Anmeldelse: Doom Patrol fungerer endnu bedre i sæson 2

Doom Patrol sæson 2 har haft premiere på HBO Nordic, og niveauet er endnu bedre end i seriens første sæson.

Foto: Doom Patrol sæson 2/Bob Mahoney/ 2019 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

Sidste år fik vi en lækker overraskelse, da Doom Patrol fik premiere. Den var en voksen superhelteserie, men ikke på samme måde som for eksempel Daredevil, for her var det humoren og sproget frem for voldelige scener, der gjorde den voksen.

Den var mørk, dyster og på mange måder anderledes, end de superheltehistorier, vi havde set før, fordi heltene nærmest havde super-handicap i stedet for superkræfter.

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i september: Fargo, Jude Law og ny serie af Bombshell-instruktør

Nu er anden sæson på HBO Nordic, og jeg kan jeg roligt sige, at ikke alene har de holdt niveauet fra første sæson, men højnet det.

En umage superheltegruppe

Doom Patrol følger stadig den umage gruppe, bestående af Cliff Steele (Robotman, en mand, der fik sin hjerne overført til en robotkrop), Rita Farr (Elistigirl, hvis krop er blød, plastisk og strækbar), Crazy Jane (som har et enormt antal personligheder samlet i én krop, nogle med superkræfter) og Larry Trainor (Negative Man, som har et energivæsen boende i sig og er tvunget til at gå med specielle bandager om hele kroppen, fordi han udstråler radioaktivitet.)

Også Victor Stone (Cyborg, halvt mand og halvt maskine) er nu med som fast karakter efter at have gæsteoptrådt i første sæson.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Doom Patrol

De ledes af Niles Caulder, den gale videnskabsmand, som har samlet dem og givet dem et fristed. Men, som vi fandt ud af i sidste sæson, så gjorde han det ikke for deres blå øjnes skyld, men fordi han faktisk har haft en finger med i spillet med deres ulykker og handicap.

Serien flytter fokus – og det klæder den

Hvor den første sæson fokuserede meget på de enkelte medlemmer af gruppen og fortalte meget om deres historier, så er anden sæson meget fokuseret på Niles, hans liv og hans kamp for at forblive udødelig og hjælpe sin datter Dorothy.

Foto: Doom Patrol sæson 1/HBO Nordic

Det klæder serien at flytte fokus, og Niles formår på en gang at være en ubehagelig fyr og en, man holder med. Dorothy, som også bliver fast medlem af gruppen nu, er en pige med et abeagtigt ansigt, som Niles fik med den kvinde, han mødte i vildmarken for små hundrede år siden.

LÆS OGSÅ: Månedens serieanbefalinger: Nyfortolkning af Kong Arthur, politisk satire og en mystisk miniserie

Dorothy vil, når hun bliver voksen, udvikle voldsomme og destruktive kræfter, men heldigvis vokser hun meget, meget langsomt, og Niles har skaffet sig en magisk talisman, så han også kan ældes langsomt og ”følge med hende”. Men ganske hurtigt i anden sæson mister han denne talisman og er nu dødelig. Derfor er det et kapløb med tiden for ham at nå at fuldende sine sidste projekter, før han dør.

Mange bandeord og flotte scener

Seriens sprog er … frit. Der bandes så meget, at jeg faktisk til sidst opgav at tælle, hvor mange gange der blev sagt ”f*ck” i en episode. Både Jane og Cliff bander værre end Kaptajn Haddock, og hvis vi samtidig lægger det forholdsvis kraftige fokus, der er på sex i denne sæson (i en enkelt episode stilles vi således ansigt til ansigt med en flok sex-ghostbusters ved navn ”The Sexperts” og en orgasme-dæmon …) så kan vi hurtigt slå fast, at denne serie skal ses, når børnene er sendt i seng.

Den nye sæson er knap så sjov som den første, hvilket skyldes at Mr. Nobody ikke længere er hovedskurk. Ikke fordi de andre ikke er sjove, men jeg har bare ikke grinet højt, som jeg gjorde i den første sæson.

LÆS OGSÅ: Min top 5: Superhelteserier på HBO Nordic

Til gengæld er der visuelt sket noget med serien, og flere af episoderne er næsten kunstværker. Jeg kan især fremhæve episode 3 i sæsonen (Pain Patrol), som sine steder virkede som et kryds mellem Twin Peaks’ Black Lodge-scener og den gamle horror/sci-fi film The Cell. Blodig, smuk og syret på samme tid.

Ros til Diane Guerrero

Skal jeg fremhæve noget negativt, er det, at sæsonen virker lidt udstrakt. Den er på 13 episoder, men kunne snildt være skåret ned til 10 uden, at historien havde taget skade. Der er lidt gentagelser fra første sæson med hensyn til Janes magtkamp for at forblive den primære personlighed i sin krop.

Foto: Doom Patrol sæson 1/Diane Guerrero/HBO Nordic

Til gengæld skal Diane Guerrero, der spiller Jane, virkeligt fremhæves og roses. Når hun skifter mellem de forskellige personligheder er det virkelig en flot skuespilspræstation, og når man så ser hende tale med de ”rigtige” personligheder i sit eget hoved, er det helt underligt, når de har et andet ansigt og stemme end hendes.

Kort sagt, så samles der op på tråde fra seriens første sæson, der bygges videre på figurerne og deres forhold, og de får nye dimensioner. (For eksempel er jeg helt vild med Ritas kamp for at blive en ”rigtig” superhelt…i biavler-dragt!). Der er også callback til nogle af de figurer, der var med sidste år (Flex Mentallo, Man of Muscle Mystery vender tilbage!) og tilstrækkeligt med spænding til, at man næsten ikke kan vente til den næste episode begynder, når den forrige slutter.

Jeg giver fem ud af seks stjerner til Doom Patrol for at køre videre med et rigtigt godt koncept og gøre det bedre endnu.

LÆS OGSÅ: Min top 5: Superhelteserier på Netflix

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *