Anmeldelse: Endelig siger Geralt andet end grynt og ”fuck” i ‘The Witcher’ sæson 2

The Witcher sæson 2 Foto: Netflix
The Witcher sæson 2 Foto: Netflix

Mere blod, flere historier og flere karakterer. Det er essensen af anden sæson af ‘The Witcher’.

Jeg havde glædet mig inderligt til anden sæson af The Witcher, og da jeg satte mig ned for at se de otte afsnit, sæsonen bestod af, havde jeg få idéer om seriens retning, men mange forhåbninger. Næsten alle forhåbningerne blev indfriet, og The Witcher cementerede for alvor, at de holder sig til deres materiale – også når materialet er lidt langsomt.

Anden sæson følger Geralt (Henry Cavill, Justice League), der efter kampen ved Sodden Hill har fundet Ciri (Freya Allan, Gunpowder Milkshake) og skal få hende til Kaer Morhen, en Witcher-base, hvor han blev oplært som barn. Alt dette for at lære Ciri at forsvare sig selv – og samtidigt finde ud af, hvem og hvad hun egentligt er, mens han også forsøger at håndtere udfaldet af den store kamp ved Sodden.

I Kaer Morhen bliver Geralt hjulpet af sin ”onkel” og træner, Vesemir (Kim Bodnia, Killing Eve, Broen), og en bunke andre witchere, som også opholder sig i Kaer Morhen henover vinteren.

Der er også Yennefer (Anya Chalotra, Wanderlust, Sherwood), der efter Sodden både har mistet sin magi, men også er blevet krigsfange sammen med fjenden, Fringilla (Mimi Ndiweni, Star Wars: Rise of the Skywalker), hos elverne, der forsøger at skabe deres nye hjem.

Alt i alt er der mange sideløbende historier, der binder alle karaktererne flot sammen – lige fra Geralt og hans adoptivforhold til Ciri til Jaskier (Joey Batey, The White Queen, Knightfall) og hans oplevelser i Oxenfurt til Yennefers kamp om at få sin magi igen. De kulminerer alle sammen i Kaer Morhen i en fantastisk sammensætning og introduktion til de kommende sæsoner.

Hvor der er ild …

Jeg forstår nu godt, at visse fans føler, at anden sæson af serien er lidt tam i sammenligning med den første. Første sæson var i høj grad en fortælling om Geralt som monsterjæger og ikke meget om politik eller snak, mens den anden sæson (som er baseret på bøgerne The last Wish, Blood of Elves og delvist Time of Contempt) virker mere karakteropbyggende og politisk. Det er måske ikke, hvad de fleste forventede, men det passer meget godt ind i de historier, der bruges fra bøgerne, især Blood of Elves, der virkelig får fat i det politiske aspekt mellem elvere og mennesker, og man begynder lige så stille at mærke begyndelsen af krigen mellem ikke-mennesker og mennesker samt den gigantiske kløft, det skaber i de forskellige nordlige kongeriger.

Det gjorde ikke mig noget, at vi bevægede os i en anden retning. Hvor der er ild, smedes der – og smedet bliver der i hvert fald! Jeg elsker, at vi får mere at vide om hele Kontinentet, og om hvordan de forskellige kongeriger arbejder sammen på kryds og tværs, og at vi får et reelt indblik i Kaer Morhen og hele Witcher-familien og deres begyndelse er fantastisk. Jeg nyder også, at Geralt endelig får noget at sige udover ”fuck” – og hvor er det dejligt, at der endelig også smedes på Geralt og Ciris forhold, som begynder at have en far-datter-vibe.

LÆS OGSÅ: 5 ting, du (måske) ikke vidste om ‘The Witcher’

Jeg elsker personligt også det småpolitiske, der bliver indopereret. Det er også vigtig viden at have, når vi bevæger os videre i de kommende sæsoner – og selvom folk synes, det er noget fis, så må jeg erkende, at det er lige så vigtigt at kende til, som det var i eksempelvis Game of Thrones. Det skaber så mange indre konflikter fremadrettet og påvirker både Geralt, Ciri og alle andre.

