Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Du kan roligt springe Netflix-filmen ’Pain Hustlers’ over

Af
Claus Nygaard Petersen
27. oktober 2023
Pain Hustlers anmeldelse
Chris Evans, Andy Garcia og Emily Blunt i Netflix-filmen 'Pain Hustlers' / Foto: Brian Douglas / Netflix

Del artikel

Netflix-film om opiod-epidemien i USA med Emily Blunt og Chris Evans ved ikke, hvilket ben den skal stå på og ender derfor som en ligegyldig oplevelse.

Pain Hustlers

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 27. oktober 2023
Genre: Drama, komedie
Instruktør: David Yates
Manuskriptforfatter: Wells Tower
Medvirkende: Emily Blunt, Chris Evans, Andy Garcia, Catherine O'Hara, Jay Duplass, Chloe Coleman m.fl.
Land: USA
Spilletid: 2 timer og 4 minutter

Hvor mange gange kan man se den samme historie, om end med diverse variationer, før man siger, nu er det nok?

Før Netflix-serien Painkiller udkom tidligere på året, havde vi allerede fået en håndfuld skildringer omkring opioidepidemien i USA, hvor læger og medicinalfirmaer uden skrupler forsynede patienter med stærkt afhængighedsskabende smertestillende medicin.

Og nu er vi her igen med Pain Hustlers.

I filmen fokuseres der udelukkende på salgsrepræsentanterne for det fiktive stof Lonafen. Hovedpersonen er Liza Drake (Emily Blunt), en enlig mor, der efter at have været helt nede og vende efter en masse fejlslåede jobs og skilsmisse tilfældigvis møder sælgeren Pete (Chris Evans) på den stripklub, hvor hun arbejder.

Han giver hende et job, men det er ikke ligefrem, fordi det starter lovende. For der er masser af konkurrenter i smertemedicin-branchen, og de har et godt greb om de eftertragtede læger, som skal udskrive stoffet til patienterne.

Så langt, så meget noget, vi allerede har set i Painkiller. Og ærlig talt, gjorde miniserien det bedre.

Pain Hustlers virker nemlig splittet imellem, hvordan historien skal fortælles. Om det skal være Erin Brockovich-stilen med hjertet på rette sted – selv om personerne i bund og grund er pushere – eller The Wolf of Wall Street, hvor den moralske gråzone fuldstændig omfavnes med coke og fest til følge.

Resultatet er derfor ganske forglemmeligt.

Hjertet på det forkerte sted

Hvis skyld det er, vender vi tilbage til om lidt. For der er gode elementer i filmen. Skuespillet er ganske fint, hvor Chris Evans' uovertrufne og overdrevne douchebag-attitude, som kun han kan levere det, fungerer rigtig godt. Og det er i Pain Hustlers' lettere hedonistiske attitude, at komediedramaet fungerer bedst.

Den moraliserende del af filmen, som handler om Lizas ulmende skyldfølelse over at sælge Lonafen, har ikke den samme gennemslagskraft. Som sagt har vi allerede været omkring de her moralske kvababbelser hos smertemedicinsælgere før i Painkiller, hvor det fremstod meget mere friskt og nyt.

Om det er Wells Towers manuskript eller Harry Potter-instruktøren David Yates’ instruktion, der bærer skylden, er ikke helt til at blive klog på. Jo længere hen vi kommer i Pain Hustlers, desto mere traurig bliver oplevelsen.

Lizas privatliv som enlig mor og teenagedatteren Phoebes (Chloe Coleman) epilepsi er på intet tidspunkt i nærheden af at gå i hjertekulen eller overhovedet vække nogen som helst følelser.

Måske er det fordi, det er fiktion.

Wells Tower har ganske vidst baseret manuskriptet på Evan Hughes' New York Times Magazine-artikel The Pain Hustlers og efterfølgende bog The Hard Sell. Men det er alligevel, som om der mangler noget nerve i fortællingen. Følelsen af, at noget er på spil er mere eller mindre ikkeeksisterende, og dermed ryger spændingsfremdriften.

Ren placebo

Problemet er umiddelbart, at Pain Hustlers har en underlig distance til sine karakterer. Hvis filmen ikke engang selv er på deres side, hvorfor skal vi som publikum så være det?

Derfor bliver det så meget desto mere frustrerende, at filmskaberne ikke læner mere over imod den vilde side. Det er deri, at Netflix-filmen havde haft en chance for at få lidt kant og måske skille sig lidt ud fra alskens metervare-drama, som vi alligevel kan streame i ét væk, uden at vi lægger mærke til, hvor det ene starter, og det andet slutter.

De store taler, hvor figurerne retfærdiggør deres handlinger, bliver baggrundsstøj, mens man tænker på, hvad man skal se bagefter eller i stedet for. Intentionerne er tydeligvis at fortælle en vigtig historie, men fakta er, at Pain Hustlers er kommet for sent til festen.

Værre endnu, så fortsætter den trælse tendens, når det kommer til Netflix-film. Der er undtagelser som de nylige The Killer og Nyad, men ellers er der virkelig langt mellem snapsene i originale kvalitetsfilm hos streamingtjenesten.

Det delte fokus mellem at ville være en leverandør af prisvindende materiale og algoritmestyret pladder, virker i øjeblikket til at være tippet over til sidstnævnte.

Faren ved det er, at fremtidige originale Netflix-film bliver afskrevet på forhånd, fordi vi som publikum er trætte af at få serveret middelmådigt lort under løftet af, at det er kvalitet.

Hvis der er nogen, som er eksperter i at lave en fængende trailer, er det Netflix. Men som vi alle lærte af Suicide Squad-traileren tilbage i 2016, bør man ikke få forhåbningerne op ud fra sådan en.

Pain Hustlers? Spring den over. Livet er for kort til Netflix-middelmådighed.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste