Serier | Nyheder

'True Detective’ sender den amerikanske boksemester Kali Reis ind i ringen

AfCarina Nørgaard Schou
3. august 2022
'True Detective’ sender den amerikanske boksemester Kali Reis ind i ringen
Jodie Foster som Clarice Starling / Foto: Silence of the Lambs/Orion Pictures

Del artikel

Upcoming skuespiller og professionel bokser Kali Reis er netop blevet føjet til rollelisten i ’True Detective: Night Country’ over for superstjernen Jodie Foster.

Så er der godt nyt til alle fans af HBO Max’ fabelagtige crime-serie True Detective. Vi kunne ikke få armene ned her på redaktionen, da vi i maj hørte nyheden om, at Oscar-vinder Jodie Foster skal spille hovedrollen i fjerde sæson, der har fået undertitlen Night Country. Og nu ser vi endnu mere frem til igen at bide negle til den banebrydende krimiføljeton, som traditionen tro kommer til at udspille sig i et dystert og urovækkende univers.

HBO Max har nemlig netop offentliggjort nyheden om, at bokseren Kali Reis skal spille over for Jodie Foster i den længe ventede nye sæson, der endnu ikke har fået fastsat en premieredato.

Fortvivl dog ikke, hvis ikke navnet Kali Reis ringer en klokke hos dig. Den professionelle bokser er nemlig (endnu) et temmelig ubeskrevet blad i film- og TV-branchen. I bokseringen er hun dog en særdeles garvet knockouter og er pt. indehaver af tre mesterskabstitler. Hun har tidligere været med i den prisbelønnede film Catch the Fair One (2021), hvor hun spiller en ex-bokser, der bliver involveret i sexhandel i forsøget på at finde sin forsvundne søster. Derudover har hun netop afsluttet indspilningen af filmen Black Flies med bl.a. Sean Penn.

Reis skal i True Detective sæson 4 spille politikvinden Evangeline Navarro over for Jodie Fosters rolle som Liz Danvers. Sammen efterforsker de seks mænds forsvinden fra Tsalal Arctic Research Station i Ennis, Alaska. True Detective: Night Country bliver filmet på Island.

Fjerde sæson bliver skrevet og instrueret af Issa López (Tigers Are Not Afraid, 2017), mens Woody Harrelson og Matthew McConaughey, der spillede hovedrollerne i den ikoniske første sæson af serien, også spiller en rolle som producenter såvel som seriens oprindelige skaber, Nic Pizzolatto.


LÆS OGSÅ: Jodie Foster indtager hovedrollen i 4. sæson af 'True Detective'

'True Detective' sæson-battle: Hvilken sæson er den bedste?

De bedste true crime-serier på Netflix du måske ikke kender

Del artikel

Andre Serier | Nyheder