5 grunde til at vi elsker 'Archer': Sex, spioner og sproglig cirkuskunst

Hvad får du, hvis du tager James Bond, blæser hans ego op 1.000 gange, tilsætter nogle seriøse moderkomplekser, tidobler hans alkoholforbrug og skruer modenheden ned til en 13-årigs niveau?

LÆS OGSÅ: ’Rick and Morty’-skaber på vej med ny syret animationsserie

Der er mange grunde til at holde af en serie som Archer, og der er sikkert også lige så mange grunde til det modsatte, men her er fem grunde til, at serien ligger i min personlige top fem, over alle serier.

Nogensinde.

Tegnestilen

Archer går i en anden retning og vælger en stil, der er meget naturtro. Alle personer er skabt efter rigtige virkelige mennesker, og det er faktisk nemt at se, hvem der er tale om.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Loki’ viser gode takter i seriens første to afsnit

Det samme gælder for omgivelserne, hvor steder som New York, Monaco og Gstaad bærer tydelige præg af, at der er brugt tid på research for at ramme tonen, hvis man da ikke har genskabt omgivelserne så tæt som muligt.

Det er kræs og står i skarp kontrast til en stor del af humoren, der er voldsomt overdrevet.

Humoren

Men Sterling er et røvhul, og det er resten af holdet faktisk også. På den måde rammer serien en tone, der er ubestrideligt hård, men der er ikke nogen, der bliver forherliget på bekostning af andre. Hans sexistiske bemærkninger bliver ikke forsøgt gemt bag en aura af uskyldighed. Han bliver kaldt ud på det igen og igen.

Det gør sig gældende for stort set alle de bemærkninger, der bevæger sig ind på et område, der kan skabe problemer.

LÆS OGSÅ: Skæmt, spas og spøg: 6 sjove serier til din sommerferie

Samtidig er det som oftest ikke bemærkningerne, der er det sjove. Det er reaktionerne på dem. Det rammer ikke altid plet, og nogle ting er mere hårdhændede end andre, men ligesom South Park er det vigtigt, at der findes en serie, der er med til at definere de grænser, der er svære at manøvrere i.

Personerne

Nærmest finder vi ekskæresten Lana Kane, der er fuldt ud lige så kapabel, når det gælder spionarbejdet, men som - i modsætning til Sterling - ikke forlader sig på held og blindt kaster sig ud i alle mulige situationer.

Derefter er det moderen Malory, der på sin helt egen måde elsker sin søn meget højt, men som på ingen måde er i stand til at håndtere det, som en moder burde.

De to kvinder er skabt med deres helt egne virkelig unikke og afbalancerede personligheder, og snarere end at være en rekvisit for Sterlings konstante behov for opmærksomhed stiller de ham i en række positioner, hvor han gentagne gange åbenlyst kommer til at mangle dem og faktisk også erkender det. Det er med til at vise Sterlings negative karaktertræk på en måde, der er utraditionelt for portrætteringen af det ultra-maskuline.

LÆS OGSÅ: 5 serier der gør os sultne efter flere sæsoner

Derudover er resten af holdet ved ISIS også fremragende skrevet, og stemmerne passer helt perfekt. Særligt to karakterer stikker ud for mig: Den tidligere nazi-videnskabsmand og (måske) klon af Adolf Hitler, Algernop Krieger og Malorys sekretær Cheryl/Carol/Cristal/Cherlene Tunt, der samtidig er arving til en enorm formue.

Judy Greer har vundet priser for sit arbejde med at lægge stemme til den sidstnævnte af de to, og hun er intet mindre end absolut 100 % formidabel i rollen.

De er begge en evig kilde til det uventede i en herlig grad af kaos, og netop disse to karakterer er et godt pejlemærke for serien, der absolut ikke er bleg for at bryde sin formel og prøve noget nyt.

Plottene

LÆS OGSÅ: Derfor ELSKER vi ‘The Office’ og alt der fulgte efter

Sæsonen hedder Archer Vice, og hvor en stor del af de enkelte afsnit indtil da har været nik til etablerede historier, bliver hele sæsonen meget mere fokuseret, og med afsæt i filmen Smokey and the Bandit (Det Vilde Ræs på dansk) finder Archer et helt andet gear, der løfter en god serie op til noget fremragende.

Modellen vender de tilbage til i sæson syv og flere sæsoner derefter, der kan ses som separate serier.

Særlig seriens ottende sæson, også kaldet Dreamland, har en særlig plads i mit hjerte, da det hele har fået en film noir-stemning, meget lig det man ser i film som Casablanca og Chinatown.

Dialogen

Der er flere skrivemæssige tricks, som skaberen Adam Reed bruger med bravour.

Et af de gennemgående elementer er at fortsætte dialogen over flere forskellige scener.

Det giver et tempo i serien, der er højt, uden man bliver stakåndet, og når de kobler to forskellige dialogspor sammen på denne måde, går det hele op i en højere enhed.

Du bliver ikke holdt ved hånden, og der er ingen, der fortæller dig, hvad det hele går ud på. Humoren kan være som en forhammer, eller den kan være mere subtil.

Som her:

Krieger: Press that red button!
Archer: Wait. Is that going to kill everyone?
Krieger: Press that blue button!

LÆS OGSÅ: Tony Soprano vender tilbage: Se traileren til den kommende ’Sopranos’-film

LÆS OGSÅ: Black Mirror-inspireret sci-fi-antologi får premiere til august

LÆS OGSÅ: ‘Confess, Fletch’: Stjerne-trio tilslutter sig klassisk komediemysteries rolleliste