Serier | Nyheder

Hvad gør Sherlock til Holmes?

AfClaus Holm
1. juli 2020
'Sherlock'
Foto: BBC

Del artikel

Da Stephen Moffat og Mark Gatiss – dengang bedst kendt fra deres arbejde på Doctor Who – barslede med at lave en Sherlock Holmes-serie i 2008, var der ikke mange, der troede på den idé.

Dels havde ITV’s serie tilbage i 1980’erne nærmest opnået status af den definitive version af Holmes på film (det er den med Jeremy Brett, som stadig af og til dukker op på DR2 sent om aftenen) og dels var der tale om en moderne reboot. Dét var der ingen, der troede på ville appellere til nogen moderne seer.

Sherlock Holmes er nu engang en historie fra 1880’erne. Den Victorianske atmosfære er en stor del af, hvad der gør den så klassisk i dag. Samtidig ville den meget dedikerede fanbase, Holmes har, gå amok over en moderne udgave.

Opbakning fra en uventet front


Sherlock Holmes

Gruppen, der blev startet i 1934, er ikke bare en fangruppe, men et litterært selskab af såkaldte ”Sherlockians”, altså eksperter i Holmes og hans verden, og den slags folk som helt uden at tænke sig om kan fortælle dig farven på Oberst Sebastian Morans overfrakke, eller hvor mange skudhuller der var i væggen i Baker Street 221B.

Da Gatiss og Moffat holdt et indlæg for en Irregulars-forsamling og fortalte om det koncept, de havde fundet på, modtog de stående bifald – noget, der aldrig er sket før, når nogen fortalte om at filmatisere historierne. Nøgleordet i deres ide var nemlig ikke bare opdatering, men respekt. Holmes skulle ikke bare genfortælles, men genopfindes, mens man samtidig bevarede kernen af, hvad historierne handlede om, og med næsegrus respekt for Conan Doyle og for det arbejde, han havde gjort.

Som nævnt var der en Holmes-film i 2009, og efter den første pilotepisode var blevet filmet, blev der lavet en del om. Derfor blev premieren udskudt lidt, så serien fik premiere i 2010. Indtil dato er der produceret 13 afsnit (plus piloten, der aldrig blev sendt, men findes på Blu-ray’en) – 4 serier af 3 episoder hver, og en enkeltstående special, der gav skuespillerne lov at lave ”klassisk” Holmes, i Victoria-tiden.

Eminent makkerpar


Sherlock

Først og fremmest er det naturligvis de to hovedrolleindehavere, der har en stor del af ansvaret for at serien er så god. Benedict Cumberbatch, der spiller Sherlock Holmes, og Martin Freeman, der spiller John Watson, er ikke alene et par fantastiske skuespillere, men de er den særlige slags, der gør hinanden bedre ved at være sammen.

Deres kemi er fantastisk, og hvor man i de klassiske Holmes-historier altid havde en fornemmelse af, at Watson så op til Holmes som et idealvæsen, så kan man sagtens fornemme, hvordan Martin Freeman spiller en blanding af venskabelig kærlighed og irritation overfor sin ven.

For hvem kunne holde til at have en ven, der opfører sig som Sherlock gør? Hvem ville ikke blive irriteret over at få en SMS med teksten ”Kom straks, hvis det er belejligt. Hvis ubelejligt, så kom alligevel!”? Hvem ville kunne holde til at bo sammen med en mand, der i virkeligheden er en højt fungerende sociopat? Og alligevel er der jo noget dragende ved denne mystiske mand, der har hele London Underground nettet i hovedet, som har mentale ressourser, der ikke ligner nogen anden og kan se detaljer, ingen andre lægger mærke til.

Gennemført manuskript med blik for detaljen


Historierne er alle baseret på elementer af de klassiske historier, hvad enten det så er en hel roman (piloten A Study in Pink er baseret på den første roman A Study in Scarlet) eller blot en sidebemærkning i en historie, som for eksempel The Abominable Bride. Andre sager nævnes også kort, men opdaterede til vor tid – The Greek Interpreter bliver til The Geek Interpreter for eksempel – men hele tiden er der følelsen af, at Conan Doyles historier ligger inde bagved.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af Sherlock sæson 4

Hardcore fans som jeg kan sidde og bruge lang tid på at finde disse små detaljer i serien. Dialogen i afsnittene er fantastisk skrevet, og klinger fint og moderne, med masser af henvisninger til moderne kultur – præcis som de klassiske historier er fyldt med kulturelle henvisninger. Serien opfandt også ideen med at vise SMS beskeder en karakter modtager direkte på skærmen. Det gik hurtigt hen og blev mode i andre film og tv-serier.

Flere små historier i den store fortælling


Sherlock.

Personligt er min favorit dog 100 procent den sidste sæsons afslutning, mens andre jeg kender har foretrukket slutningen i sæson 2. Sådan er vi jo så forskellige… Der er heller ingen kedelige eller langtrukne afsnit i Sherlock, selvom afsnittene varer halvanden time, og altså i virkeligheden er hele små spillefilm. Handlingen går gerne så hurtigt og flydende, at man slet ikke har tid til at kede sig. Man flyver igennem sæsonen og må så ærgre sig over, at der er så længe til den næste. Normalt gik der et år, men flere gange længere.

Dernæst kan vi tale lidt om miljøet. Sherlock er, som en Holmes-historie jo skal være, hensat til London, men bliver primært filmet i Cardiff i Wales. Det ville man aldrig gætte, hvis man ikke vidste det, for kameraarbejdet er så smukt, at det virker som London. Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor skuespillerne faktisk er ved et specifikt sted i London, men det er færre end man tror.

Et af de steder, der dog befinder sig i London, er det hus der bliver brugt som Baker Street 221B. Det ligger i virkeligheden på North Gower Street, omkring 15 minutters gang fra det ”virkelige” Baker Street. Og restauranten i stueetagen er virkelig nok (jeg har spist der!).

Humor og karaktergennembrud fuldender Sherlock


Sherlock

Sidst, men ikke mindst, så er der karaktererne selv. Nu kunne man mene, at det kan Moffat og Gatiss jo ikke tage æren for, da de ikke har skabt dem. Det har Conan Doyle jo. Muligvis, men de har, som jeg nævnte tidligere, genopfundet dem. Sherlock er ikke den samme Holmes som i bøgerne – og alligevel er han.

Alle de ting, der kun antydedes i teksterne er kommet til live. De skæve vinkler bliver vist frem til fuld beskuelse. Jo, Sherlock er en helt, men han er også på mange måder en farlig mand, der er fuldstændig ude af stand til at klare sig selv. John Watson er en god mand og en loyal ven, men han har også temperament og sit eget liv at leve, sine egne valg at træffe og sine egne følelser at følge.

Lestrade er en irriterende politimand, men samtidig én, der er god at have i sit ringhjørne. Mycroft er en af de højeste ledere i England, men han er samtidig en kujon og temmelig løgnagtig overfor sin bror. Sådan bliver alle personerne levende og tredimensionelle, og vi føler at vi kender dem. Vi føler med dem. Når tragedien rammer – og det gør den jo! – så er vi med dem og deler deres sorger. Og de gange, hvor tingene ender godt, sidder vi tilbage med et stort smil og føler at de fortjente det.

Derfor skal du se Sherlock på Netflix


SherlockSherlockSherlockNetflix

For den interesserede læser, kan jeg i øvrigt anbefale at læse bogen Fra Holmes til Sherlock af Mattias Boström (Forlaget Modtryk). Den giver en fantastisk indsigt i både serien og Conan Doyles liv og skaberværk.

LÆS OGSÅ: 5 korte krimiserier på Netflix

LÆS OGSÅ: 5 gode krimiserier på C More

Del artikel

Læs mere omNetflix

Andre Serier | Nyheder