Anmeldelse: Brave New World er så skamfuldt ligeglad med sit kildemateriale, at det gør ondt.

De fleste kender 1984 som en af verdenshistoriens mest markante dystopier. George Orwell portrætterede en verden, hvor regeringen konstant overvågede befolkningen, omskrev historien så den passede til de diplomatiske relationer til nabolandene og reducerede mennesker til arbejdere i et glædesløst samfund, hvor ”genuddannelse” var straffen for at ”tænkte frit”.

Det er i sandhed et skræmmende univers, men i 1932 skrev Aldous Huxley en historie, der var endnu mere skræmmende. For Fagre Nye Verden beskriver et samfund, hvor skæbnen er defineret ud fra gener. Sex er noget, man dyrker for sjov. Mennesket er resultatet af kunstig befrugtning og genetisk udvikling i et laboratorium, der resulterer i et strengt kastesystem, der deler verden op i klasser. De øverste, Alfaerne, der er de smukkeste og klogeste, er det nye aristokrati, mens de efterfølgende klasser Beta, Gamma og Delta osv. varetager dagligdagens småjobs, mens Epsilon’erne ligger i bunden som rengøringspersonale og kulier. Personlige forhold er tilfældige, sex dyrkes for sjov, med så mange som muligt, og privatliv ses som afvigende opførsel, der ikke styrker samfundet.

LÆS OGSÅ: De bedste eskapist-serier

1984 er blevet filmatiseret i en ganske hæderlig udgave med John Hurt, og nu har nogen valgt at skabe serien Brave New World baseret på bogen Fagre Nye Verden, og den gør mig decideret vred.

Fra Alfa og nedad

Betaen Lenina Crowne, spillet af Jessica Brown Findley (Harlots, Hamlet), har ligeledes sin tvivl om, hvorvidt samfundet er perfekt, og hun higer efter mere. Det finder hun kortvarigt en validering af gennem Bernard, der tager hende med på ferie til ”de vilde lande”, hvor folk uden for New London lever et liv med forældede traditioner som monogami, vrede, jalousi og naturlig reproduktion.

På denne ferie møder de vildmanden John, Alden Ehrenreich (Solo, Hail Caesar), der efter en række begivenheder, som ikke skal spoiles her, viser sig at være en Alfa. Ting sker, og han kommer med tilbage til New London

Vildmanden kommer til New London

Stop!

Brave New World er så skamfuldt ligeglad med sit kildemateriale, at det gør ondt. Aldous Huxley beskriver en verden, hvor det klasseopdelte samfund, set fra toppen og ned, beskriver det perfekte utopi, hvor man kan finde lykke i alt, så længe man er villig til at affinde sig med sin skæbne. Men det er en falsk fornemmelse for det perfekte.

LÆS OGSÅ: Top 5: Serier du skal se i sommerferien

Stoffet Soma er med til at skabe de bedste omstændigheder, men folkene i The New World State, som New London hedder i bogen, er trænet fra barnsben til at passe ind i deres roller. De bliver fanget i den norm, de selv fastholder gennem apati og deres egen træning.

Kend din fjende

Samfundet i 1984 fortsætter på samme måde under truslen af vold, skade og smerte, mens Fagre Nye Verden gør det gennem løftet om tilfredsstillelse og lykke.

I 1984 handler det om at kontrollere menneskerne gennem censur af de vigtigste informationer, mens Fagre Nye Verden gør dem ligeglade og drukner det vigtige ud gennem en syndflod af ligegyldigheder.

Og serien Brave New World?

Letkøbte ligegyldigheder

Som fx det avancerede computersystem, Indra, der overvåger alting og sikrer, at de rigtige mennesker får de rigtige informationer, og at den sociale samhørighed sikres gennem et øjeimplantat, der gør det muligt at se alt, hvad alle andre ser.

Og for at drive historien videre har man reduceret plottet til et trekantsdrama, hvor Bernard Marx og John kæmper om Lenina Crownes kærlighed, og serien ender med at have ændret så meget på den originale opskrift, at den ikke rigtigt kan levere ret meget mere end truslen om noget … noget?

Skuespillet er middelmådigt med meget få øjeblikke af indlevelse. Selv ikke Harry Lloyd, der virkelig har vist sit værd, kan levere ret meget andet end en reserveret og tilbageholdende smålatterlig mandsling, som kunne have været så meget mere.

Det kunne have været så slemt

Fysiske attributter skaber et lettere liv, og vi er knalddygtige til at skabe vores egne neoaristraktier. Vi bliver bombarderet med informationer, så vi ikke orker at læse avis eller se nyheder, og vores indtag af følelsesregulerende stoffer er højere end nogensinde før.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Black Mirror sæson 5

Jeg havde glædet mig til at se, hvordan man kunne opdatere den efterhånden noget bedagede bog, hvis vision for fremtidens teknologiske udvikling kan synes lidt latterlig her knap 100 år senere.

Men udover en lækker visuel stil, har Brave New World intet at byde på.

Hvis du savner et godt dystopisk drama, så se 1984. Hvis du savner en kærlighedshistorie sat i en højteknologisk futuristisk verden, så se Her. Og hvis du godt kan lide af se på nøgne mennesker. Så gå på Pornhub.

Uanset hvad, så spring over Brave New World.

Titel: Brave New World
Manuskriptforfatter: Grant Morrisson, Brian Taylor, David Wiener
Medvirkende: Harry Lloyd, Jessica Brown Findlay, Alden Ehrenreich m.fl.
Antal afsnit: 9
Land: USA
Produktionsår: 2020
Dansk premieredato: 15. juli
Dansk streaming-tjeneste: HBO Nordic

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af The Plot Against America

LÆS OGSÅ: Podcast anmeldelse The Plot Against America