5 grunde til at vi elsker ‘Archer’: Sex, spioner og sproglig cirkuskunst

Foto: Arhcer sæson 11 trailer/Youtube

Hvad får du, hvis du tager James Bond, blæser hans ego op 1.000 gange, tilsætter nogle seriøse moderkomplekser, tidobler hans alkoholforbrug og skruer modenheden ned til en 13-årigs niveau?

Svaret er: Sterling Malory Archer. Diskutabelt nok verdens bedste hemmelige agent, og siden 2009 har han og resten af holdet på freelance-spionbureauet ISIS leveret underholdning i den animerede serie Archer, der er både er upassende og fladpandet og samtidig udfordrende og forbavsende intelligent.

LÆS OGSÅ: ’Rick and Morty’-skaber på vej med ny syret animationsserie

Der er mange grunde til at holde af en serie som Archer, og der er sikkert også lige så mange grunde til det modsatte, men her er fem grunde til, at serien ligger i min personlige top fem, over alle serier.

Nogensinde.

Tegnestilen

Der er ingen krav til, at tegnede serier skal have et vist niveau for at blive en succes. Det beviste South Park med deres klippe-klistre-teknik, og siden har vi haft et hav at animerede serier, der ikke nødvendigvis er dårligt tegnede, mere gennemsnitlige.

Archer går i en anden retning og vælger en stil, der er meget naturtro. Alle personer er skabt efter rigtige virkelige mennesker, og det er faktisk nemt at se, hvem der er tale om.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ‘Loki’ viser gode takter i seriens første to afsnit

Det samme gælder for omgivelserne, hvor steder som New York, Monaco og Gstaad bærer tydelige præg af, at der er brugt tid på research for at ramme tonen, hvis man da ikke har genskabt omgivelserne så tæt som muligt.

Det er kræs og står i skarp kontrast til en stor del af humoren, der er voldsomt overdrevet.

Humoren

Ved første øjekast kan Archer godt virke som et sexistisk, racistisk, homofobisk show, der har et virkelig fucked up forhold til sex, almindelig pli og sund fornuft. Og jeg skal ikke sidde her og sige, at det ikke er tilfældet.

Men Sterling er et røvhul, og det er resten af holdet faktisk også. På den måde rammer serien en tone, der er ubestrideligt hård, men der er ikke nogen, der bliver forherliget på bekostning af andre. Hans sexistiske bemærkninger bliver ikke forsøgt gemt bag en aura af uskyldighed. Han bliver kaldt ud på det igen og igen.

Det gør sig gældende for stort set alle de bemærkninger, der bevæger sig ind på et område, der kan skabe problemer.

LÆS OGSÅ: Skæmt, spas og spøg: 6 sjove serier til din sommerferie

Samtidig er det som oftest ikke bemærkningerne, der er det sjove. Det er reaktionerne på dem. Det rammer ikke altid plet, og nogle ting er mere hårdhændede end andre, men ligesom South Park er det vigtigt, at der findes en serie, der er med til at definere de grænser, der er svære at manøvrere i.

Personerne

Det ville ikke virke, hvis Archer var bygget op mere traditionelt omkring Sterling. Men mandebarnet er omgivet af personer – og i særdeleshed stærke kvinder – der i lige så høj grad er i stand til at skabe deres egne roller i serien.

Nærmest finder vi ekskæresten Lana Kane, der er fuldt ud lige så kapabel, når det gælder spionarbejdet, men som – i modsætning til Sterling – ikke forlader sig på held og blindt kaster sig ud i alle mulige situationer.

Derefter er det moderen Malory, der på sin helt egen måde elsker sin søn meget højt, men som på ingen måde er i stand til at håndtere det, som en moder burde.

De to kvinder er skabt med deres helt egne virkelig unikke og afbalancerede personligheder, og snarere end at være en rekvisit for Sterlings konstante behov for opmærksomhed stiller de ham i en række positioner, hvor han gentagne gange åbenlyst kommer til at mangle dem og faktisk også erkender det. Det er med til at vise Sterlings negative karaktertræk på en måde, der er utraditionelt for portrætteringen af det ultra-maskuline.

LÆS OGSÅ: 5 serier der gør os sultne efter flere sæsoner

Derudover er resten af holdet ved ISIS også fremragende skrevet, og stemmerne passer helt perfekt. Særligt to karakterer stikker ud for mig: Den tidligere nazi-videnskabsmand og (måske) klon af Adolf Hitler, Algernop Krieger og Malorys sekretær Cheryl/Carol/Cristal/Cherlene Tunt, der samtidig er arving til en enorm formue.

Judy Greer har vundet priser for sit arbejde med at lægge stemme til den sidstnævnte af de to, og hun er intet mindre end absolut 100 % formidabel i rollen.

De er begge en evig kilde til det uventede i en herlig grad af kaos, og netop disse to karakterer er et godt pejlemærke for serien, der absolut ikke er bleg for at bryde sin formel og prøve noget nyt.

Plottene

De første sæsoner har en klar idé om, hvordan serien gerne vil profilere sig, men den fægter lidt i spredt retning. Der mangler en gennemgående rød tråd, som bliver reddet af en række plottråde, der strækker sig over nogle episoder, men i seriens femte sæson rammer de guldet.

LÆS OGSÅ: Derfor ELSKER vi ‘The Office’ og alt der fulgte efter

Sæsonen hedder Archer Vice, og hvor en stor del af de enkelte afsnit indtil da har været nik til etablerede historier, bliver hele sæsonen meget mere fokuseret, og med afsæt i filmen Smokey and the Bandit (Det Vilde Ræs på dansk) finder Archer et helt andet gear, der løfter en god serie op til noget fremragende.

Modellen vender de tilbage til i sæson syv og flere sæsoner derefter, der kan ses som separate serier.

Særlig seriens ottende sæson, også kaldet Dreamland, har en særlig plads i mit hjerte, da det hele har fået en film noir-stemning, meget lig det man ser i film som Casablanca og Chinatown.

Dialogen

For mig er dialogen i Archer noget af det bedste, der findes på TV. Særligt Sterlings konsekvente behov for at korrigere folk, der ikke kender forskel på bogstaveligt og billedeligt, rammer plet hos mig.

Der er flere skrivemæssige tricks, som skaberen Adam Reed bruger med bravour.

Et af de gennemgående elementer er at fortsætte dialogen over flere forskellige scener.

Det giver et tempo i serien, der er højt, uden man bliver stakåndet, og når de kobler to forskellige dialogspor sammen på denne måde, går det hele op i en højere enhed.

Du bliver ikke holdt ved hånden, og der er ingen, der fortæller dig, hvad det hele går ud på. Humoren kan være som en forhammer, eller den kan være mere subtil.

Som her:

Krieger: Press that red button!
Archer: Wait. Is that going to kill everyone?
Krieger: Press that blue button!

LÆS OGSÅ: Tony Soprano vender tilbage: Se traileren til den kommende ’Sopranos’-film

LÆS OGSÅ: Black Mirror-inspireret sci-fi-antologi får premiere til august

LÆS OGSÅ: ‘Confess, Fletch’: Stjerne-trio tilslutter sig klassisk komediemysteries rolleliste

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like