De 5 sjoveste afsnit af Venner

Opdateret

Ok, det er nok et minefelt, jeg kaster mig ud i, fordi Venner er så højt elsket, og mange af os har set den rigtig mange gange (tak til TV2 Zulu). Men nu kaster jeg mig alligevel ud i det – og det er helt ok at være uenig med mig! Her kommer Vi Elsker Seriers bud på de 5 sjoveste afsnit af Venner.

The one with the prom video (sæson 2, afsnit 14)

Dette afsnit er så sjovt, at det næsten kunne have klaret sig uden det berømte videobånd. Der er både Monicas lettere ækle jobinterview (”Are you sure they haven’t gone very, very bad?”), og Chandlers fantastiske guldarmbånd, som Joey forærer ham, fordi de er ”Best Buds”. Imens forsøger Ross temmelig klodset at få Rachels opmærksomhed, så hun vil overveje at blive kærester med ham igen. Det ser ikke ud til at lykkes, men så dukker videobåndet op, og vi får det første glimt af de kiksede teenage-venner i deres 80’er-festgear. Er der noget bedre end Ross med naturkrøl og Rachel med sin oprindelige næse? Og Monica – ja, jeg behøver vist ikke at sige mere. Afsnittet er fyldt med sjove replikker og en rørende slutning – Venner, da det var bedst.

The one with the embryos (sæson 4, afsnit 12)

Det er det afsnit, hvor Phoebe får sat fem befrugtede æg op i sin livmoder, men det er faktisk kun en sidehistorie. Afsnittet er med på listen, fordi Rachel og Monica kæmper mod Chandler og Joey i en quiz, som Ross har sat sammen. Vinderen får den store lejlighed (og hvis pigerne vinder, skal fyrene opgive deres kæledyr – anden og kyllingen, der vist nok er en hane). Fordi vi alle kender vennerne så godt, rammer episoden helt rigtigt. Det var her, vi fandt ud af, at fyrene hver uge modtager TV-Guiden til Miss Chanandler Bong, og at pigerne ikke ved, hvad Chandler arbejder med (”He’s a transponster!”). Skuespillerne får lov til at udleve de mest ekstreme dele af deres karakterers personligheder i afsnittet, og det bliver det kun sjovere af. Monica har aldrig været mere aggressiv, Rachel har aldrig været mere neurotisk, Ross har aldrig været mere nørdet, mens Chandler og Joey klovner perfekt i fællesskab.

The one where Ross got high (sæson 6, afsnit 9)

Et af seriens mange Thanksgiving-afsnit – og nok et af de bedste af dem. Monica og Chandler holder Thanksgiving, og Rachel laver desserten. Joey og Ross vil gerne gå tidligt, fordi Joeys lækre roommate har inviteret dem til fest med hendes model-veninder, men de bliver holdt tilbage af Monica og Ross’ forældre, som ikke kan lide Chandler – og derfor har Monica ikke fortalt, at hun er kærester med ham (og at de er flyttet sammen). Det bunder i en gammel historie, hvor Ross røg hash og brugte Chandler som syndebuk. Monica presser derfor på for, at han skal sige sandheden til deres forældre. Imens prøver alle at lade, som om Rachels dessert smager godt, selvom det ikke ligefrem er sandt (”It tastes like feet!”), og det hele kulminerer i en ren tsunami af morsomme tilståelser fra vennerne, som Monica og Ross’ mor tager i stiv arm. Very funny stuff – en total klassiker!

The one with the cop (sæson 5, afsnit 16)

Ja, det er episoden, hvor Phoebe finder et politiskilt i stolen på Central Perk og bruger det til at udøve sin egen form for retfærdighed. Så møder hun skiltets ejermand og begynder at date ham. Det er en god og sjov historie, men afsnittet er med på listen af en helt anden grund. Det er Ross, der køber en sofa og prøver at få den op af trapperne til sin lejlighed med hjælp fra Rachel og Chandler (”Pivot, pivot, pivot!”). David Schwimmer er i topform i hele episoden. Jeg vil især fremhæve hans samtale med salgsassistenten i møbelbutikken, da han til sidst prøver at returnere sofaen – det er guld.

The one with all the thanksgivings (sæson 5, afsnit 8)

Endnu et Thanksgiving-afsnit. Denne gang byder det på et gensyn med vores yndlingsvenner fra 80erne, da vennerne ser tilbage på deres værste Thanksgivings. Chandler er stjernen i dette afsnit, først med Flock of Seagulls-hår i det begyndende flashback og derefter i hvidt jakkesæt og Don Johnson-skægstubbe. Men i det hele taget er det et af de afsnit, der flyder over med gode grin. Fra de 80er-grimme venner til Phoebes tidligere liv som sygeplejerske under 1. verdenskrig til Joey med en kalkun på hovedet – et overflødighedshorn af lårklaskere.

Det var mine favoritter – og ja, det var svært at vælge. Og måske ombestemmer jeg mig i morgen. Heldigvis ligger alle afsnit på Netflix, så der er rig mulighed for at se alle afsnit igennem – igen.

Læs også: Danskerne er de tredjebedste serie-bingere i verden!

Læs også: Quiz: Hvor godt kan du huske intro-sangen til Venner?

Sponsoreret
Prøv C More gratis i 14 dage og få adgang til masser af film og serier allerede idag

Sponsoreret
Gode serier kræver godt bredbånd. Sammenlign priser her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *