Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Halo’ sæson 2 er mørkere, mere actionfyldt og mindre romantisk

Af
Maria Månson
8. februar 2024
halo sæson 2 anmeldelse
'Halo' sæson 2 / Foto: SkyShowtime

Del artikel

Ny sæson af ’Halo’ på SkyShowtime er tættere på fornemmelsen af at spille spillet. Men er heldigvis også helt sin egen. Som det bør være med en adaptation.

Halo sæson 2

Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premiere: 9. februar 2024
Genre: Sci-fi, action, adventure
Serieskaber: Kyle Killen
Medvirkende: Pablo Schreiber, Natascha McElhone, Jen Taylor, Yerin Ha, Olive Grey, Charlie Murphy, Bokeem Woodbine
Land: USA
Antal afsnit: 8

Det gule visir. Nummeret 117 på skulderen af rustningen. Og så ellers ud at smaske rumvæsener!

I knap 25 år har skydeglade computerspillere hoppet ind i hovedet på den biomekaniske supersoldat Master Chief-117 og kastet sig ud i det vidtstrakte Halo-univers. Først med Halo: Combat Evolved i 2001 og siden i yderligere spilinkarnationer fulgt af romaner, tegneserier og animerede serier.

Halo er et af de bedst sælgende franchises nogensinde, og ligesom med andre sammenlignelige fiktionsuniverser såsom Star Wars er der store følelser forbundet med nyudgivelser. For er det nye værk loyalt eller nyskabende nok til at tilfredsstille netop min subjektive oplevelse af værket, som jeg havde, da jeg var 15? Sikkert ikke!

Skruer op for action

I kølvandet på første sæson af serialiseringen af Halo fulgte et raseri fra gamle fans, der især hadede sexscenerne, og at seriens hovedfigur tog hjelmen af. Nu er der premiere på anden sæson, og det lader til, at seriens kreative kræfter har lyttet til kritikken. For der er skruet gevaldigt op for kampscenerne, der denne gang virkelig suger dig ind universet og spejler spiloplevelsen tættere i kameraets bevægelser.

Vi befinder os i det 26. århundrede langt fra jorden. UNSC (United Nations Space Command) har koloniseret mange planeter, mens enkelte stadig kæmper for selvstændighed.

Handlingen i Halos første sæson og egentlig også seriens sekundære antagonist, Dr. Halsey, var knyttet til supersoldater-enheden Spartan-II’s oprindelseshistorier. Og Master Chief-117 i særdeleshed. Hvordan han blev kidnappet fra sin familie, indoktrineret og tortureret til at blive den dræbermaskine, der nu skal have ansvaret for menneskehedens overlevelse hvilende på skuldrene.

For den store trussel er ikke en kynisk videnskabskvinde, men derimod The Covenant: En teokratisk rumvæsen-alliance, der mener, at menneskets bare eksistens er en blasfemisk fornærmelse mod deres Guder. De jagtede i sæson 1 nogle særlige genstande, som de håbede at kunne bruge som et ultimativt våben. Menneskene har naturligvis lignende planer blot med modsat fortegn.

Magten skifter

I første sæson var the Covenant en mystisk bevægelse, der opererede i skyggerne. Her i anden sæson er de anderledes aggressive. Nu handler det ikke om små stealth-missioner, men om at udrydde menneskeheden og gerne hurtigt. Det gøres via heftige invasioner og efterfølgende ’glas-ificering’, som de kalder det. Et andet ord for en gigantisk plasmakanon, der smelter alt og alle på sin vej.

Det betyder et markant paradigmeskift magtmæssigt fra første til anden sæson. De små koordinerede angreb kunne forholdsvis nemt håndteres af Spartanerne med Master Chief i spidsen. Men nu når hele planeter smeltes til ukendelighed, må selv de stærkeste krigere strække sig til det yderste. Og det føles tættere på det gamle computerspil: at blive kastet ind i en myretue af rasende action. Følelsen af en umulig kamp, euforien, når slaget alligevel vindes, og den efterfølgende skuffelse, når erkendelsen af, at krigen stadig er langt fra vundet, synker ind.

Med anden sæson føles det, som om handlingen virkelig går i gang. Konsekvenserne er større og det, der er på spil, er ikke længere blot enkelte tab hist og pist, men hele menneskeheden. Derfor føles seriens sideplot også lidt malplaceret og overfladisk.

Den rebelske Kwan Ha, hvis far blev dræbt af The Covenant i første sæson, er en fed figur, men hendes udfordringer er så inferiøre i forhold til det store billede, at jeg næsten hellere havde set hende have sin egen serie. Jeg tager mig i hvert fald i at sidde og vente på, at vi vender tilbage til Chief og Silver Team.

Helt sin egen

Jeg har aldrig været rasende over første sæson, ligesom jeg meget sjældent bliver det af adaptationer, der ikke lægger sig 1:1 op ad deres forlæg. Det er en udforskning af universets muligheder, og ligesom med The Last of Us, Marvel eller Dune, bliver vi nødt til at se det som noget andet end kildematerialet. Det bliver aldrig, som vi oplevede det, da vi læste eller spillede. Og det er okay.

Halo serien kan sagtens ses som en selvstændig sci-fi-serie. Måske er det endda en fordel, hvis man ikke selv har været inde i hovedet på Master Chief-117, og netop derfor har et særligt subjektivt ejerskab over for både figur og univers.

Det er en serie, der handler om menneskelighed. Hvad er værd at kæmpe for? Hvad vil det sige at være et menneske? Og ultimativt, om man kan kæmpe for en organisation, der har gjort én ondt? Hvis ikke det er godt stof at lave serie på, så ved jeg sgu ikke!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser

Mest læste