Anmeldelse af Working Moms

Åbningsscenen i Working Moms på Netflix sætter øjeblikkeligt stemningen for, hvad serien handler om. Det er sjældent, at man starter en serie ud med en gruppe kvinder, der sammenligner deres bryster efter at de har ammet, men det er altså hvor vi starter!

Vi følger den nybagte mor, Kate Foster (Catherine Reitman), som skal tilbage til arbejdet og er nervøs for det - hvordan skal det gå? Hvordan kommer man over skyldfølelsen af, at man faktisk gerne vil tilbage til arbejdet? Og hvordan håndterer barnet det?

Samtidigt følger vi også de andre mødre, Frankie Coyne (Juno Rinaldi) som halvt joker med, at hun har post-partum depression til et punkt, hvor hun lidt har lyst til at køre galt, så hun kan få en ”hjernedød ferie”, og den tredje kvinde, Anne Carlson (Dani Kind), der til sin forbløffelse opdager, at hun er gravid igen, kun 8 måneder efter at have født sit andet barn og hendes problemer med at skulle fortælle sin mand det og tanken om abort.

Der er noget ved serien, som er anderledes fra amerikanske sit-coms; det er en serie, der bruger idéen om at kunne og ville det hele, uden at man rent faktisk kan, og det bliver et realistisk indblik i det at være mor og forsøge at balancere arbejdslivet og familielivet uden knuder på rebet.

Det realistiske syn på denne problematik kommer mest af alt fra Reitman, der ikke bare spiller med i serien, men også har instrueret 6 afsnit og selv er en nybagt mor – hendes oplevelser med det at være mor og hendes oplevelser med balancen, der er svær at finde, skinner stærkt igennem i alle tre karakterer.

Det er de færreste serier, der formår at joke med post-partum depression, og selvom det til tider er fuldstændigt upassende, så kan man ikke stoppe grinet, når Anne stikker hovedet i poolen i huset hun viser frem – det er et forfærdet grin, men et grin alligevel.

Det er også forfriskende at høre og se på abort-snakken som et reelt valg, og ikke et dumt eller grimt valg, da serien bringer emnet frem i lyset på en normal og passende måde.

Serien forsøger at vise, at man som mor forsøger at fange sit frie liv fra før man fik børn, og hvor meget skyldfølelse man kan få over at man måske misser de store øjeblikke i ens børns liv – de første skridt, første ord og alt det andet, der følger med.

Serien er også god til at vise, hvor dømt, man føler sig, fordi man vælger at gå tilbage til arbejdet. Generelt virker det hele utroligt realistisk og nede på jorden, også med de tunge emner, serien får hevet fat i; alt fra aborter til problemer med at blive enige om, hvordan familielivet skal være.

Alt i alt er serien sjov, realistisk og smukt udført; humoren balancer de alvorlige emner utroligt godt, og det hele bliver noget, man kan relatere til, også selvom man ikke er forælder endnu; der er selvfølgelig nogle sekvenser, der er klovn-niveauer af tå-krumning og visse ting, der falder til jorden, men alt i alt er det en serie, der er værd at se.

Om ikke andet, så bare for at man kan sætte pris på sine egne forældre!

Working Moms sæson 1 kan ses på Netflix

Læs også: Anmeldelse af The Umbrella Academy

Læs også: Bedste serier på Netflix i 2018