Det virker måske ikke som noget, der burde fylde en hel sæson, men det er nu alligevel bare en del af at opbygge en verden med et kæmpe bagland – det kræver lidt forklaring undervejs, som ikke bare kan fungere som henkastede bemærkninger.

Brede skuldre, stort ansvar

Jeg er kæmpe fan af både bøgerne og spillene, så jeg har måske et bias i portrættet af Geralt og de andre, der opholder sig i Kaer Morhen. Det er et kæmpe ansvar at adaptere en bogserie (og i forlængelse, spilserie), fordi der er så meget for fans i dem, og man skal træde varsomt, når det kommer til elskede karakter, men for det meste rammer serien rigtigt.

Kim Bodnia er genial som Vesemir, og han rammer rollen som sød onkel og hardcore, hævngerrig witcher fuldstændigt perfekt. Han er både rolig, kærlig og sorgfuld og har overraskende mere action i sig trods hans alder. Freya Allan som Ciri er fortsat en fantastisk adaption af sin modpart i bøgerne, og jeg kan virkelig kun se frem til, hvordan hun udvikler sig. Henry Cavill er nok en af de mest perfekte rollebesætninger i hele serien, fordi han også har en reel respekt og kærlighed for materialet. Det er virkelig også fedt, at Geralt endelig får lov til at bruge sine signs, som jeg lidt har ventet på siden sæson 1, og at han snakker mere, for man begynder for alvor at kunne mærke hans tørre humor og respekt for sine omgivelser, der måske manglede lidt i alt hans grynteri fra første sæson.

Dog må jeg indrømme, at der blev trådt i spinaten med Eskel, spillet af Basil Eidenbenz. Eskel er en virkelig kærlig, elsket karakter i spillene, som mange har fået et specielt forhold til – og det er ikke en del af fortællingen, at han skal dø så tidligt. Faktisk er han en vigtig del af Ciris historie, når hun bliver voksen, og at de gjorde en ellers rolig, venlig og accepterende witcher til en vred, fuld mand med røvhulstendenser, er så langt fra, hvad han er som karakter, og jeg kan næsten ikke være i det.

Kærlighed over alt

Der er gode og dårlige ting ved serien, men for mig at se er de gode voldsomt opvejende over de dårlige. Ja, serien har sine klichéer, og der er dele af det politiske med elvere og mennesker, der ikke altid er lige interessante, men man skal også huske, at en så stor serie som The Witcher og hele dets univers kræver enorme mængder tid at få opbygget og opstillet ordentligt, så det også giver mening senere hen.

Jeg er sindssygt glad for, at vi endelig får det søde, næsten naive bånd mellem Ciri og Geralt på benene, mens vi også endelig udforsker Ciri, hendes ophav og evner, og selvom der ikke er samme niveau af monstre i denne omgang, er de, der er der, fuldstændigt eminente i udførsel og lore. Især Bruxaen fra det allerførste afsnit er en tro kopi af både beskrivelsen fra bøgerne, men også spillene og er udført med en ærlig respekt. Desuden er det rart at få sat ordentligt ansigt på mange karakterer, der virkede ensidede i første sæson (Cahir, blandt andet).

Jeg er endnu en gang blevet imponeret og bjergtaget over seriens skala, de smukke sets og respekten og kærligheden, der er til at mærke fra alle skuespillere og skabere bag serien. Det er en fryd at opleve noget så stort som The Witcher-universet komme mere og mere til live.

Fakta om ‘The Witcher’ sæson 2

Instruktør: Alik Sakharov, Charlotte Brändström, Alex Garcia Lopez m.fl.
Manuskriptforfatter(e): Lauren Schmidt
Medvirkende: Henry Cavill, Freya Allan, Anya Chalotra m.fl.
Afsnit: 8
Sæson(er): 2
Premieredato: 17. december 2021
Streamingtjeneste: Netflix

LÆS OGSÅ: ‘The Witcher’ sæson 2: Her er de nye ansigter

LÆS OGSÅ: Se listen: Nye serier og sæsoner på Netflix i december 2021

LÆS OGSÅ: Kommende serier: 2022 bliver det hidtil største serieår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like