Anmeldelse af Typewriter

Opdateret

Typewriter er en ny gyserserie fra Netflix som fungerer som et kryds imellem den klassiske “uvidende-familie-flytter-ind-i-et-hjemsøgt-hus”-tropen, der har været en standard for mange gyserfilm, og en Stranger Things-type klub af børn, der jagter uhyrer og monstre. 

Det er to formater, der altid vil fungere – det hjemsøgte hus spiller på den evige frygt, mennesker har, om at blive fanget i et hus med ånder, der kan gøre dig ondt, og børn der undersøger uhyrer og monstre spiller på nostalgisk fornemmelse; ikke fordi man nødvendigvis selv har jagtet monstre i dagligdagen som barn, men fordi man genkender den nysgerrighed, der får en til at jage det usynlige. Det fungerer da også for Typewriter, men kun til en vis grad, fordi man allerede har set det hele før. 

(Foto: Typewriter/Netflix)

Serien foregår i et lille distrikt, Bardez i Goa, og starter med et flashback til 1980’erne med en spøgelseshistorie-forfatter, Madhav Matthews (Kanwaljit Singh) der bliver fundet død i sit hjem, Bardez Villa. Starten af serien er reelt set super godt skruet sammen, og er baseret på en myte/spøgelseshistorie, og har klart været en af mine favorit-dele i hele serien.

(Foto: Typewriter/Netflix)

Jenny, Matthews barnebarn, vender tilbage flere årtier senere med sin mand, Peter (Samir Kochar) og deres børn, Anya (Sara Gesawat) og Nick (Aaryansh Malviya) til villaen – Jenny har glemt villaens okkulte historie, men de lokale glemmer aldrig! Hendes søn bliver en del af en spøgelses-jægerklub, hvor børnene en gang imellem skipper skolen for at læse Spøgelset fra Sultanpore af Madhav Matthews og diskuterer paranormale ting.

Villaens okkulte historie kommer frem efter at politiet forbinder villaen og Jenny til 3 mord – og Jenny (efter længere tids eftersøgning) opdager, at hendes bedstefars skrivemaskine – der stadig befinder sig i villaen – er årsagen til en masse spooky ting. 

Serien har en masse afprøvede (og trætte) troper, som fx en formskiftende tingest, venten på blodmånen for at kunne genoplive en ond ånd, den uhyggelige lyd af skrivemaskinen, der bliver trykket på sent om natten – desværre er ingen af dem noget, der giver sved på panden eller gåsehud.

Elli Avrams gæsteoptræden som Peters fristerinde og Sams (en af børnene i spøgelsesklubben) forsøg på at snakke med sin afdøde mor synes en smule irrelevant i forhold til historien, og virker faktisk mere som om, at der har været et forsøg på at gøre afsnittene længere – og samtidigt giver det bare flere løse ender, ubesvarede spørgsmål og kunne have været udført bedre.

(Foto: Typewriter/Netflix)

Generelt var serien en smule flad for mig. Dog har der været et par skræk-momenter (hvis man ikke er lige som mig, og har set et hav af gyserfilm først) og nogle solide skuespilpræsentationer – specielt fra børnene – og så er det fedt at se en serie, der fokuserer på noget andet end amerikanske områder, og foregår på indisk. Det er dejligt, at flere sproggrupper kommer til på Netflix

Som altid har Netflix gjort noget godt med kamera-arbejdet, lys og sets – det hele skaber en slet skjult spændt og nogenlunde uhyggelig stemning, som kun gør serien godt. Instruktøren (og en af forfatterne på manuskriptet), Sujoy Ghosh, gør et fantastisk arbejde og skal have kæmpe ros for præsentationen af serien, hvordan børnene er blevet instrueret og at formå at bringe en lille smule liv i en halv-død trope. Musikken skal også have en kæmpe omgang ros, fordi det virker sindssygt godt i dens format – det hele føles en smule som et mash-up af Stranger Things, eventyrsfilm og gyserfilm, og får i den grad hamret en stemning hjem.

(Foto: Typewriter/Netflix)

Jeg mener nu alligevel, at det ikke kan veje op for den lidt trætte, afprøvede historie, især når første sæson kun består af 5 afsnit – der er stærke Stranger Things-vibes, hvilket føles en lille smule, som om at Netflix forsøger at hive mere ind fra dens succes.

Serien er heller ikke den helt store blod-og-indvolde-fest, hvilket ikke nødvendigvis er en skidt ting, men desværre også bare gør at serien føles langtrukken og – som sagt før – træt, efter min mening.
Det er dog rart at se indiske forfattere, skuespillere, instruktører og meget mere, og at serien foregår på indisk, giver hele serien en anden vibe, end hvis det hele havde foregået på engelsk. 

Det virker kort sagt som om, at Netflix forsøger at genskabe succesen de fik med både Stranger Things og The Haunting of Hill House, men det fungerer ikke rigtigt.

Typewriter er god som en hurtig-binge, eller hvis du virkelig elskede Gåsehud-bøgerne eller De Fantastiske Fem, men ellers falder den lidt fladt – hvis den bliver samlet op for en anden sæson, kan man håbe, at der kommer lidt mere fut i fejemøget!       

Læs også: Anmeldelse af The Haunting of Hill House

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *