De værste: 5 uhyggeligt dårlige skuespilpræstationer

Foto: Stargirl/The CW Network, LLC.

Før man rigtigt nyder en serieoplevelse, er det vigtigt, at man kan drømme sig ind i det univers, som man får serveret.

Vi vil ikke bare se serien. Vi vil leve den. Vi vil kæmpe sammen med Rick mod alle de udøde. Vi vil vandre igennem gangene i Hill House og frygte de mørke afkroge.

Men til tider er en skuespillers præstation så indlevelsesløs, så overspillet eller bare komplet ligegyldig, at den river os ud af illusionen på brutalt vis.

Her er Vi Elsker Seriers bud på fem forfærdelige skuespilpræstationer.

Luke Wilson: Stargirl

Foto: Stargirl/The CW Network, LLC.

Mange kender Luke Wilson som den evige, neutrale birolle, der sjældent efterlader et varigt indtryk. Enkelte er fans af hans karakter Joe Bauers fra kultkomedien Idiocracy, men generelt har Luke – modsat sin bror Owen – sjældent udvist nok karisma til at bære en hovedrolle i længere tid ad gangen.

Netop derfor er hans mangelfulde præstation i Stargirl som Pat Dugan ikke den store overraskelse – omend den stadig stikker i øjnene.

Dugan er seriens mandlige hovedrolle, næst efter Brec Bassingers titelrolle, men beklageligvis magter Wilson ikke byrden. Hans fornemste opgave er at agere kærlig husbond og velmenende stedfar, men begge dele falder hårdt igennem og skærer i hjernen som hvinende kridt på en tavle.

Den tydeligt manglende kemi med Amy Smart, som spiller hans kone, reducerer ægteskabet til at ligne proforma og forsøget på følsomme papfar-datter-øjeblikke med Brec Bassinger får en til at krumme tæer og ønske krammescenen hurtigt overstået, så alle parter kan slippe for den akavede scene.

Efter den frygtelige omgang med Stargirl bekræfter Wilson desværre, at han skal holde sig til de lunkne biroller og baggrundskarakterer, hvor han ikke kan skade publikums oplevelse.

Taylor Schilling: Orange is the New Black

Foto: Orange is the New Black/JoJo Whilden/Netflix

Jeg var kolossalt fan af Orange is the New Black hele vejen igennem.

Dramaet omkring de stakkels fængslede individer med sørgelige og rørende baggrundshistorier gik lige i hjertet på mig. Jeg elskede hver eneste karakter i den serie og fandt alle som én både charmerende og jordnær. Jeg glædede mig faktisk til at gense pigerne hver eneste uge – med undtagelse af Piper Chapman, seriens hovedperson!

Selv om det syntes statistisk umuligt, formåede Taylor Schilling at spolere kemien med samtlige af seriens andre skuespillere, selv Alex Vause (Laura Prepon), som Piper skulle være forelsket i. Oveni hatten spiller Schilling med en så mangelfuld indlevelse, at man bare ønsker hendes scener afsluttet, så man atter kan vende tilbage til Maria (Jessica Pimentel), Taystee (Danielle Brooks), Red (Kate Mulgrew) eller de utallige andre talentfulde og karismatiske aktører.

Orange is the New Black er en perle blandt dramaserier og ville i den grad have været endnu bedre uden Taylor Schilling og hendes uinspirerende portrættering af hovedpersonen Piper Chapman.

Mike Colter: Jessica Jones, Luke Cage og Defenders 

Foto: Luke Cage/Myles Aronowitz/Netflix

Marvel-serien Jessica Jones fulgte i kølvandet på Daredevil, der åbnede ballet for en række superhelteserier på Netflix – serier, der i Marvels ånd til sidst skulle forenes og præsentere en broget flok som en slags subsistensløse Avengers.

I Jessica Jones fik Krysten Ritters titelrolle hurtigt en affære med en anden potentiel superhelt, nemlig den superstærke antihelt Luke Cage. Jeg selv var ganske spændt på, hvordan en af min barndoms tegneseriehelte ville blive repræsenteret i live-action format.

Desværre magtede Mike Colter ikke opgaven – overhovedet.

Indbegrebet af det amerikanske udtryk ‘ham-acting’ – overdrevent skuespil/overspil – blev nærmest til en tåkrummende kunstart hos Colter. Plat, overspillet mimik og monotone, indstuderede dialoger understregede, at Colter på ingen måde mestrede den finere metodik i at ‘skuespille som om man ikke skuespiller’.

Og skaden blev om muligt værre: Han fik sin egen obligatoriske serie Luke Cage, der uden tvivl kun blev gennemført, fordi det var planen fra start, at de fire helte Daredevil, Jessica Jones, Iron Fist og Cage skulle samles i fællesserien The Defenders. Ironisk nok forblev den superstærke Luke Cage i Mike Colters skikkelse – både som gæstestjerne og i sin egen serie – gruppens svageste led.

Gavin Creel: American Horror Stories

Som fan af American Horror Story var jeg naturligvis også klar på spin-off’en American Horror Stories. Denne nye serie afviger fra originalen ved, at titlen er ændret til flertal samt at antologi-formatet blev til enkeltvise historier per afsnit fremfor, at hver sæson var en samlet fortælling.

Den nye series to første afsnit hænger dog alligevel sammen som del 1 og del 2 af ‘The Rubber (Wo)Man’, hvor vi genbesøger det hjemsøgte hus fra American Horror Story‘s første sæson.

I denne omgang flytter et homoseksuelt par (spillet af Matt Bomer og Gavin Creel) med deres adopterede datter (Sierra McCormick) ind i det berygtede hus, og vi følger dem i deres bestræbelser på at omdanne huset til et hjem.

Problemet for os seere opstår dog primært, når Bomer leverer en overbevisende præstation efterfulgt af en pinefuldt ringe Creel, som overspiller og næsten karikerer ægtemandrollen. Det er desværre tydeligt, at Bomer er den mere erfarne skuespiller af de to med en Primetime Emmy nominering i bagagen modsat novicen Creel, hvis CV kun rummer syv skuespillergigs bag sig.

Netop dén tydelige klasseforskel bliver ubehjælpeligt fremhævet og Creel flår os konstant tilbage til virkeligheden fremfor at lade os synke ind i American Horror-universet – og det føles enerverende hver eneste gang.

Alex Garfin: Superman & Lois

Foto: Superman and Lois/ The CW Network, LLC.

Mange er glade for den nye DC-serie Superman & Lois, men uanset hvad, så forbliver Alex Garfins præstation som Supermans søn Jordan en rædderlig karikatur af en teenager med et slemt overspillet følelsesregister.

Hans endimensionelle portrættering bliver endvidere sat i perspektiv af en hamrende dygtig Jordan Elsass, der spiller hans serie-tvilling Jonathan Kent. Elsass’ karakter rummer de fleste af de samme teenage-hormonforstyrrelser, vredesudbrud og følelsesmæssige problemer, men han leverer blot varen så meget mere nuanceret.

Garfin reducerer rollen som plaget, socialt udsat og deprimeret ung mand til et spædbarn med raserianfald i en legetøjsforretning. Der er ingen tvivl om, at han befinder sig uden for sit element og har oven i købet ikke talentet til at fake det modsatte, når kameraerne kører.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ‘Squid Game’: Årets serie på Netflix

LÆS OGSÅ: Første billeder udgivet fra den danskproduceret Netflixserie ‘Nisser’

LÆS OGSÅ: 10 creepy facts om seriemordere og deres dokumentarer

Gode serier og god vin går hånd i hånd i sommeren. Få gode tilbud på lækker vin her, og læs mere om Winefamly. Du støtter Vi Elsker Serier med et mindre beløb, hvis du bestiller vin gennem dette reklamelink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You May Also Like