Anmeldelse: 'The Sandman' er et uperfekt mesterværk

Da drømmenes herre, Morpheus, bliver taget til fange af en ærgerrig og ambitiøs magiker, får det store konsekvenser for den virkelige verden. Under sin fængsling i mere end 100 år mister han sine værktøjer: sin hjelm, en læderpose med sand og en rubin. Inden han kan få alting tilbage på rette spor, skal han have fundet dem igen.

Den første sæson af The Sandman følger historierne i tegneserien, som Neil Gaiman skabte i slutningen af 1980’erne, og som siden er blevet et prisvindende kulturfænomen.

Men da Neil Gaimans bog American Gods blev lavet til en tv-serie, var det ikke alle, der jublede. Inkl. Gaiman selv. For selv om den generelle historie var den samme, var der foretaget mindre og større ændringer i forhold til visse karakterers udvikling og storylines.

Nu står The Sandman – hans ubetinget mest berømte værk – over for de samme udfordringer.

Men i modsætning til American Gods har Neil Gaiman været med i alle dele af udviklingen af Sandman-serien fra de tidlige skridt, til casting og omskrivningen af plotlinjerne og den generelle historie – der i store træk er den samme.

Det efterlader et stort spørgsmål til dem, der har været fans af tegneserien: Vil du have præcis, hvad der findes på de tegnede sider, eller er du knap så krævende.

De første bliver slemt skuffede, mens en smule largesse med de enkelte historier belønnes med rund hånd.

Se ind i fantasien

For de uindviede er Gaimans fantasi et skræmmende, mørkt, krævende, horribelt og fabelagtigt sted, hvor det uforudsigelige og uventede venter tålmodigt med en sans for verdensskabelse, der er de færreste forundt.

Serien afvikles over scene efter scene af visuelle godbidder, der effektivt skaber en scene for Morpheus, hvor drømmene i langt højere grad synes både realistisk og endda besnærende på trods af de skræmmende undertoner.

Og så snart du som seer har ladet dig suge ind i Gaimans forunderlige verden, er det svært ikke at lade sig rive fuldkommen med.

Fremragende folk

The Sandman er dog mere end fantastiske visuelle effekter og scener. Dialogen er umiskendeligt Gaiman, og det er en fryd at se den leveret af et cast af skuespillere, der er meget nøje udvalgt.

Ikke mindst Tom Sturridge, der har hovedrollen som Morpheus. En rolle, han er som skabt til.

Flere andre gode kræfter bidrager til helheden, fx Jenna Coleman, der spiller en kvindelig udgave af John Constantine, som flere måske kender fra den frygtelige anti-rygekampagne med Keanu Reeves fra 2005.

I tegneseriernes verden er The Sandman en del af DC-universet, og i de tegnede hæfter, er der referencer til flere andre af tegneseriegigantens franchises.

Flere af rollerne er besat af skuespillere med andet køn og hudfarve end deres tegnede ophav, men det er behændigt lavet på en måde, der viser, at det sagtens kan lade sig gøre at være fremme i skoene på den front uden at gå på kompromis med kildematerialet.

Kend det ukendte

Som nævnt er det altid tricky med serie-tilpasninger af kildemateriale. For fans er umulige at stille helt og aldeles tilfredse.

Det gælder dog kun puristerne. Dem, der ikke mener, at der er plads til ændringer og tilpasninger.

Det er dog en skam, for i stedet for at begræde, at man ikke blot sidder med en anderledes visuel repræsentation af kendt materiale, bør de netop juble over, at der er mere Gaiman at komme efter.

Gaiman er meget ærekær over behandlingen af hans bøger og andet materiale. Men han har flere gange udtalt, at den kritik, der haglede ned over American Gods, ikke rører ham, for det er ikke ham, der laver den.

Men det er altså ham, der er med i skabelsen af The Sandman.

Og det er heldigvis tydeligt i hvert eneste minut.

The Sandman kan ses på Netflix her.