Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: Nu kan ’Yellowstone’ snart ikke malkes længere

AfClaus Nygaard Petersen
3. januar 2023
Yellowstone sæson 5 anmeldelse
'Yellowstone' sæson 5 / Beth (Kelly Reilly) og Rip (Cole Hauser) i et roligt øjeblik i femte sæson af 'Yellowstone' / Foto: SkyShowtime

Del artikel

Halvvejs igennem femte sæson af 'Yellowstone' gør vi midtvejsstatus over cowboysæbe-operaen, og nu vil vi gerne se noget blod.

’Yellowstone' sæson 5a

Streamingtjeneste: SkyShowtime
Premiere: 14. oktober 2022
Genre: Drama, western
Instruktør: Christina Alexandra Voros m.fl.
Manuskriptforfatter: Taylor Sheridan (serieskaber sammen med John Linson)
Medvirkende: Kevin Costner, Kelly Reilly, Luke Grimes, Cole Hauser, Wes Bentley m.fl.
​​​​​​Land: USA
Antal afsnit: 14 (anmeldelsen er baseret på de første 8 afsnit)

Efter første afsnit af den nyeste sæson, havde jeg et klokkeklart ønske: Nogen af betydning skulle dø.

Men der har tilsyneladende ikke været et stjerneskud på himlen, for alle personerne i Dutton-familien lever i bedste velgående. Faktisk er der ikke sket noget som helst i løbet af de første otte afsnit.

I stedet er der stadig et overdrevent langt forspil, der godt nok bare har at ende med et tilfredsstillende klimaks. Ellers er det på tide at tage serieforholdet til neowestern-serien op til genovervejelse.

Hvis vi skal være helt fair, så er der faktisk sket noget.

John Dutton (Kevin Costner) har svunget sin store cowboyhat i guvernørsædet så meget, at alle efterhånden hader ham. Og det forstår man helt objektivt set godt.

På kanten af spænding

Bah, humbug, som en anden gammel gnaven mand ville sige omkring denne tid på året.

Hvorvidt det rent faktisk er meningen, at familien skal fremstå så usympatisk i deres arbejde, kan man med rette stille spørgsmål ved. På den anden side er der jo intet mere interessant end en skurk, som mener, at det vedkommende gør, er det bedste for alle.

Men det har John Dutton jo så også ment i de foregående fire sæsoner. Og han er stadig en stædig knarvorn gnavpot, der kun er glad, når han sidder på hesteryg eller lige er trådt ud fra en kvindes varme favntag.

Kandidat til at dø

Fixeren for firmaet Market Equities, Sarah Atwood (Dawn Olivieri), har bogstavelig talt med krop og sjæl plantet nok frø i ham til, at han nu er klar til det endelige opgør. Ikke mindst med søsteren Beth (Kelly Reilly), der har hadet ham siden, han var skyld i, at hun fik en hysterektomi.

Netop Beth er en af de største kandidater til at dø i den her sæson af Yellowstone. En hulens masse flashbacks er blevet brugt til at skildre hende og cowboysnacken Rips (Cole Hauser) tumultariske fortid sammen.

Som allerede forklaret efter første afsnit, vil Beths død have det største følelsesmæssige punch. Hans død derimod vil udelukkende være status quo.

Stop med at piske den døde hest

Den snydedød, de kreative folk lavede i første afsnit, har ikke haft anden funktion end at tease for et eventuelt andet dødsfald. Hvor tragisk det end er, at spædbørn dør, batter det ikke rigtigt i den her kontekst. Grundet spring frem i tiden og diverse fiksfakserier blev Kayces kone Monicas (Kelsey Asbille) graviditet ikke andet end fodnote.

Om noget så liner det endda hende op som en mulig kandidat til det dødsfald, som kommer til at ske. For nu virker hun til at være mere afklaret med, at Kayces fremtid er knyttet til Yellowstone. Og det ville være en skam, hvis det blev hende. For det kommer ikke til at have nogen større betydning, da Monica, groft sagt, kun er en birolle i den store saga.

Som det altid har været tilfældet, handler det om familien Dutton. Præriens Corleone mafiafamilie.

Pauseskærm

Det fremstår udelukkende som pauseskærm og fyld, der skal sørge for, at tiden går, indtil de to-tre sidste afsnit i sæsonen, som vi må vente længe på at få.

Og husk, der er ikke sket noget af betydning siden første afsnit.

Fra at være en af de mest interessante serier i mange år, er kvaliteten faldet hårdt på bare én sæson. Måske er det på tide at sende den gamle traver ud på en gård og nyde sit otium. Eller aflive den ved nakkeskud.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser