Film | Anmeldelser

Anmeldelse: 'William Tell' rammer komplet ved siden af

Af
Karoline Balstrøm
27. marts 2025
Claes Bang i William Tell
Claes Bang spiller hovedrollen i den nye internationale film 'William Tell' / Foto: Crossbow Films Limited

Del artikel

Overlegne Claes Bang indtager titelrollen i det legendariske eventyr om den schweiziske Robin Hood. Men den langsommelige fortælling tørster desperat efter mere action.

William Tell

Premieredato: 27. marts 2025 i biograferne
Genre: Drama
Instruktør: Nick Hamm
Medvirkende: Claes Bang, Jonathan Pryce, Ben Kingsley, Connor Swindells, Golshifteh Farahani, Jonah Hauer-King, Rafe Spall
Land: Storbritannien, Italien, Schweiz
Spilletid: 2 timer og 13 minutter

Claes Bang som en skarptskydende, schweizisk Robin Hood. Hvis dét ikke er nok til at få en i biografen, så ved jeg ikke, hvad er.

Året er 1307, og Europa er et brændende inferno af besættelse, oprør og hævn. Voldsspiralen tromler derudaf takket være den griske østrigske konge, Albert Habsburg (Ben Kingsley). Med skatter og psykopatiske fodsoldater tryner han nabolandet Schweiz.

Her har befolkningen fået nok, og de venter bare på en leder, som kan være pilespids i deres indebrændte oprør.

Da den rolige jæger-bonde, William Tell (Claes Bang), tilfældigt redder en stakkel på flugt fra den onde tyranniske foged, Gessler (Connor Swindells), bliver han ufrivilligt den helt, de alle har ventet på. Men vores modige, underspillede hovedperson er ikke bare hvem som helst.

Slip din indre gladiator løs, please

Efter at have slået ihjel for sin konge som korstogsridder, har Tell lagt sit langsværd på hylden. Trods en rolig tilværelse med sin smukke, palæstinensiske kone, Suna (Golshifteh Farahani), og sønnen Walter (Tobias Jowett) melder små, skarpe klip sig fra Tells blodige fortid.

Anmeldelse af 'William Tell'
Golshifteh Farahani og Claes Bang i 'William Tell'
Foto: SF Studios

Når han stirrer ind i ildstedets buldrende flammer eller skuer ud over et pinagtigt ringe CGI-hav, hører han sagte stemmer, der opfordrer til at slippe kampkræfterne løs i retfærdighedens navn.

Der går lige lovlig meget ’Gladiator’ i den, når Tell - som en anden Maximus - igen trækkes ind i kampens hede og i processen sætter sin families liv på spil.

Mens fortællingen om ’William Tell’ snegler sig af sted, sidder man med et blodtørstigt ønske om, at krigshelten ville udnytte sin PTSD i stedet for at være så pokkers ydmyg og konfliktnedtrappende.

Shakespeare for begyndere

Myten om William Tell blev udødeliggjort af den tyske forfatter Friedrich Schiller, der i begyndelsen af 1800-tallet skrev et skuespil om skarpskytten, der samler det østrigske folk til kamp.

Den nye adaptation minder da også som noget fra dengang, hvor Shakespeare-efterligninger var den helt store dille. Instruktør Nick Hamms ’William Tell’ lyder som en skoleopsætning af ’Coriolanus’ eller ’Macbeth’, hvor enkelte elever formår at løfte opgaven, mens andre – herunder vores danske helt – desværre knækker nakken på den unaturlige dialog.

Claes Bang er ellers i flot selskab med de garvede skuespillere Jonathan Pryce og Ben Kingsley, der har et unfair forspring efter at have excelleret med roller i ’King Lear’ og ’Hamlet’.

Hvad sagde manden?

Nick Hamms instruktion er dybt mærkværdig. Det er pinligt tydeligt, at han har forsøgt at gøre Tell til en eftertænksom renæssancemand, der ikke er som alle andre voldsparate voldtægtsmænd. Nej, vores hovedperson er følsom, blid og plaget.

Værst går det for sig, da Tell skal give en opildnende tale til den lille hær af underdog-schweizere, der følger ham. Som publikum tager man sig i at skubbe sidemakkeren i ribbenene og spørge, hvad der lige blev mumlet. For hans store ’Braveheart’-øjeblik bliver nærmere en hvisken end et kampråb.

Det holder simpelthen ikke i praksis at være så følsom i kampens hede, og man får ondt af de stakler, der om lidt skal følge Tell i krig, men umuligt kan have hørt et ord af deres tiltrængte peptalk.

Pletskud!

Der er ingen legende om Tell uden reference til det ikoniske øjeblik, hvor den titulære helt skal skyde et æble ned fra sin tapre søn Walters hoved.

Man holder vejret, når Claes Bang med tunge, afmålte skridt afmærker distancen, som fogeden Gessler tvinger ham til at skyde fra. Det er en flot sekvens, hvor overbevisende, isnende skrig fra Golshifteh Farahani som Walters mor truer koncentrationen, som Tell forsøger at fastholde.

Der bliver dvælet elegant ved, hvad et fejlskud vil betyde. Og selv om Tell er en fantastisk skytte, får svagt svajende træer og blafrende bannere det til at stå frygteligt klart, at der skal en god portion held til for at redde Walters liv.

Enhver scene, hvor Claes Bang får en bue i hånden, er eminent. Der er for få af dem og ufattelig langt mellem dem, men den indøvede, sømløse rytme afslører, at danskeren har lagt meget arbejde i forberedelsen. Især en kampsekvens, hvor Tells væbner-ven hjælper til, er det rene guf.

I et fedt samspil gemmer de to sig bag en klippeblok, mens Tell har blikket stift rettet mod fremadstormende fjender. Uden at kigge, rækker Tell sin tomme armbrøst om bag skulderen til vennen med den ene hånd og griber en ny, ladt armbryst med den anden.

Velkommen til Alperne

Der er kælet for den slags små, besværlige detaljer. Verdenen, som ’William Tell’ fører os gennem, er lige så overbevisende.

De gudeskønne locations i Østrig og Italien bugner af flotte droneskud af middelalderborge. Som om det ikke var nok, er der næsten altid en lille hvid bjergged i billedet, så vi er sikre på, at vi er i Alperne.

Kostumerne er flotte, men ikke nytænkende, med en overflod af snørklede guldbroderier til kvinderne og tunge, sorte lammeskind om skulderne til de bryske herrer. Det ligner mest af alt, at kostume-afdelingen har stjålet alt, hvad Jon Snow havde i sit skab, men med at hav af statister og et enormt persongalleri er det en flot bedrift at klæde alle på.

Op på hesten igen

Det føles, som om ’William Tell’ har lige så mange karakterer som de første sæsoner af ’Game of Thrones’. Hver og én er de hektiske, overfladiske klichéer.

Lige fra hans Robin Hood-svende, der vil følge lederen overalt. Til den unge konges smukke, rebelske niece, der skal giftes med en østriger, men allerede har givet sit hjerte væk til en schweizer. Hendes udkårne er den ambitiøse Rudenz – en arving fra et mindre, adeligt hus. I sin iver for at vise sit værd tilslutter han sig den onde Habsburg.

Men mon ikke Rudenz’ moralske kompas kan nå at skifte retning. Hvis ikke i løbet af denne film, så måske i den uundgåelige toer, ’William Tell’s uforløste slutning lægger op til.

Måske en revanche i anden ombæring kan byde på den action, det ulmende drama aldrig udvikler sig til, men som den langsommelige fortælling desperat tørster efter.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser