Serier | Guides

Makværk og dårligt TV: De værste serier i 2021

AfBrian Mogensen
24. november 2021
Foto: Reality Z/Suzanna Tierie/Netflix

Del artikel

Der findes bedre måder at tilbringe tid på end at se nogle af 2021's værste serier. Du kunne rense tagrender, skrive til din eks i ædru tilstand eller styrte på cykel.


Det er ikke nogen overraskelse, at kvaliteten af shows varierer meget. Bare se på mængden af serier, der udkommer. De kan jo ikke alle være fantastiske. Men der er langt hen til fantastisk fra disse fem shows, der lægger sig solidt i spidsen for 2021’s absolutte højeste tinde inden for seriemæssigt affald.

For disse fem serier er der faktisk temmelig langt op til acceptabelt.

Cowboy Bebop (Netflix)


https://imgix.vielskerserier.dk/2021/11/COWBOYBEB_Unit_08114RC4.jpg
Foto: Cowboy Bebop/Geoffrey Short/Netflix

”Du kan jo ikke forstå serien, hvis du ikke kender kildematerialet!” Sådan lød påstanden, der fik mig til se anime (Eller manga eller hentai eller hvad f**den det nu er for en genre af japanske tegneserier) for første gang, siden jeg så Ghost in the Shell tilbage i 90’erne.

Det kan måske godt være, men jeg mener da umiddelbart, at et nik til sit kildemateriale ikke kan redde en rodet og ligegyldig historie, drevet af usympatiske personer med uforståelig motivation.

Det kan godt være, at Cowboy Bebop har en horde af fans, der vil sønderbombe min mailbox, men denne udgave af serien er grundlæggende kedelig og dårligt skruet sammen. Jeg så et afsnit af serien med absolut åbent sind, og jeg kan godt se, hvad det er, der gør den tegnede udgave interessant.

Dem der står bag dette makværk har tilsyneladende ikke engang gidet at bruge de 24 minutter, et afsnit varer, inden de gik i gang med serien.

Jupiter’s Legacy (Netflix)


https://imgix.vielskerserier.dk/2021/09/JL_101_Unit_04947RC2.jpg
Foto: ADAM ROSE/Jupiter's Legacy/NETFLIX

Der er slet ikke nogen konkurrence om, hvem der tager prisen for den dårligste tv-serie om superhelte i 2021. Jupiter’s Legacy står helt og aldeles uden konkurrenter om denne tvivlsomme ære.

En tv-serie burde kunne stå på egne ben, og man kan sagtens danne meninger om det uden at have læst bogen – eller tegneserien i dette tilfælde – men Jupiter’s Legacy kan ikke se sig selv udover behovet for at fortælle seerne, hvad det er, der foregår. Og har foregået. Og vil foregå.

Serien taler sig selv ihjel og kombineret med elendige effekter, skidt skuespil og bundskrabende budget er der intet, der taler til at give sig i kast med Jupiter’s Legacy.

Og heldigvis er serien blevet stoppet.

Reality Z (Netflix)


https://imgix.vielskerserier.dk/2021/11/REALITYZ_102_Unit_00007R.jpg
Foto: Reality Z/Suzanna Tierie/Netflix

Da zombier overtager Rio de Janeiro bliver deltagerne og folkene bag et reality tv-show tvunget til at søge ly på settet og tage kampen op mod de uddøde horder derfra.

Det er umiddelbart en fin præmis, og den virkede også rigtigt fint i 2008, da Dead Set gik i luften. Reality Z er så en brasiliansk udgave af samme setup. De første fem afsnit er direkte remakes, og de holder sig nogenlunde tæt til originalen.

Derefter spinner det hele ud af kontrol, og seriens sidste fem afsnit bliver en ørkenvandring af klichéfyldte trivialiteter, der aldrig rigtigt formår at bidrage med noget som helst.

Havde Reality Z holdt sig til de fem originale afsnit, havde det været en ubemærkelsesværdig remake på brasiliansk. I stedet forsøger den at udvikle sig selv, og det har den hverken pondus, spænding eller humor nok til at gøre med succes.

Tiger King 2 (Netflix)


https://imgix.vielskerserier.dk/2021/11/TigerKing_MurderMayhemandMadness_TigerKing2_Episode1_00_02_29_20.jpg
Foto: Tiger King/Netflix

Jeg kom en gang til at grine så meget, at jeg sprøjtede mælk ud af næsten. Det skete efter jeg lige havde taget en stor sluk af min kvarte sød i folkeskolen.

Det var fascinerende og en smule sjovt, men ret hurtigt gik det op for mig, at jeg bare sad tilbage uden mælk, med laktose rendende ud af næsen og en våd skjorte.

Det var absolut ikke noget, jeg havde tænkt mig at gentage.

Den historie, ville jeg ønske, at jeg havde fortalt til dem, der nu har besluttet sig for, at Tiger King da skal have en efterfølger ...

Keeping up with the Kardashians (TV2 Play/Netflix)


Det er dårligt TV, om dårlige mennesker, der træffer dårlige beslutninger og lever dårlige liv, forklædt som noget attråværdigt.

Den sure boomer indeni mig har for længst slået min indre millennial ihjel, og jeg hader KUWTK med den glædende varme af en supernova. Hvis jeg skulle vælge mellem at helbrede kræft og fjerne Kardashian-familiens kendisstatus, ville jeg tøve et sekund inden jeg traf det rigtige valg.

LÆS OGSÅ: De bedste realityserier på Viaplay: Dem skal du se lige nu

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af 'Midnight Mass': Der er ikke noget at sætte en finger på

LÆS OGSÅ: Kommende serier og sæsoner på HBO Max

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Del artikel

Andre Serier | Guides