Anmeldelse: Brave New World er så skamfuldt ligeglad med sit kildemateriale, at det gør ondt.

De fleste kender 1984 som en af verdenshistoriens mest markante dystopier. George Orwell portrætterede en verden, hvor regeringen konstant overvågede befolkningen, omskrev historien så den passede til de diplomatiske relationer til nabolandene og reducerede mennesker til arbejdere i et glædesløst samfund, hvor ”genuddannelse” var straffen for at ”tænkte frit”.

Det er i sandhed et skræmmende univers, men i 1932 skrev Aldous Huxley en historie, der var endnu mere skræmmende. For Fagre Nye Verden beskriver et samfund, hvor skæbnen er defineret ud fra gener. Sex er noget, man dyrker for sjov. Mennesket er resultatet af kunstig befrugtning og genetisk udvikling i et laboratorium, der resulterer i et strengt kastesystem, der deler verden op i klasser. De øverste, Alfaerne, der er de smukkeste og klogeste, er det nye aristokrati, mens de efterfølgende klasser Beta, Gamma og Delta osv. varetager dagligdagens småjobs, mens Epsilon’erne ligger i bunden som rengøringspersonale og kulier. Personlige forhold er tilfældige, sex dyrkes for sjov, med så mange som muligt, og privatliv ses som afvigende opførsel, der ikke styrker samfundet.

LÆS OGSÅ: De bedste eskapist-serier

1984 er blevet filmatiseret i en ganske hæderlig udgave med John Hurt, og nu har nogen valgt at skabe serien Brave New World baseret på bogen Fagre Nye Verden, og den gør mig decideret vred.

Fra Alfa og nedad

Serien fokuserer på tre personer. Alfaen Bernard Marx, spillet af Harry Lloyd (Game of Thrones, The Theory of Everything), er rådgiver i det Utopiske New London, hvor han passer folks mentale helbred og udsteder det følelsesneutraliserende narkotika Soma. Han har svært ved at tilpasse sig samfundets lemfældige regler for sex og samkvem, og selvom han er en Alfa+, opfører han sig ikke som en sådan, og det får folk omkring ham til at behandle ham anderledes, end hans status i virkeligheden kræver.

Foto: Brave New World/Steve Schofield/Peacock/HBO Nordic

Betaen Lenina Crowne, spillet af Jessica Brown Findley (Harlots, Hamlet), har ligeledes sin tvivl om, hvorvidt samfundet er perfekt, og hun higer efter mere. Det finder hun kortvarigt en validering af gennem Bernard, der tager hende med på ferie til ”de vilde lande”, hvor folk uden for New London lever et liv med forældede traditioner som monogami, vrede, jalousi og naturlig reproduktion.

På denne ferie møder de vildmanden John, Alden Ehrenreich (Solo, Hail Caesar), der efter en række begivenheder, som ikke skal spoiles her, viser sig at være en Alfa. Ting sker, og han kommer med tilbage til New London

Vildmanden kommer til New London

Johns ankomst i New London bliver den ”næste store ting” for de soma-stenede beboere i New London, men han passer ikke ind i samfundet, og med nye regler kommer nye konsekvenser, og John må lære at … nej.

Stop!

Brave New World er så skamfuldt ligeglad med sit kildemateriale, at det gør ondt. Aldous Huxley beskriver en verden, hvor det klasseopdelte samfund, set fra toppen og ned, beskriver det perfekte utopi, hvor man kan finde lykke i alt, så længe man er villig til at affinde sig med sin skæbne. Men det er en falsk fornemmelse for det perfekte.

LÆS OGSÅ: Top 5: Serier du skal se i sommerferien

Stoffet Soma er med til at skabe de bedste omstændigheder, men folkene i The New World State, som New London hedder i bogen, er trænet fra barnsben til at passe ind i deres roller. De bliver fanget i den norm, de selv fastholder gennem apati og deres egen træning.

Kend din fjende

I 1984 var truslen en fasciststat og et overvældende diktatorisk maskineri, der censurerer sig vej til underkastelse og slår hårdt ned på dem, der tager til genmæle. Det er set før i Sovjet og lignende. Men Huxleys ”fjende” var endnu mere skræmmende, for det er menneskehedens egen søgen efter lykke gennem teknologi, konsumerisme og sociale strukturer, der har gravet det hul, de ikke længere selv kan finde en vej ud af.

Foto: Brave New World/Steve Schofield/Peacock/HBO Nordic

Samfundet i 1984 fortsætter på samme måde under truslen af vold, skade og smerte, mens Fagre Nye Verden gør det gennem løftet om tilfredsstillelse og lykke.

I 1984 handler det om at kontrollere menneskerne gennem censur af de vigtigste informationer, mens Fagre Nye Verden gør dem ligeglade og drukner det vigtige ud gennem en syndflod af ligegyldigheder.

Og serien Brave New World?

Letkøbte ligegyldigheder

Det er bare en halvfesen kærlighedshistorie, der ikke helt tror på, at den kan stå selv, og derfor introducerer en lang række tiltag, der er direkte taget fra 1984.

Som fx det avancerede computersystem, Indra, der overvåger alting og sikrer, at de rigtige mennesker får de rigtige informationer, og at den sociale samhørighed sikres gennem et øjeimplantat, der gør det muligt at se alt, hvad alle andre ser.

Foto: Brave New World/Steve Schofield/Peacock/HBO Nordic

Og for at drive historien videre har man reduceret plottet til et trekantsdrama, hvor Bernard Marx og John kæmper om Lenina Crownes kærlighed, og serien ender med at have ændret så meget på den originale opskrift, at den ikke rigtigt kan levere ret meget mere end truslen om noget … noget?

Skuespillet er middelmådigt med meget få øjeblikke af indlevelse. Selv ikke Harry Lloyd, der virkelig har vist sit værd, kan levere ret meget andet end en reserveret og tilbageholdende smålatterlig mandsling, som kunne have været så meget mere.

Det kunne have været så slemt

Brave New World ville ikke engang kunne holde som et afsnit af Black Mirror. Og det gør mig vred, for Huxleys dystopi er alle steder at finde i vores samfund i dag:

Fysiske attributter skaber et lettere liv, og vi er knalddygtige til at skabe vores egne neoaristraktier. Vi bliver bombarderet med informationer, så vi ikke orker at læse avis eller se nyheder, og vores indtag af følelsesregulerende stoffer er højere end nogensinde før.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Black Mirror sæson 5

Jeg havde glædet mig til at se, hvordan man kunne opdatere den efterhånden noget bedagede bog, hvis vision for fremtidens teknologiske udvikling kan synes lidt latterlig her knap 100 år senere.

Men udover en lækker visuel stil, har Brave New World intet at byde på.

Hvis du savner et godt dystopisk drama, så se 1984. Hvis du savner en kærlighedshistorie sat i en højteknologisk futuristisk verden, så se Her. Og hvis du godt kan lide af se på nøgne mennesker. Så gå på Pornhub.

Uanset hvad, så spring over Brave New World.

Titel: Brave New World
Manuskriptforfatter: Grant Morrisson, Brian Taylor, David Wiener
Medvirkende: Harry Lloyd, Jessica Brown Findlay, Alden Ehrenreich m.fl.
Antal afsnit: 9
Land: USA
Produktionsår: 2020
Dansk premieredato: 15. juli
Dansk streaming-tjeneste: HBO Nordic

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af The Plot Against America

LÆS OGSÅ: Podcast anmeldelse The Plot Against America

Hvad synes du om serien?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *