Anmeldelse af Designated Survivor
"We have to get this right", siger Kiefer Sutherland med alvorstung stemme, og Designated Survivor på Netflix er da også en serie om en yderst seriøs krisesituation. Den viser, hvad der sker, når man placerer en idealistisk mand i en opportunistisk verden. Jeg har set de første tre afsnit af sæson 1, og jeg var positivt overrasket uden at falde bagover i stolen.
Kort fortalt - og uden at spoile for meget - handler Designated Survivor om et angreb på USA under den årlige State of the Union-tale, hvor Præsidenten taler til nationen fra Kongressen. Både præsident og kongres udryddes fuldstændig, og det viser sig herefter, at den underordnede (og teknisk set fyrede) Tom Kirkman er næste mand i rækken til at overtage præsidentembedet.
Herefter følger vi så, hvordan Tom forsøger at løfte denne næsten uoverstigelige opgave med alt hvad det indebærer af magtkampe med senatorer, problemer i hans egen familie og selvfølgelig opgaven med at fastslå, hvem der stod bag angrebet.
Udover det altoverskyggende fokus på Kirkman, følger serien også et spor, der kredser om agenten Hannah Wells (Maggie Q) og hendes gøren og laden i forhold til oprydnings- og efterforskningsarbejdet efter angrebet på hovedstaden. Denne gren af historien er på ingen måde så fængende, som når man følger Sutherlands karakter, og virker egentlig bare lidt steril og ligegyldig baseret på de første 3 episoder - men lad os håbe, at der her sker en udvikling. Det ville styrke serien.
For at dvæle lidt ved de knap så stærke sider af Designated Survivor må jeg sige, at den til tider tyer til nogle lidt slidte klicheer. Eksempelvis når man skal tegne et billede af en nation og dens borgere i krise. Her viser man præsidentens mellemøstligt-udseende taleskriver blive antastet af en umiddelbart racistisk (men måske i bund og grund bare frygtsom) politibetjent. Scenen er set før og bliver for gennemskuelig som fortælle-greb.
Tilbage til de gode ting ved Designated Survivor. For det første spiller Kiefer Sutherland virkelig godt. Man tror helt igennem på ham i rollen som den mest tilfældige præsident nogensinde, og han portrætterer den tvivl, smerte, ydmyghed og utilstrækkelighedsfølelse, en mand som Kirkman må føle på bedste vis.
Desuden er serier og film, hvor hovedpersonen lykkes med sine foretagender against all odds altid inspirerende, og at underdogs får succes er noget, de fleste kan lide at se. Også undertegnede.
Serien giver mig mindelser om Homeland, fordi de begge omhandler USAs sikkerhed og reelle/potentielle angreb på dette land. Seriernes fokus på pligt, seriøsitet og politik er dog også meget ens.
Jeg giver - på baggrund af ovenstående - Designated Survivor 4 ud af 6 tv-hjerter, da de gode sider ved serien opvejer de mindre heldige, og da der er 2 sæsoner med hele 43 (!) afsnit tilgængelige på Netflix, kan mit indtryk af de første 3 episoder sagtens nå at tippe til den ene eller den anden side. Sikkert er det i hvert fald, at jeg skal se mere og finde ud af, om angrebet på USA blev begået af jihadister, eller om det er et internt komplot!
Se trailer til Designated Survivor her:
