Anmeldelse af ’Vigil – Døden i dybet’: Så snart den fanger dig, så ved du, at du kommer til at se den færdig

Foto: Vigil – Døden i dybet/ITV/DR

Et dødsfald indtræffer på en atombevæbnet ubåd i den britiske thrillerserie Vigil – Døden i dybet fra 2021.

Nu sættes en efterforskning i gang på ubåden, hvor det meget hurtigt tyder på, at det er et mord på en uønsket besætningsmand.

Korruption og frygt indtager Vigil, og pludselig ved man ikke, hvem man kan stole på.

Man kommer hurtigt til sagen – og så alligevel ikke

I løbet af de første 8 minutter af først episode når der at ske enormt meget. En fisketrawler bliver på mystisk vis trukket ned i havets dyb, alt imens et besætningsmedlem på Vigil tilsyneladende dør af et hjertestop pga. en overdosis. Det er i hvert fald det, det skotske militær fortæller.

Glasgowstrømeren Amy Silva (Suranne Jones, Gentleman Jack) skal nu ud til gerningsstedet og efterforske døden af Craig Burke (Martin Compston, Line of Duty), som får mere ud af sin rolle senere i serien.

Men det bliver ikke en let efterforskning for Silva, der både lider af klaustrofobi, angst og depression grundet tidligere traumatiske oplevelser, man oplever gennem tilbagevendende flashbacks. Lad os bare sige, at hun ikke har et godt forhold til store vandmængder. Ikke helt idealt at være på en tætpakket ubåd i havets dyb for den hårdtarbejdende strømer.

Mystiske aspekter

Ikke længe skal der gå, før Silva finder ud af, at Burke blev myrdet, og pludselig ændrer omstændighederne sig. Hun forlanger svar og gør sit for at undersøge sagen på trods af det uvante miljø. Det bliver ikke bare lige til at få informationer ud af bådens mandskab.

Alt imens efterforskningen foregår under vand, så udvikler der sig mystiske aspekter på land. Silvas ekskæreste og kollega, Kirsten Longacre (Rose Leslie, Game of Thrones), forsøger at komme til bunds i alt det, der sker udenom Vigil, altså det, der ligger til grund for mordet på Burke.

Det er ikke for meget sagt, når man siger, der sker ekstremt meget i denne serie på seks episoder. Selvom man i første afsnit kommer hurtigt til sagen, så giver de efterfølgende episoder rigeligt til seeren, og man skal have tungen lige i munden for at følge med. Det kan til tider være svært at trænge igennem til den egentlige handling, da den både involverer M15, russiske spioner, modstandere af atomvåben, skotske politikere og den sinister ubåd.

Klaustrofobiske passager

Jeg er vild med, hvordan scenerne fra ubåden kan give den stærke klaustrofobiske følelse. Når man ser de tætbyggede gange og indelukkede sovekamre, så overtages man af en prikkende utryghed, og det er helt exceptionelt eksekveret.

Suranne Jones giver også en super præsentation af en presset kvinde uden megen hjælp at hente hos resten af besætningen. Dog går det også op for ubådens mandskab, at der er andre ting i gære, da de lidt efter lidt bliver saboteret af en mulig uvelkommen gæst.

Vigil – Døden i dybet er en meget lige til thriller med utallige konspirationer om militæret, der skjuler overraskende mange informationer, døden af Craig Burke, der vidste lidt for meget, og Vigil, der pludselig bliver så eftertragtet at overvåge fra flere forskellige parter. Men måske er der lidt for meget fokus på plottet og de twists, der dukker op et utal af gange og ikke så meget fokus på karakterudvikling.

Du kommer til at se den færdig

Samtidigt sidder man op til flere gange med spørgsmål til handlingen. Hvorfor optimerer de ikke sikkerheden på ubåden efter første åbenlyse sabotage? Hvordan kan ubåden komme til overfladen for at hente en efterforsker, der bliver hejst ned fra en stor gul helikopter, når deres mission er at forblive i det skjulte og være på vagt?

Men måske er dette også at gå for meget i detaljerne, når det på en eller anden måde stadig virker troværdigt. Serien er nemlig spækket med flotte scener, hvor man kan se, der er gjort noget ud af scenografien og det udtryk, billedsiden giver.

Med det sagt er jeg stadig om bord og synes helt klart, at Vigil – Døden i dybet kan noget. Den skaber en setting for en intens efterforskning, hvor korruption og infiltrering af militæret er nogle af hovedtemaerne, hvor man ikke ved, hvem af karakterne man skal stole på. Selvom det til tider kunne være forvirrende med plottet, der bliver ved med at give, så hungrer man stadig efter at finde svar. Lige så snart den fanger dig, så ved du, at du kommer til at se den færdig.

Info om ‘Vigil – Døden i dybet’
Udgivelsesdato: 7. november 2021 (Danmark)
Manuskript: Tom Edge
Instruktør: James Strong
Antal afsnit: 6
Streamingtjeneste: DRTV

LÆS OGSÅ: Første trailer til den danske Netflx-serie ‘Nisser’ lover en masse uhygge

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Dystopien breder sig i ‘You’ sæson 3

LÆS OGSÅ: HBO Max skruer op for varmen med den nye komedieserie ‘The Sex Lives of College Girls’

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like