Ny serie med Lars Mikkelsen og Patrick Dempsey får premiere til maj

Lars Mikkelsen har rollen som finansiel frihedskæmper i den nye spændingsserie Devils, som får premiere til maj på C More.

En serie om penge, magt og mord

Serien er baseret på bestselleren I diavoli og handler om penge, magt og mord i en korrupt finansverden. Den udspiller sig i 2011, hvor en skjult handelskrig mellem USA og Europa sætter dybe spor, og hvor den europæiske gældskrise er tæt på at opløse flere EU-lande.

Foto: Devils/C More

Handlingen foregår i London hos NYL Investment Bank, hvor Alessandro Borghi (Suburra) i rollen som Massimo Ruggero handler med værdipapirer med stor succes. Hans chef og mentor Dominic Morgan (Patrick Dempsey fra Greys hvide verden, Harry Quebert-affærren) er én af de mest magtfulde mænd i den finansielle verden, og da Massimo har i udsigt at blive næstkommanderende til Dominic, ser verden da også mere end lovende ud for ham.

Alligevel ser alt ud til at gå i den gale retning for ham, for da én af hans rivaler til den eftertragtede stilling dør, bliver Massimo hovedmistænkt for mordet, og han går herefter i åben krig mod sin chef for at rense sit navn og finde frem til sandheden. Derfor hyrer han hacker-journalisten Sofia Flores (Laia Costa), der hurtigt finder ud af, at Massimo er blevet brugt som en brik i den skjulte handelskrig mellem USA og Europa.

Lars Mikkelsens rolle i anarkistisk krig

Sofias lærermester er den anarkistiske Daniel Duval (Lars Mikkelsen), der fører krig mod det etablerede økonomiske system, og har en form for finansiel Wikileaks. Den anarkistiske krig har ført Daniel på en evig flugt, da han er eftersøgt verden over.

Foto: Devils/C More

Devils er instrueret af Nick Hurran (Sherlock, Doctor Who) og Jan Michelini (Un passo dal cielo), og foruden Lars Mikkelsen, Patrick Dempsey, Alessandro Borghi og Laia Costa medvirker Kasia Smutniak (Perfect Strangers), Ben Miles (The Crown, The Capture), komikeren Paul Chowdhry og tyske Pia Mechler (Gutterbee) i den nye spændingsserie.

Serien består af ti afsnit og har premiere den 10. maj på C More.

Se traileren til Devils

LÆS OGSÅ: Nye serier på HBO Nordic i april

Tags

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *