At reflektere sig i Twin Peaks: The Return

(Foto: Twin Peaks: The Return/HBO Nordic)

Jeg sidder her og nyder en kop dybsort kaffe. Black as midnight on a moonless night. Ligesom Audrey Horne, kærtegner jeg koppens kant. ”Agent Cooper loooves coffee,” tænker jeg. Kaffen er sort som afbrændt maskinolie. Dyb. Endeløs. Jeg kan svagt se mine egne træk reflekteret i overfladen. Mig, der glider sammen med kaffen. Kaffen, der repræsenterer Twin Peaks.

(Foto: Sally A. Ward)

Mit liv ER Twin Peaks. De sidste tre år har serien fyldt mere og mere i min tilværelse og gået fra at være blot en fandom til noget af en livstil. Der er nemlig en dybde ved denne serie, som overstiger alle andre. David Lynch, manden der udviklede serien i samarbejde med Mark Frost og som utvivlsomt har haft størst indflydelse på seriens visuelle udtryk, var oprindeligt billedkunstner og det kan mærkes. Twin Peaks er surrealistisk, som et maleri i bevægelse. Der er intet facit og værket kan tolkes på utallige måder. Det gør sig især gældende med prequel-filmen Fire Walk With Me, samt sæson tre Twin Peaks: The Return, begge to egenhændigt instrueret af David Lynch. Intet bliver serveret på en letfordøjelig måde. Man skal selv finde sandhederne i refleksionen mellem sig selv og værket.

(Foto: Twin Peaks/HBO Nordic)

David Lynch taler ofte i interviews om vigtigheden af at bruge sin intuition. Han beskriver den som samspillet mellem følelser og intellekt. Det er dér, hvor sandheden findes. Det er altså derfor ikke nok at betragte Twin Peaks som et puslespil, der kan løses. Du er nødt til at bringe dit eget jeg ind i fortolkningen. At reflektere dig selv i den sorte, spejlblanke kop kaffe.

(Foto: Sally A. Ward)

Mit blik glider over på tærten ved siden af koppen. Fyldet. Indholdet under overfladen. Det er sødt og mættende. Damn fine. For hver episode jeg så af Twin Peaks: The Return i takt med at de kom ud ugentligt fra maj til september 2017, følte jeg mig både fyldt op og helt tom indeni. Jeg ville have mere af den tærte, men jeg blev tvunget til at vente, uge efter uge. Så jeg måtte give mig hen til fordøjelsen. Lade oplevelsen synke ind. Reflektere mig i det jeg så. Især handlede serien for mig om netop det at kunne give sig hen. Det var som om at David Lynch konstant holdt et spejl op foran os ved at vise os karakterer, der var dybt frustrerede over at omstændighederne ikke var som de kunne tænke sig. Det her var nemlig ikke Twin Peaks som vi kendte det for 25 år siden, men en helt nytænkt version. Som så mange andre, ventede jeg uge efter uge på at Dougie skulle vågne og at vi fik gode gamle Agent Cooper at se, men lidt efter lidt gav jeg mig over til serien, droppede mine forventninger og nød den green tea latte udgave af tærten anno 2017, som jeg her blev tilbudt, og jeg fandt, at det i sandhed var en oplevelse most wonderful and strange.

(Foto: Sally A. Ward)

Læs også: Kaffe og fan-teorier 1. del: Twin Peaks The Return

Læs også: Fanboys & Finkultur – første del: Twin Peaks The Return 1 år efter

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *