‘True Detective’ sæson-battle: Hvilken sæson er den bedste?

(Foto: True Detective/HBO Nordic)

Kan sæson 2 og 3 overhovedet overgå første sæson af True Detective?

Som så mange andre slugte jeg første sæson af True Detective og var ligeledes skuffet over efterfølgeren.

Det abrupte brud på formatet, den ændrede rollebesætning, dialog og måde at filme på fik den til at blegne i forhold til forgængeren, og jeg holdt op med at se den efter et par afsnit. Et halvt års tid senere fik jeg kæmpet mig igennem, men jeg gad ikke sæson tre.

Der var dog noget i baghovedet, der sagde, at jeg nok var en smule forudindtaget over for de efterfølgende sæsoner. Når noget begynder så stærkt, er det svært at matche, og man vil altid måle det op mod det, vi så først.

Så da jeg fik chancen for at lavet en sæson-battle greb jeg den. For det krævede jo, at jeg satte mig ned og så alle tre sæsoner igen. Med min forudindtagethed lagt på hylden.

Så er spørgsmålet bare: Er der nogle områder, hvor anden og tredje sæson er bedre end den første sæson af True Detective?

Det korte svar: Ja.

Det lange: Jaaaaaa!

Og så til begrundelsen:

Plottet:

Alle tre sæsoner har lighedspunkter i deres plot. Mordene på Dora Lange, Benjamin Caspere og Will Purcell fortoner sig hurtigt i den verden, der udspiller sig bag omstændighederne og motiverne bag.

Første sæson lægger stærkt ud med en mystisk og skræmmende verden af sexforbrydere og satanister, der dækkes over af magthavere og religiøse uddannelsesinstitutioner i den sommerlumre Louisiana-sump, men hvor det aldrig rigtigt afsløres helt, hvad der egentlig ligger på lur derude. Her står anden sæsons forbrydersyndikat og korrupte samfundsstruktur langt tydeligere. Det er både en fordel og en ulempe, da vores fantasier er gode til at fylde hullerne med alt det, der skræmmer os, og derfor er det skjulte ofte bedre end det åbenlyse.

LÆS OGSÅ: Podcast: Familiedrama, organiseret kriminalitet og voldsorgier bliver forenet i ‘Gangs Of London’

Men sæson to er faktisk virkelig godt skrevet. Korruptionen og den benhårde magtstruktur i Vinci og Los Angeles’ kriminelle og kommunale verden er troværdig og falder aldrig rigtigt ind i klichéfælderne, selvom den på mange måder minder om filmen Chinatown. Særligt den hierarkiske opdeling af de kriminelle er en god og interessant ingrediens.

Sæson tre lægger sig tæt op ad den første sæson, måske pga. kritikken af sæson to, men vælger alligevel at lave en fremragende finte til sidst, der virkelig gør det hele oplevelsen værd og faktisk formår at give lyst til at se sæsonen én gang mere for at se den med de nye briller på.

Karaktererne:

Woody Harrelson (Natural Born Killers, Sams Bar) og Matthew McConaughey (Dallas Buyer’s Club, Dazed and Confused) er fortrinlige i deres portrættering af detektiverne Hart og Cohle. Hart som den lidt egocentriske luskepels, der kan retfærdiggøre vold og utroskab med at være en mand, og Cohle som den håbløst selvdestruktive filosof, der med sit kyniske livssyn stiller sig dømmende over for menneskeheden, som han betragter med foragt. De er gode over for hinanden, men det er bare set mange gange før.

Der er til gengæld næsten kun klichéer at hente i sæson to, og det bedste ved serien er faktisk Vince Vaughn (Wedding Crashers, The Break-up), der overraskende nok formår at være troværdig som gangsterbossen Frank Semyon. Parret op med Kelly Reilly (Pride & Prejudice, Flight) som den absolut ligeværdige gangsterfrue giver de hele serien et løft.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Amanda Collin er det mest overbevisende element i Ridley Scotts ‘Raised by Wolves’

Intet kan dog måle sig med Mahershala Alis (House og Cards, Luke Cage) enormt komplekse og overraskende Wayne Hays, der over tre tidsperioder ser sit liv forsvinde ned i en mordsag, der er umulig at opklare. Koblet sammen med kampen mod demensens angreb på Hays’ hukommelse er der nok at tage af, og forholdene med konen Amelia, spillet af Carmen Ejogo (Fantastic Beasts and Where to Find Them, Selma) og makkeren Stephen Dorff (Blade, Sex Guaranteed) er både overraskende og velfortalte og er absolut én af sæsonens bedste ingredienser.

Lyd og billeder:

Billederne fra Louisiana i den første sæson er blandt noget af det lækreste, der længe har været på TV. Hele den visuelle side underbygger den verden af stillestående sydstatsvarme og det lurende ukendte i baggrunden, og det virker ikke rigtigt som om, de to andre sæsoner overhovedet anstrenger sig for at gøre det bedre eller bare lige så godt.

(Foto: True Detective/HBO Nordic)

Musikken i den første sæson er også langt mere overvejet end de andre. Både det musikalske og teksterne underbygger uhyggen. Sæson to tjekker igen lidt ud, mens sæson tre i højere grad satser på kronologien og behovet for at skabe et tidsmæssigt billede.

Historierne bag:

Som tidligere sagt er mordene i de tre sæsoner ikke andet end et startskud til en langt bredere fortælling, der i høj grad har fokus på hovedrolleindehaverne og deres roller i verden. Det er så absolut også her, der er mest at hente hos de efterfølgende sæsoner.

For selvom dynamikken mellem Cohle og Hart er så fyldt med spænding, at du ville kunne oplyse et parcelhuskvarter, er det stort set det eneste, der ikke er direkte forbundet med mordet på Dora Lange. Harts kone Michelle Monaghan (Kiss Kiss Bang Bang , Pixels) er blændende i sin rolle som hustruen, og hendes måde at handle efter Hart igen er hende utro er episk og formår at give hende pondus og føre konflikten mellem de to mænd videre.

Den meget bredere fortælling i anden sæson skaber en verden, der trods den udpenslede natur formår at holde interessen fanget og lade fantasien spinde videre. Hvor dybt stikker det, og hvor højt op rækker det? Og modvægten, den etablerede lavpraktisk kriminelle verden af stoffer, prostitution og gambling blegner i forhold til den mentalitet, som magthaverne viser. Semyon er en lille fisk, og selvom historien om David og Goliat altid er sympatisk, er den også sjældent sand. For der skal mirakler til, før de små fisk vinder.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse Star Trek: Discovery sæson 3: En flot designet rodebutik

Tredje sæson sætter trumf på og vælger at bruge tre separate tidsspor til at fortælle en historie, der bliver ved med at overraske. For Hays starter ud med at være en sur og selvretfærdig klaphat, der tilsyneladende bebrejder sin kone livets uretfærdigheder og sidder i slutningen af sit liv og fortryder alt det, han burde have sagt og gjort.

Men når det hele er fortalt, sidder vi med et balanceret billede af både godt og skidt tilbage. Hays er nuanceret, og hans vrede er ofte forståelig. Også når den ikke er retfærdiggjort.

Konklusion:

Det tog Nic Pizzolatto fem år at skrive historien bag første sæson. Ingen vidste helt, hvad det var for en størrelse, så forventningerne var lave. Den barre var til gengæld urimeligt høj, da de efterfølgende sæsoner kom til.

Sæson to er afgjort den svageste af de tre, men den er stadig bragende spændende, og enkelte steder skinner den også kraftigere end rivalerne. Sæson tre er på mange måder den bedste. Historiens store afsløring i sidste episode er nærmest hjerteskærende i sin frygtelighed, og de mennesker, der har kæmpet sig gennem historien fortalt over 35 år, fortjener bedre end at tabe deres liv ind i en sag, som udadtil virker som noget ganske andet, end den i virkeligheden er.

LÆS OGSÅ: Gode serier lige nu: 5 serier, der redder din januar

Men når det kommer til stykket, er det unfair hold.

Første sæson blæste folk bagover, og den følelse kan ikke kopieres. Den er mere afrundet og den stritter ikke helt i så mange forskellige retninger som de efterfølgende sæsoner. Og overraskelseselementet er umuligt at toppe. Det betyder dog ikke, at der ikke er steder, hvor de andre bare er bedre, men alligevel ender første sæson med flest hjerter:

Sæson 1:


Sæson 2:

Sæson 3: 

LÆS OGSÅ: Fem serier, du ikke kommer udenom i 2021

LÆS OGSÅ: Test: Hvem fra ‘Vikings’ er du?

LÆS OGSÅ: Nye serier og sæsoner på HBO Nordic i januar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like