Anmeldelse: Fantasien får vinger i Lone Scherfigs ’Pigen der fortalte film’

An Education, Italiensk for begyndere, Dag og nat, Pigen der fortalte film. Lone Scherfig har hele verden som sin arbejdsplads, men uanset om hun laver film og serier på dansk, engelsk eller spansk, kan hendes helt særlige fingeraftryk altid mærkes.

Lone Scherfig bader ganske enkelt sine fortællinger i varme, empati og medmenneskelighed. Man mærker, at hun interesserer sig oprigtigt for sine karakterer. Og det smitter os ude i biografmørket.

Et særligt talent

Pigen der fortalte film foregår i en støvet lille mineby i Chiles Atacama-ørken i 1960’erne. En by, der udelukkende eksisterer for at huse minearbejdernes familier, der i hovedpersonen Marias tilfælde tæller hende, hendes tre brødre, en hårdtarbejdende far og hendes smukke, melankolske mor, der engang drømte om et andet, mere farverigt liv. Familien har varme, kærlighed og sammenhold og lever for søndagene, hvor de får lov at gå i biografen. For familien elsker film så meget, at de ikke alene nyder selve biografoplevelsen, men også diskuterer den over middagsbordet og genopfører udvalgte scener.

Men da en ulykke rammer familien, er der ikke længere råd til biografbilletter til alle. Derfor bliver det Marias opgave at se filmen og efterfølgende genfortælle den til resten af familien. Det viser sig, at hun har et overordentligt stort talent, og snart sidder det halve af byen på gaden udenfor huset og hører Maria ikke bare fortælle, men de facto genopføre filmene.

Kvindeskæbner

Men hendes fortælletalent begrænser sig ikke til filmscenen, den gør det også muligt for Maria at ændre historien om alt det dårlige, der sker i hendes liv. For hun er jo trods alt hovedpersonen i sit eget liv, og hvorfor så ikke bestemme selv? Og, uden at for meget skal afsløres på forhånd, bliver der god grund til at digte sig lidt væk fra sandheden, der ikke er for sarte sjæle.

Pigen der fortalte film er en både varm, sjov og tragisk fortælling om Marias liv, om at vokse op i fattigdom med store drømme og om at tage ansvar for sin egen fortælling, baseret på chilenske Hernán Rivera Leteliers roman fra 2009. Den er løst baseret på hans egen opvækst i en lignende lille ørkenby.

Og selv om Lone Scherfig måske på papiret er et lidt overraskende valg til at instruere en film, der er så chilensk helt ind i hjertet, så viser hun sig at være ret perfekt. Hun er nemlig en mester i at fortælle historier om kvinder, der baner deres egen vej i en til tider ubarmhjertig verden. I Pigen der fortalte film får hun endda lov at dykke ned i hele to kvindeskæbner. Både den unge María Margarita, men også hendes mor María Magnolia, der i Bérénice Bejos hænder får lov at fylde mere, end manuskriptet egentlig lægger op til. Hun drømte store drømme, men måtte nøjes med langt mindre. Man hepper helhjertet på, at hendes datter vil nå længere. Selv om odds er imod hende.

Smittende livskraft

Når den er bedst, er Pigen der fortalte film et eventyr, der på godt og ondt fører en ind i en anden verden, hvor de gode måske nok kæmper mod de onde på lærredet, men hvor det moralske kompas svinger lidt mere i pendulfart i den virkelige verden.

For selv om en enkelt person må siges at være helt igennem ond, så er de fleste enten onde af nød eller presset af livets brutalitet. Det er også en verden, hvor magien får lov til at udfolde sig på fineste vis. Ikke mindst i filmens første halvdel, der også er langt den bedste.

Alondra Valenzuela spiller unge María Margarita med en livskraft, der i den grad smitter. En af de første gange, vi møder hende, løber hun direkte ind i en støvstorm, i stedet for at løbe væk fra den. Fordi hun vil bevise, at hun tør, men også for at føle livet, når det er allermest intenst – lige der på kanten, hvor man risikerer at miste det. Hun er modig, vild og sanselig. Og ikke til at stoppe.

Vi får lyst til at følge hende til verdens ende. Og ikke alene hende, men også hendes vilde, voldsomme og kærlige familie.

Mister lidt af charmen

Over for hende er Sara Becker, der spiller den voksne María Margarita, lidt mere blodfattig, selv om hun stadig kæmper for alt, hvad hun har kært – også selv om det kræver, at hun går i seng med fjenden – i skikkelse af Daniel Brühls herligt tvetydige mineejer, der kan være både gavmild og brutal. Men Marías historie mister desværre lidt pusten sat overfor voksenlivets mere fantasiløse udfordringer – ikke mindst den politiske virkelighed med Pinochets statskup i 1973, hvor der ikke længere er helt så meget plads til at drømme.

Man tager sig i at savne varmen, charmen og magien fra barnets håbefulde blik på verden. Og i at tænke, at Lone Scherfig selv vist også var mest forelsket i den unge María.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: