hemmelig kult. Sharlet kan meget vel have opsøgt invitationen med et ønske om at gå undercover i stedet for bare at have noteret uskyldige observationer. Han var enten meget naiv eller meget kynisk i sin tilgang.

The Family har en ret stor chokværdi i afsløringen af hvor mange magtfulde mænd, der er involveret i kulten og hvor vidt deres indflydelse egentlig rækker. Deres kvindebillede og syn på homoseksuelle som tit bliver dækket ind under eufemismen ”traditional family values” er særdeles foruroligende og lægger grund for den indflydelse de har på politik rundt omkring i verden. Dokumentaren er godt skruet sammen og selvom tempoet i de første par afsnit godt kunne skrues op, er historien alligevel for fascinerende til at man lægger den fra sig. Det er én af de konspirationer man ikke rigtigt har lyst til at tro på, men som man måske altid har frygtet eksisterer.

Læs også: Anmeldelse af The Keepers