Anmeldelse: ‘Hajer i Paris’ starter stærkt, men ender med en kæmpe maveplasker i Seinen

Vi befinder os i det nordlige Stillehav, hvor et areal seks gange så stort som Frankrig er dækket af plastik og anden forurening. Her er havbiologen Sophia (Bérénice Bejo) sammen med sit hold – heriblandt hendes mand – i færd med at undersøge en haj, de et par måneder forinden satte en sender på.

Til deres overraskelse opdager de, at hajen på de to måneder er vokset næsten fem meter. De er derfor ekstra på vagt, da de skal tage prøver fra hajen. Trods forsigtigheden angriber hajen og dræber bl.a. Sophias mand. Da hun forsøger at komme dem til undsætning, lider hun næsten samme skæbne.

Hajer i Paris kommer virkelig godt fra start med flotte undervandsbilleder, troværdige hajer og ikke mindst CGI, der er til at holde ud at kigge på. Der er ikke meget, der indikerer, at Xavier Gent, der medmindre vellykkede film som The Devide, Cell og Hitman står bag filmen.

Mere end en film om hajangreb

På grund af den voldsomme oplevelse nedlægger Sophia sin forskning. Tre år senere opsøges hun dog af en ung forsker/aktivist, der har fulgt hendes arbejde nøje, og har oplysninger om hajen, der på mystisk vis har fundet vej ind i kanalerne i Paris.

Det viser sig, at det ikke er tilfældigt, at den enorme haj har fundet vej til Paris’ undergrund. De enorme mængder plastic og overfiskeri har nemlig gjort, at de store havdyr ikke kan leve, som de plejer. Og i katakomberne under den franske hovedstad kan hajen yngle i fred samtidig med, at den har let adgang til føde – blandt andet mennesker.

Og det med at dyr, der normalt ikke omgås mennesker, pludselig rykker tættere på pga. menneskets indblanden i naturen, er som bekendt ikke et urealistisk fænomen. Dermed ikke sagt, at man køber præmissen ubetinget – troværdigheden er dog nogenlunde intakt.

Det er med til, at Hajer i Paris ikke bare handler om en glubsk haj, der nådesløst og umotiveret angriber sit lette bytte. Det er derimod en film om netop konsekvenserne af vores rovdrift på klodens ressourcer. Og ser man filmen i det lys, bliver den skræmmende på flere niveauer.

Har også en Jaws-præmis

Det er sommer i Paris, og om kort tid skal der afholdes triatlon i byen. Men da Sophia og politiet nævner den store hajtrussel for byens borgmester, kommer der et ekstra lag på filmens relevans.

Selvfølgelig også fordi de franske myndigheder lige nu arbejder på højtryk for at få Seinen klar til OL i Paris, der starter 26. juli, hvor både triatlon og maratonsvømning skal bruge floden til at dyste om medaljer. Ud over at rense vandet for bakterier, sætter de mon også gitre i begge ender for at forhindre hajer i at svømme ind?

For borgmesteren har ikke i sinde at lade byen gå glip af de mange millioner euro, det indbringer at afholde et sådant arrangement – slet ikke, når det ikke kan bevises, at hajen overhovedet eksisterer.

Det er altså penge før menneskeliv. Helt på samme måde, som vi så det i Jaws. Faktisk fortsætter filmens gode toner, og frem til denne del har den budt på både voldsomme hajangreb og nervepirrende suspense.

Herfra går det dog alt for stærkt med at fortælle historien, der derfor mister sin troværdighed. Det er simpelthen for underligt, at ingen tager den kæmpe trussel alvorligt og afblæser den forestående triatlon.

Mindre end 24 timer inden svømmerne hopper i vandet, opdager Sophia, at der er tale om en helt ny hajart, der ikke bare har usædvanlig adfærd, men også har ynglet med rekordhastighed, og de mange svømmere bliver snart en ren buffet for de sultne havdyr, der befinder sig lige under overfladen.

Tingene kompliceres yderligere, da de unge aktivister opdager, at politiet har tænkt sig at dræbe det store havdyr. De starter derfor deres egen aktion og vil lukke hajen ud i havet.

Det store potentiale mangler desværre pondus

Selv om det er tydeligt, hvad Hajer i Paris har på hjerte, og dens potentiale er stort, kommer filmen aldrig rigtig i bund med sit budskab. Det bliver fortalt på en måde, så man aldrig fornemmer, at der for alvor er noget på spil. Det til trods for, at den kommer virkelig godt fra start med at præsentere sin hovedkarakter på en måde, så vi får en følelsesmæssig relation til hende.

Det samme gælder de unge aktivister, der sætter livet på spil – nogen mister det – for at redde hajerne fra mennesket. Deres passion skildres kun overfladisk, så man hepper aldrig rigtig på dem. Endnu mere ærgerligt er det, at man heller ikke rigtig føler noget, når de betaler den højeste pris for at nå deres mål.

Det er tydeligt, at man har forsøgt sig med et budskab om konsekvenserne af vores måde at behandle naturen på. Vi ser de enorme mængder plastic flyde rundt på havoverfladen. Vi ser en kaskelotunge være fanget i et net under vandet. Vi ser, hvordan hajer og mennesker elegant svømmer blandt hinanden. Alt sammen med nogle filmiske vellykkede billeder både under og over havoverfladen.

Så meget desto mere frustrerende er det derfor, at filmen hen mod slutningen forfalder til dårlig CGI, der vækker mindelser om hajangrebene i den katastrofale Deep Blue Sea, og overdrevne eksplosioner, der fratager filmen dens sidste troværdighed, så man igen kan se, at det er en film af Xavier Gent.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: