Anmeldelse: ‘Jeg er morderen!’ er en frustrerende letbenet farce om kønsdiskrimination

François Ozon er utvivlsomt en af de største nulevende franske instruktører. Han er også en slags filmisk kamæleon, for man ved aldrig, hvilken slags film man får fra ham.

Han har lavet realistiske dramaer som Alt gik godt, Sommeren ‘85, Swimming Pool og det katolske præste-pædofilidrama, Gud være lovet. Og han har lavet de stiliserede Potiche, 8 kvinder og Frantz. For bare at nævne nogle få af hans film.

Nu er han aktuel med en ny film, der hører til i den sidstnævnte gruppe. I en farceagtig pastiche, der med et udtryk fra 1930’erne og 40’ernes Hollywood, tager emnet kønsdiskrimination op.

Casting-sofaen

I Paris 1935 forsøger den unge smukke skuespillerinde Madeleine at få en filmkarriere. Hun tror, lykken er gjort, da hun bliver inviteret hjem til en ældre filmproducer, men han ser det i stedet besøget som et ja tak til sex. Madeleine sætter sig imod, og filmproduceren omkommer. Hvordan og hvorfor ved vi ikke helt præcist.

Madeleine bliver dog anklaget for at have myrdet ham, men heldigvis er hendes bofælle og veninde den intelligente Pauline, der tilfældigvis er advokat, og de bliver hurtigt enige om, at Pauline skal føre Madeleines sag i retten.

Mænd overalt

Overalt hvor de to unge kvinder færdes, er de oppe imod ældre mænd, ofte gamle grise, der vil have noget fra dem. Deres penge eller deres skønhed. Deres mandlige udlejer kommer på hyppige besøg for at opkræve husleje.

Hos politiet er det to temmelig inkompetente herrer, der skal foretage opklaringsarbejdet, og som ikke rigtigt lytter til dem. I retten er både dommere og hele juryen mænd, og journalisterne, der vil skrive om sagen, er alle af hankøn.

Det er der en tydelig pointe i fra Ozons side, og filmen kan på sin vis ses som et feministisk projekt, der vil vise, hvor mandsdomineret samfundet er. Og hvor snu eller smart man som kvinde må være for at sno sig.

Kvinder – ofre eller skurke?

Kvinderne går dog ikke fri for at få et skær af udspekulerethed over sig. For Pauline regner hurtigt ud, at de skal køre en strategi, hvor Madeleine er et uskyldigt offer, udsat for en beskidt mands overgreb. Og Madeleine griber chancen for at yde sit livs bedste skuespilpræstation, da hun i retten skal afgive vidneforklaring som ‘den stakkels, naive pige’, med smukke tårer løbende ned ad kinderne.

Det er her, Ozon bliver tvetydig i sin underliggende tematik, og man som seer kommer i tvivl om, hvad instruktøren egentlig vil med sin historie. Er kvinder i virkeligheden nogle værre bitches, der kan sno mændene om deres lillefinger, hvis man manipulerer dem godt nok? Det virker sådan i denne Ozon-komedie.

Når hele filmen samtidig er fortalt som en screwball-farce, konstant overspillet og meget ofte overtegnet, får man en fornemmelse, at temaet ikke stikker så dybt. At filmen ikke rigtig tager sig selv alvorligt. Spørgsmålet er så, hvorfor vi som tilskuere skal?

Nye franske ansigter

I rollerne som Madeleine og Pauline ses to nye navne i fransk film, Nadia Tereszkiewicz og Rebecca Marder, der gør det godt indenfor de rammer, de er givet. Også Isabelle Huppert dukker op, men når selv Huppert ikke er et lyspunkt i en film, står det skidt til.

Der er for meget stiløvelse over Jeg er morderen!, der ender som en pjattet omgang og som en film, der tester tålmodigheden. Sjældent er jeg blevet så træt af en film, længe inden den var færdig.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: