Anmeldelse: Dokumentar tager dig med til den mest afsidesliggende restaurant i verden

Chefkokken Paul Andrias Ziska er en pioner i gastronomiens verden. I 2019, som kun 28-årig blev hans restaurant, Koks på Færøerne, præmieret med to Michelin-stjerner, og han fik desuden prisen som Årets unge kok i norden.

Få år senere vælger han og holdet bag Koks at flytte restauranten midlertidigt til et afsondret sted i Grønland, mens de leder efter nye permanente lokaler på Færøerne – til den afsides bygd, Iliaminaq i Diskobugten, med kun 51 indbyggere. I praksis betyder det, at restauranten skal aflevere sine fornemme stjerner tilbage.

”Succes is the only option” siger Paul Andrias i starten af Den mest afsidesliggende restaurant i verden (orig.titel: The Most Remote Restaurant in the World), som følger den hektiske flytteproces.

Da filmen begynder, er der kun tre måneder til restaurantens planlagte åbning, og filmen er bygget op af punktvise nedslag frem den store dag. Et intelligent greb, for på den måde får man en stærk fornemmelse for projektets udvikling.

Hvor brikkerne forsvinder

Flytningen er som et som et kæmpe puslespil, der skal samles på meget kort tid, hvor brikkerne gang på gang forsvinder og skal findes under stort pres.

Der skal laves en helt ny menu bestående af 22 nye retter. Alt skal tage udgangspunkt i lokale råvarer, samme koncept som spisestedet på Færøerne.

En måned, inden restauranten skal åbne, har de allerede modtaget 1.500 bestillinger. Deres største problemer består i, om de kan nå at installere strøm og skaffe vand til restauranten? Og kan det eksterne køkken nå at blive færdigt i tide?

Instruktøren Ole Juncker har tillid til den spænding, der ligger naturligt indlejret i historien og forsøger ikke at puste en stemning op eller skabe unaturlige intriger. Han har en ægte og naturlig tilgang i skildringen af det kaotiske og risikable projekt.

Da personalet første gang ser det, der skal blive til den nye restaurant, udbryder kokken Nino Fjorside Andersen ”Det er det dummeste projekt,” og bagefter siger han tørt ”Skal man tage noget beroligende, inden man ser køkkenet”. Imens har kameraet fokus på chefkokkens kronisk bekymrede ansigtsudtryk. Han ligner konstant en, der har brug for mindst en måneds søvn. Men imponerende nok evner han at bevare roen i de mest ekstreme situationer.

Historien nuanceres fint af tidspunkter med fremgang, som da en kok glad siger ”Jeg har sagt til folk i løbet af dagen, at de skal huske at kigge ud ad vinduet, nyde det, opdage, hvor vi er, at vi står i midten af ingenting og laver noget, der er ret vildt i forhold til, hvor vi er.”

Den blå blå himmel

En af filmens smukkeste sekvenser starter med et opkald, der kommer som en meget kærkommen gave for restauranten. Der er netop blevet fanget en narhval i nærheden, og de har mulighed for at købe en del af kødet.

Billederne af, hvordan flere mænd forsøger at bestige det enorme dyr, giver så stærke billeder, at man sidder med åben mund af benovelse.

Scenen er ikke kun en gave for restauranten, men også en af filmens mange visuelle gaver. Dokumentaren har blik for den majestætiske og billedskønne grønlandske natur, særligt isbjergene og den blå blå himmel vender beretningen gang på gang tilbage til.

Maden præsenteres med visuel storhed, og Paul Andrias Ziskas udtalelse tidligere i filmen om, at det er den visuelle del af madlavningen, der altid har optaget ham, giver nu i den grad mening. For maden er så smukt anrettet, at det bringer tårer frem, og giver en akut lyst til at rejse til Grønland for at smage den. Særligt én ret gør indtryk. En anretning med rype, hvor tallerken pyntes med fuglens smukke vinge.

Som at være der selv

Selv om filmen kun varer knap halvanden time, får man en indgående fornemmelse og kendskab til, hvad der er sket i de tre måneder, hvor vi har fulgt den vilde proces. Det er meget generøst, at de lader et kamera få adgang, når de er i en SÅ sårbar situation. Og når det smelter sammen med den ægte og nuancerede tilgang, føler man som tilskuer, at man næsten selv er med i eventyret.

Den sidste del af filmen er så nervepirrende, at det næsten er umuligt at sidde stille.

Dokumentaren er et medrivende og rørende portræt om en drøm, hvor målet er at opnå den totale forkælelse af alle sanser. Og en hyldest til dem, som vil gå meget langt for at opnå den.